Fødselsdag og Halloween

Min mellemste datter havde fødselsdag igår. Hun insisterede på, at det skulle være halloweentema, så jeg havde købt diverse tallerkener, servietter, edderkopper og alverdens andet bordpynt. Jeg havde endda strukket mig så langt, som til at købe et stort edderkoppespind som hang mellem lamperne over bordet. 

Nå men det jeg egentlig ville vise jer, var kagerne. Vi havde ikke gjort noget ud af, at maden skulle se klam ud eller ligne døde ting og sager. Helt almindelig brunch igår og boller og lagkage idag. Men lagkagen havde vi lavet med orange flødeskum og sort glasur og så var den pyntet med edderkopper + lidt guldstøv og glimmer :) 

Imorgen skal hun dele halloween-muffins ud i sin klasse. Jeg er ikke nogen haj til at bage og jeg hører ikke til i nærheden af Den store bagedyst, men jeg elsker at bruge farver og fint pynt og glimmer. Det er osse sjovt, at få lov at pynte noget lidt uhyggeligt ind imellem. Med 3 tøser i huset, blir det oftes meget lyserødt og lilla :) 

Ny bog fra Liza Marklund

Noras bog kom ind af min dør idag. Det er titlen på Liza Marklunds nye bog. Det er en bog jeg har set frem til i lang tid, for jeg kan rigtig godt li Liza Marklunds bøger. Den første af dem gjorde stort indtryk på mig. Den havde et uventet twist tilsidst og den bog sidder stadig i min bevidsthed nu, mange år senere. 

De efterfølgende bøger i rækken var sådan lidt en blandet oplevelse for mig. Ikke sådan vildt krimiagtige eller uhyggelige. Måske osse til tider lige lidt for politiske. Alligevel spændende nok til at jeg holdt ved. Da vi nåede "Nobels testamente" tog det fart. Herefter blev de på en eller anden måde anderledes og så var jeg helt solgt. Det var osse Liza Marklunds bøger, der gjorde, at jeg fandt ud af, hvor fedt det er at læse serier. 

Hendes forrige bog "Sort hvid", var anderledes end de andre. Den fik knapt så gode anmeldelser - måske fordi den ikke var så meget krimi - men jeg kunne virkelig godt li den. Derfor har jeg glædet mig til "Noras bog". 

Noras bog udkommer imorgen fredag d. 25. oktober. 

Der bliver ikke meget læsning til mig i weekenden, da mellemsteællingen har fødselsdag. Jeg lover at skynde mig alt hvad jeg kan, så I kan få anmeldelsen af den, her på siden så hurtigt som muligt :) 

God weekend derude!! 

Anmeldelse: Chris Carter - Dødsshowet

Endnu engang, har jeg siddet gennem en hel bog af Chris Carter og undret mig over hvordan det kan lade sig gøre at være så sindssygt opfindsom og fantasifuld. Der er nok nogen der vil mene, at Robert Hunter er lidt for dygtig til at regne ting og sager ud, men jeg er mere imponeret over Carters evne til at komme op med idéerne. Jeg fatter det simpelthen ikke. Manden må jo være intelligent til det ekstreme, for magen til gennemtænkte plots og mordmetoder, der er så uhyggelige at man til tider næsten ikke kan holde ud at læse dem, er der kun få der mestrer.

Dødsshowet er ingen undtagelse. Det er lige før jeg vil sige, at Chris Carter har overgået sig selv med denne her. Selve plottet er måske ikke mere snedigt end så mange andre, men morderen og hans iskolde og modbydelige mordmetoder, fik mig til at holde vejret og opleve en snert af kvalme flere gange. Chris Carters skrivestil er levende og let. Alle tankerne og samtalerne lyder realistiske og der er intet ligegyldigt udenomssnak. Bogen er bygget op med masser af små kapitler, som oftest slutter med et eller andet spændende, vi som læsere, er nødt til at følge op på med et kapitel mere. Selve mordene er beskrevet til mindste detalje, så intet er oveladt til læserens fantasi. Man skal ikke være sart, hvis man går igang med denne bog!

I Dødsshowet, bliver Kriminalkommisær Robert Hunter, ringet op på sit kontor. Opkaldet kommer fra en mand som beder ham indtaste en ip-adresse på sin computer. En side dukker op og en mand er spærret inde i et glasbur. Han er bundet til en stol. Morderen beder Hunter vælge om manden skal druknes eller brændes – valget er Hunters. Vælger han ikke, gør morderen. Uanset hvad, vil manden på skærmen dø. Og det kommer han til – en meget pinefuld død endda. Morderen fortsætter sit dødsshow, men næste gang er det ikke kun for Hunter og Garcia, denne gang er det ude i offentligheden på en internetside. Han beder det amerikanske folk stemme på hvor vidt ofrene skal dø eller have lov at leve... og folk stemmer!!

Et lille uddrag:

Pludselig dukkede ordet SKYLDIG op med store bogstaver nederst i midten af skærmen. Et sekund efter, omkring halvvejs nede ad skærmens højre kant, viste ordet BEGRAVES sig fulgt af tallet nul og en grøn knap. Lige nedenunder dukkede ordet ÆDES op, også fulgt af tallet nul og en grøn knap. ” Hvad fanden foregår der?” spurgte Garcia. Hunter holdt næsten op med at trække vejret. ”Det er en afstemning”. Manden i røret lo. Han kunne høre dem tale sammen. ”Wow, De er meget hurtig i opfattelsen, kriminalassistent Hunter. Deres ry er velfortjent. Det er en afstemning, for denne gang er vi live på internettet.  Jeg har tænkt lidt over det” fortsatte manden. ”Og besluttet , at det ville være meget sjovere hvis vi lod andre være med. Så idag kan alle der ser det derude, stemme. De behøver bare at klikke på en knap. Den første af de to dødsmåder der når tusind vinder. Det lyder da sjovt, gør det ikke?” Pludselig skiftede nullet under begraves til 1 og så meget hurtigt til 2. Manden lo højt. ”Ups, det var ikke mig. Helt sikkert. Så er kapløbet vist igang.” Linien blev tavs.

Dødsshowet er 5 bog i serien om Robert Hunter og Carlos Garcia. Jeg synes dog sagtens man kan læse den uden at have læst de foregående bøger først, men dem må man altså ikke snyde sig selv for. Der er ikke mange der når op på siden af Chris Carter når det kommer til mord og uhyggelighed.

1, 2, 3, 4, 5 krimiperler!!!!!

Dødsshowet udkommer 1.11. 2013

Anmeldelse: Lars Kepler - Ildvidnet

Jeg er lidt bagud af dansen her med Ildvidnet – jeg ved det godt. Som tidligere nævnt, så købte jeg bogen på sidste års BogForum, men da jeg ikke var specielt glad for forgængeren ”Paganini kontrakten”, så var der andre bøger der fik lov at snige sig foran i køen. Nu hvor Den nyeste ”Sandmanden” får så meget omtale, så var jeg jo nødt til at få denne her læst. Og det fortrød jeg heldigvis ikke. Super god bog. Dog osse temmelig sært bygget op synes jeg.

Handling:

Bogen lægger hårdt ud med spænding og uhygge nærmest fra første side. Vi er med på Birgittagården - et hjem for stærkt adfærdsvanskelige piger - da Miranda bliver myrdet og hvor vi følger Elisabets tanker, i minutterne op til hun får sit kranie smadret med en hammer. Kort tid efter ankommer Joona Linna til Birgittagården. Han finder hurtigt ud af, at en ung pige ved navn Vicky er stukket af. Hendes seng er fyldt med blod og under hendes hovedpunde ligger en blodig hammer. Retsmedicineren mener ikke hun kan have gjort det og behandleren på Birgittagården mener heller ikke, at hun har en sådan adfærd. Men alle spor peger på hende, så da hun kort tid efter formodes død, kræves eftersøgningen af hende indstillet. Den stædige Joona, nægter dog som sædvanligt, at lade andre fortælle sig hvad han skal gøre.

