Anmeldelse: Chris Carter - Dødens galleri

Endelig endelig endelig nyt fra Chris Carter. Uden tvivl de bøger jeg venter med størst længsel på. Jeg var så heldig at få den tilsendt fra det engelske forlag allerede midt i december, så jeg har læst den på engelsk denne gang. Selvom jeg er god til engelsk, går det alligevel en anelse langsommere, at få den læst, men samtidig kan jeg godt lide, at læse en bog med forfatterens egne ordvalg.

Og hvad har han så fundet på denne gang?

Hunter og Garcia, står igen med et brutalt mord. En ung kvinde, fundet i eget hjem. Både hænder og fødder er fjernet. Uden at gå i detaljer, kan jeg fortælle, at gerningsstedet er yderst grotesk for alle at træde ind i. Omstændigheder gør, at betjentene får mistanke om en seriemorder. De søger databaser, men intet resultat. Herefter går der ikke mange timer, før FBI tropper op på deres kontor. Der er selvfølgelig en grund til, at FBI har skjult og monitoreret alle søgninger på bestemte mordmetoder og mordersignaturer, men den skal I selv have lov, at læse jer til.

I denne bog, arbejder LAPD sammen med FBI. Specialagenterne, har i første omgang ikke megen tiltro til betjentenes evner, men os der kender til Hunter, ved godt fra starten, at det kommer til at ændre sig 😊 Som sædvanlig med Carters bøger, er der masser af opklaringsarbejde og mulighed for os som læsere, at gætte med på, hvordan det hele hænger sammen. Det er dog ikke let, for der er twist på twist og også et par større overraskelser undervejs. Vi følger også morderens tanker undervejs, så vi får et par småbidder af hans intentioner og vi er med, når han strammer nettet om sine ofre.

Det er som om, Carter har skruet lidt ned for gerningsstedsdetaljer, uhygge og grusomhed i forhold til de forrige bøger i serien. I stedet har han skruet op for relationer og opklaring. Alt er selvfølgelig relativt, så at der er skruet ned, betyder i dette tilfælde ikke, at det ikke stadig er råt og brutalt.

Jeg synes ikke det her er Chris Carters bedste bog til dato. Jeg havde givetvis sat mine forventninger for højt, men de plejer at blive indfriet med Carter. Denne gang blev jeg ikke helt så medrevet som vanligt og jeg savnede den velkendte snigende uhygge, som gør det svært at lægge bogen fra sig. Dog er det med Carters bøger, som med sex og pizza – selvom det ikke er det bedste, er det stadig ret godt 😉

Dødens galleri slutter med en cliffhanger, som gør det rigtig svært at vente et år på næste bog.

Fem krimiperler fra mig

Følg med på Instagram og Facebook

Anmeldelse: Lone Theils - Heksedrengen

Jeg er jo først lige kommet med på Nora Sand-vognen, så det var ret dejligt, at det var netop som der udkom en tredje del i serien.

I Heksedrengen, er Nora lidt mere fortravlet end normalt. Hun bor stadig i London og arbejder som korrespondent. Det blad hun skriver for i Danmark, har fået ny chef og der satses nu hårdt på online-udgaven af bladet. Nora har en sag hun gerne vil forfølge. En sag hun kommer på sporet af, da en af hendes kilder findes brutalt myrdet og maltrakteret på en kirkegård. Chefen derhjemme, ønsker i stedet, at hun skal skrive om den danske realitystjerne og den russiske oligark, som ligger i skilsmisse. Parret kæmper om den fælles søn og faren forventes at tage alle kneb i brug. Nora ønsker ikke at spilde sin tid på sensation, men da parrets lille søn forsvinder, fanger sagen alligevel hendes interesse.

Hvor den forrige bog i serien, kom til at handle lidt (alt) for meget om Noras forhold til Andreas, er der her droslet kraftigt ned på den fløj og krimisagerne er igen i fokus. Det sætter jeg stor pris på, for Lone Theils er virkelig dygtig til at skabe en følelse af uhygge, som får det til at risle koldt ned af ryggen på mig. Hun skriver så autentisk, at jeg gang på gang bliver i tvivl om, hvor vidt Nora klarer sig ud af de ting hun roder sig ud i, eller om der venter en uventet fare bag det næste hjørne hun drejer om.

En ting jeg har bidt mærke i, med denne serie er, at der spises ret så ofte og der beskrives hvad personerne indtager. Det er ikke noget der sker ret tit i andre bøger, men jeg synes personligt det er ret fantastisk. Det er ikke noget der får lov at fylde, men som bare er med til at gøre Nora endnu mere autentisk.

Jeg synes det er et spændende og yderst interessant emne der tages op. Uden at sige for meget, kan jeg røbe at vi er inde at vende omkring sort magi. Det kan måske skræmme nogen læsere, fordi man automatisk tænker, at det er ”urealistisk”. Til det kan jeg sige, at denne historie er yderst realistisk og emnet er noget der finder sted i virkeligheden. Det gør den bare endnu mere grum. En virkelig fremragende fortælling.  

