Forside

søndag den 1. september 2013

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Afsporet




Jeg blev færdig med Afsporet for et par timer siden. Til min glæde smuttede kæreste og børn en tur ud til farmor og farfar, så jeg lavede en kande the og satte mig godt til rette med ipad, stilhed og ingen dårlig samvittighed. Da sidste side var læst, havde jeg det som om, at jeg havde holdt vejret og endelig kunne puste ud og slappe af igen. Netop dét har jeg taget mig selv i at gøre flere gange gennem denne bog – at puste ud og ligesom lige ta en lille kort fald-ned-igen-pause før jeg læste videre. Bogen er ind imellem sindsygt barsk og jeg måtte tage mig selv i at sidde med klump i halsen. Det sker så godt som aldrig, når det ”bare” er fiction jeg læser, men Michael Katz Krefeld skildrer sine hovedpersoner så levende at de næsten kommer til at fremstå som virkelige personer. Flere gange undervejs, sad jeg osse og tænkte på hvor meget der mon er virkelighed i den historie her.. hvor meget research har han gjort i det miljø der beskrives  og hvor meget af det er hans egen fantasi? Jeg håber virkelig mest det er fantasi, for alt andet er da ikke til at bære. Det værste er, at det slet ikke lyder spor usandsynligt når man læser det!

Undervejs i bogen, følger vi 3 forskellige personer i 3 parallelle historier. Alle tre er tragiske historier om sorg og mistet kærlighed på den ene eller den anden måde. Vi møder drengen Erik, som oplever sin mors utroskab og jagtkammeraternes ydmygelse af hans far. Vi ”ser” (i vores indre biograf) hvordan Erik tilsidst ender med at udføre en frygtelig handling som leder ham videre til et liv som seriemorder.
Vi følger den unge Masja som lever et liv som luder med dyre vaner, sammen med kæresten Igor. Desværre havner Igor i dyb spillegæld, hvilket går ud over Masja og herefter går det ned ad bakke for hende. Hun bogstavelig talt forsvinder, ned i et dybt sort hul af fornedrelse og destruktion. Mere vil jeg ikke afsløre.

Tilsidst møder vi politibetjent Thomas Ravnsholdt som er på orlov på ubestemt tid. Ravn, som han kaldes, beskrives først som en drukkenboldt, men vi fornemmer hurtigt, at det ikke stikker så dybt - at han er typen der kan styre det og bevidst vælger druklivet. Han vælger det, for at glemme sorgen og savnet. Efter hvad, tror jeg faktisk at jeg undlader at afsløre, da det var en lille ting der kom som en overraskelse for mig da jeg læste bogen. Den overraskelse skal I osse få lov at få.
Ravn bliver bedt om at lave en privat efterforskning for en af sine venner. Vennens rengørningsdame savner sin datter Masja, som har været forsvundet i flere år. Thomas går modvilligt med på idéen, og sporene sender ham til Sverige hvor der ikke er den store interesse hos svensk politi, for at hjælpe Ravn. Svensk politi har nok at se til med en seriemorder der myrder og udstopper unge piger, for derefter at placere dem på lossepladsen som faldne engle.

Meget mere vil jeg ikke afsløre – jeg synes I skal læse den. Jeg har har ikke læst noget af Michael Katz Krefeld før, men da jeg så, at den her var første del i en ny serie, tænkte jeg, at det var tid at springe på bussen. Jeg bliver helt sikkert siddende på bussen til næste stoppested, for han skriver så let og levende og så fængende, at jeg er nødt til at ha mere. Jeg savner allerede lidt at vide hvad der sker med Ravn!
En lille sjov anekdote: For et stykke tid siden blev jeg interviewet til krimifan. Jeg blev bl.a spurgt hvilken krimi jeg gerne selv ville ha skrevet. Jeg svarede noget i retning af, at jeg godt kunne komme op med klamme plots, men at jeg  ikke ville kunne komme i tanke om alt det udenom, så det ville jeg lade forfatterne om. Det sjove er så, at jeg har skrevet lidt sammen med en kvindelig forfatter. På et tidspunkt skrev jeg til hende, at jeg havde tænkt på et plot hvor morderen skulle udstoppe sine ofre og få dem til at se virkelige ud og bruge dem som sine kærester. Jeg kunne godt ha tænkt mig, at de udstoppede piger, havde spillet en endnu større rolle i Afsporet end de gør. Det ville ha givet den lige et ekstra pift af uhygge  J

Nå... alt for meget snak, lidt for lidt handling.. bum bum bum bum bum 5 store krimiperler




 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar