Anmeldelse: Paul Cleave - Slagtehuset

Så er der endnu en super suveræn krimi fra Paul Cleave. Hans hovedpersoner skifter lidt, men også denne gang er det Theodore Tate vi følger. Cleaves bøger er anderledes end de fleste andre krimier, idet vi ofte ret hurtigt får at vide hvem morderen er. Det gør vi også i Slagtehuset, og bogen deler sig ligesom i to dele, hvor den ene del fortælles af Tate i jeg-form og i den anden halvdel følger vi morderens tanker, men dog i 3. person. Det fungerer ret effektivt, da vi på den måde kan leve os ind i bevæggrundene for gerningsmandens handlinger. Man kan fristes til at tro, at det kan blive kedeligt, når man ikke skal gætte på morderens identitet, men jeg lover, at det aldrig bliver kedeligt med Cleave!

Som alle de andre bøger i serien, udspiller handlingen sig i den New Zealandske by, Christchurch. Vores morder lægger hårdt ud med et killingspree, som på dansk betyder en morder, der dræber løs til højre og venstre. Bedst som betjentene er nået ud til et gerningssted, bliver de ringet op, at der er fundet endnu et lig. Og sådan fortsætter det, indtil de begynder at ane sammenhængen.

For 15 år siden, blev en lille pige fundet voldtaget og knivdræbt i et forladt slagtehus. Morderen blev fanget og fængslet, men en enkelt person, synes ikke at han og flere andre, fik straf som fortjent. Han er ondskabsfuld og selvom jeg på en eller anden måde godt kan sætte mig i hans sted, så kan jeg det alligevel ikke overhovedet. Det er simpelthen for ondskabsfuldt og der er flere helt uskyldige der bliver straffet på grusommeste vis. Der var masser af følelser der udspillede sig i mig, imens jeg læste Slagtehuset. Selvom Cleave er mester til at drysse humor ind i det dystre, så var glæde ikke en af de følelser jeg var igennem. Hele historien er præget af et dystert tæppe af sorg, vrede, hævn, straf og frygt.

Jeg er helt tosset med Paul Cleaves bøger. Den slags bøger der fylder mig med en indre boblen af iver efter at læse mere mere mere… Slagtehuset er ingen undtagelse, men jeg synes trods alt ikke den har helt så stærkt et plot som de forrige og heller ikke helt den samme uhygge og tørre humor som ellers normalt er kendetegnende for Cleaves bøger. Derfor lander Slagtehuset på 4 krimiperler, men den er stadig en ret fantastisk bog.  

Følg gerne med på Facebook også :)

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Enhjørningen

Jeg synes på en eller anden måde, at Enhjørningen er svær at anmelde uden at afsløre for meget af noget der ikke skal afsløres, før man selv læser bogen. Det er ikke en af den slags bøger, hvor man som læser kan gætte med på hvem der har ”gjort det”. I stedet er det højt tempo og spænding på topniveau hele vejen igennem. Plottet afsløres drypvis og som læser, havde jeg virkelig svært ved at stoppe. Jeg skulle hele tiden liiiige have et kapitel mere med. Overvejede endda, at tage en fridag fra arbejde, for at få lov at læse færdig :)

Nå.. men hvis jeg alligevel skal forsøge mig med lidt af handlingen uden at ødelægge noget for andre, så har vi kort fortalt Michael Sander og Lene Jensen, som ligger i skilsmisse efter Michael har været i kassen med en anden kvinde. Michael og Lene arbejder på hver sin sag, men det står dog hurtigt klart at de er tæt forbundne. Trods ægteskabelige stridigheder, kan de to heldigvis sætte sig selv til side og arbejde – nogenlunde fornuftigt - sammen.

Lenes sag handler om en ung kvinde, som findes skuddræbt i en skov. Lene har en teori om, at kvinden er stukket af fra en nærliggende ø, som ejes af rigmanden Bertram Monell. Samme rigmand, har Michael arbejdet for ad flere omgange. Senest har han hjulpet ham med, at lokalisere hans døde søn.

Bogens titel Enhjørningen, henviser til en person som er genetisk perfekt, forstået sådan, at de har optimale evner og ingen arveanlæg for sygdomme. Altså ekstremt sjældne, som navnet antyder. Hvad ville der kunne ske, hvis en sådan persons arvemasse, faldt i de forkerte menneskers hænder. Og så er min mund ellers lukket.

Virkelig god bog. Ekstremt spændende og efter min mening placerer den sig lige i røven på første del i serien, Trofæ, som trods alt, stadig er min favorit.  

Følg med på Facebook :)