Jeg kan kun give Heksedrengen 5 krimiperler med på vejen. 

Du kan også følge med både på Instagram og Facebook 😍

Anmeldelse: Troels M. Palshof - Sommerfugleklanen

Det her er en af de bøger, hvor jeg skal holde tungen lige i munden, for ikke at afsløre noget i anmeldelsen, som I selv skal finde frem til når I læser bogen.

Til at begynde med, følger vi Tristan og Clara, som arbejder for CIA i New York. Tristan og hans makker bliver ringet ud til en butik, men uden helt at vide hvorfor og hvad de skal holde øje med. Inden de får set sig om, er butikken eksploderet og de finder et kvindelig samt en del andre mærkværdige ting, som til at begynde med, ikke giver mening for dem.

Deres chef, som plejer at være yderst kold, skifter pludselig karakter og indvier dem bid for bid, i en hemmelig sag. En sag som for alt i verden skal holdes hemmelig for alle i verden, lige med undtagelse af en lige så hemmelig klan. Bogen starter hæsblæsende ud, med masser af fart på og med masser af spænding og moderne teknologi. Så tager den en voldsom drejning og går fra action til … ja, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det – måske nærmest som filosofisk og en smule over i det religiøse. Og så virker ordet religiøs alligevel forkert. Højtidelig, er måske et mere dækkende ord. Hvis nogen har læst Simon Toynes Ruin-trilogi, så ved I måske hvilken stemning jeg forsøger at beskrive. 

Jeg ved simpelthen ikke rigtigt hvordan jeg skal vinkle den her, for den første del, som er vanvittigt spændende, fangede mig fra side 1. Jeg kan egentlig også godt lide den måde anden halvdel af bogen (det synes jeg godt man må kalde det), er skrevet, men jeg må altså indrømme at det forvirrede mig. Jeg troede at jeg læste en spændingsroman og pludselig var vi mere ovre i livsfilosofi. Bevares, jeg fik tankerne på gled, lovede mig selv at være mere nærværende i mit liv og med mine nærmeste og hvad ved jeg, men jeg blev ved at vente på, at actiondelen kom tilbage. Det gjorde den bare ikke sådan rigtigt. Det var som om det var to forskellige bøger i én. Som om personerne skiftede karakter, hvilket de på sin vis også gjorde. På den ene side er jeg betaget af sidste del, men på den anden side synes jeg det var meget underligt sådan lige midt i en krimi.

Uanset hvor forvirret jeg måtte være, så synes jeg det er en interessant og meget velskrevet historie. Der er ingen tvivl om, at jeg skal læse med når næste del kommer, for jeg er ikke færdig med hverken personer eller historien. Jeg håber dog på mere action og teknologi, men tilsat mindre dele livsfilosofi i næste bog.

Jeg hiver lige et Nik og Jay-citat frem, som jeg kom til at tænke på undervejs:

”Lad vær at tælle hver time, men sørg for, at hver time tæller ... ” 😊

Jeg vipper imellem 3 og 4 perler, men jeg synes egentlig bogen er så tilpas anderledes og interessant, at den lander på 4 Krimifilosofiperler fra mig til Troels M.P. 

Til info kan jeg nævne, at en ungdomsudgave af bogen er undervejs. Mine to ældste piger har været testlæsere, og er begge begejstrede, så har du børn i alderen 10-15 år, så hold øje med ”Larverne – pavens yndling”

Klik her hvis du vil følge med på Instagram og Facebook

Anmeldelse: Lina Bengtsdotter - Annabelle

Kender I det, at man læser en bog med en hovedperson som man simpelthen ikke bryder sig om? Sådan havde jeg det med hovedpersonen i denne bog. Kriminalinspektør Charlie Lager. Hun er sur og utiltalende, taler grimt til sin kollega og er kold og utilnærmelig overfor fremmede, med mindre den fremmede er en lækker fyr hun gerne vil knalde.

Charlie og hendes kollega Anders, bliver sendt til en lille by, Gullspång, som også er Charlies barndomsby. En by med en masse dårlige minder og et sted som bringer Charlie ud af fatning. En ung 17-årig pige er forsvundet. Annabelle hedder hun. Charlie og Anders følger forskellige spor i den lille by, men der er ikke meget at gå efter. Det er en lille by og alle kender alle. Derfor er der også større grund til, at de er bange og forsøger at skjule deres hemmeligheder og beskytter sig selv og hinanden.

Parallelt følger vi to helt unge piger – eller store børn vel nærmest. Pigerne er veninder, men det står hurtigt klart, at den ene kontrollerer den anden og tvinger hende ud i grovere og grovere handlinger. Vi kender det med en sideløbende historie fra andre bøger, så vi ved også godt, at de to piger fra fortiden, er nogen af dem vi følger i den nutidige historie. Men hvem? Det får vi lov at gætte på helt til det sidste, ligesom vi også får lov at bryde vores hjerner med, hvem der er skyld i Annabelles forsvinden.

Hen mod slutningen, er det også som om Charlie bliver i lidt bedre humør, men så slutter bogen og det står uvist hen om hun ændrer sig. Jeg må indrømme, at hun heller ikke er en, jeg har det store behov for at følge.

Det er en bog med masser af følelser. En interessant historie og især den parallelle historie giver ondt i maven. Jeg vil betegne bogen som psykologisk drama, men jeg synes ikke der er meget decideret spænding, ligesom uhyggen er aldeles fraværende.

Annabelle må nøjes med 2 krimiperler fra mig

Du kan også følge med på både FACEBOOK og INSTAGRAM

Anmeldelser: Lone Theils - Pigerne fra Englandsbåden + Den blå digters kone

I slutningen af januar, blev jeg kontaktet af forlaget Lindhardt og Ringhof.  De spurgte om jeg havde lyst til at komme til bloggermøde med forfatter Lone Theils, i forbindelse med udgivelsen af hendes nye bog. Jeg havde hørt godt om bøgerne, men jeg havde endnu ikke fået dem læst. Jeg tænkte, at nu var et godt tidspunkt at gå igang, så det gjorde jeg. 

Pigerne fra Englandsbåden:

Den første bog i serien er Pigerne fra Englandsbåden. Jeg må nok krybe til korset og indrømme, at det måske har været noget med titlen, som gjorde, at jeg ikke havde læst bogen. Jeg kan ikke sætte fingeren på hvad præcist, men jeg kan sige, at det var en fejl. 

Hovedpersonen i serien, hedder Nora Sand. Hun er en person, som er meget let at holde af. Hun er ligetil og sej, men samtidig fuld af følelser. Hun er dygtig og klog og hun er engageret i sit arbejde.

Nora Sand er journalist og arbejder som korrespondent i London. 

I "Pigerne fra Englandsbåden", køber Nora en kuffert, som indeholder billeder, som viser sig, at være taget af en seriemorder. To unge piger, forsvandt midt i 80'erne, på en tur til London med den ungdomsinstitution, de var anbragt på. Pigerne er aldrig blevet fundet, men Nora dykker ned i sagen og pludselig begynder sagen at trevles op. Det går ikke roligt for sig og jeg skal indrømme, at jeg holdt vejret i spænding flere gange. 

Jeg synes det er en enormt velskrevet krimi. Både sprogligt og indholdsmæssigt. Den var så spændende, at jeg næsten ikke kunne stoppe med at lytte - ja, jeg havde ikke lige bogen liggende, så jeg snuppede den som lydbog, hvilket var en fejl, men mere om det om et øjeblik. Vi følger selvfølgelig også med i Noras privatliv, hvor hun ikke helt kan finde ud af sine følelser for en tidligere skolekammerat, Andreas. Heldigvis får det ikke lov til at fylde alt for meget, men personligt har jeg slet ikke brug for kærlighed i krimi. 

Og så til det med lydbogen. Pyyh altså, der er virkelig stor forskel på oplæsere. Hende her kan jeg simpelthen ikke anbefale. Hun laver stemmer, så hendes stemme bliver dyb ved alle mænd .. ja og kvinder også for den sags skyld. Hun laver dialekter som hun ikke har styr på, således at en fra Aalborg kommer til at lyde som en lidt doveret Århusianer. Ikke nok med det, så lægges trykket på ordene konstant forkert, så det flydende i historien hele tiden blev brudt. Så det kan ikke anbefales. Det var heldigt, at bogen er så god som den er 😄

5 store krimiperler til Nora sand fra mig.

Den blå digters kone:

Det er ikke så ofte, at jeg har muligheden for at køre flere dele af en serie lige efter hinanden. Det er heller ikke altid at jeg gider. Det gad jeg godt med de her bøger. Jeg befandt mig mere end almindeligt godt i selskab med Nora Sand. Det skal dog indrømmes, at selvom det var behageligt, så var handlingen ikke helt så fængende i denne bog som i den første. Det var som om forholdet til Andreas kom til at fylde alt alt for meget. Lidt romance i krimi kan gå an, men når hovedpersonen pludselig hele tiden tænker på kærligheden eller bekymrer sig om den, så kommer jeg til at kede mig. Den blå digters kone kom derfor aldrig op på siden af sin forgænger. 

Trods det, så er det alligevel en virkelig god og spændende bog. Den lægger ud med, at Nora får til opgave at hjælpe en illegal flygtning med at finde hans kone. De blev adskilt undervejs og hun er nu forsvundet sporløst. Nora kaster sig som sædvanlig hovedkulds ind i mysteriet og selvom det bliver farligt, bakker hun ikke ud. Hun kommer på sporet af grufulde ting, som jeg ikke vil komme ind på her. Jeg synes det er en større oplevelse at læse netop det, hvis man ikke kender noget til plottet overhovedet. Men det er grumt og umenneskeligt kan jeg godt afsløre. 

Desværre tager kærligheden overhånd i denne bog og uhyggen kommer heller ikke helt på højde med første bog. Spændingen er der heldigvis, men jeg synes ikke jeg kan give den mere end 3 krimiperler. 

Vil du følge med på Facebook klik HER. Vil du følge med på Instagram, klik HER