Når jeg siger, at historien er sært bygget op, så mener jeg det sådan, at det meste af historien er skrevet lidt i stil med amerikanske tv-serier hvor vi hele tiden ser små korte afsnit, som så afbrydes (hvor der i USA ville have været en reklameblok), for derefter at fortsætte igen nøjagtigt samme sted. Jeg er vild med små korte afsnit i krimier, men normalt plejer de at blive brugt, til at hoppe videre til en ny scene, (jeg ser en indre film når jeg læser) for at pirre læserens nysgerrighed og gøre spændingen endnu større. Egentlig fungerer det måske fint nok på denne måde. Det er bare anderledes. Ligeledes, synes jeg de har en tendens til, at opsumere det vi lige har læst, hvilket osse er i stil med amerikansk tv.  Det bliver en lille smule irriterende i længden og jeg synes i det hele taget, at de første 2/3 af bogen kunne være kortet ned. Men derefter tager det fart og den sidste del af bogen tog næsten pusten fra mig. Den var spændende og den var uhyggelig og hvor starten af bogen gik i et meget langsomt tempo, så forefår sidste del i lyntempo!

Til allersidst slutter den så alligevel meget brat af og forfatterne føler et behov for at løbe os igennem alle detaljerne omkring mordet. Detaljer som egentlig ikke var nødvendige for os at få. Og så er den skid lissom slået og der starter en ny historie, som så er starten på næste bog. Jeg må indrømme, at jeg sad med en meget mærkelig følelse i kroppen. Når jeg er færdig med en bog, så må den godt lige få lov at bundfælde sig inden jeg går igang med en ny. Men her fik de bare lige vupti afsluttet den egentlige historie og startet en ny. Det lod mig tilbage med en følelse af, at den første histore var skubbet i baggrunden og det var den nye der fyldte nu. Den nye som jo så slet ikke nåede at komme igang. Lige nu er jeg faktisk virkelig glad for, at jeg ventede så længe med at læse Ildvidnet og bare kan hoppe direkte videre til fortsættelsen. Ellers var jeg godtnok blevet meget skuffet. Men når det så er sagt, så kunne jeg virkelig virkelig godt li bogen og jeg er tossevild med Joona stadigvæk :)

4 krimiperler fra mig :)

 

Lars Kepler er pseudonym for Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril

 

Det er ik størrelsen, det er gørelsen... eller er det??

Der har været mange indlæg og debatter rundt omkring, om hvorvidt man bedst kan li, at læse sine bøger på den ene eller den anden form for elektronisk apparat eller om man foretrækker en helt almindelig trykt bog i papir. Jeg vil gerne fortælle hvad jeg foretrækker, men først skal det handle om et par dilemmaer jeg er rendt ind i på det seneste.

Forleden dag, havde jeg en fridag og i den forbindelse skulle jeg ind i byen om formiddagen. Så kan jeg godt li, at gå ind på Baresso og få en iceblend og læse lidt imens jeg drikker den. Den her dag, havde jeg bare lige et problem. Jeg var igang med at læse Lars Keplers Ildvidnet. De af jer der kender den, vil vide, at det er en af de større bøger. I hvert fald ikke sådan en man bare lige lægger ned i håndtasken. Ikke i min håndtaske under alle omstændigheder. Jeg købte den på sidste års BogForum og den har stået i reolen lige siden. Dels fordi jeg har hjernerystelse og derfor ikke får læst helt så meget som jeg plejer, og dels fordi forgængeren "Paganini kontrakten" var lidt for kedelig for min smag, så derfor har den fået lov at hænge... men BogForum... det bringer mig videre til næste dilemma.

Samtidig med at jeg går her og er vildt træt af, at jeg må undvære min læsning denne formiddag, så tænker jeg ved mig selv, at jeg helt sikkert skal købe næste bog i rækken som e-bog. Nu står jeg her og skal på BogForum i Bellacenteret om en lille måneds tid. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle afsted. Sidste år slæbte jeg sindssygt mange poser med bøger hjem. Både krimier til mig selv, men osse masser af børnebøger. Men hvad gør jeg nu?? De seneste måneder har jeg tænkt, hver gang jeg så en bog jeg gerne ville læse, at den kunne jeg købe på BogForum. Jeg har bare lige glemt at tænke på, at jeg egentlig helst vil ha mine bøger som e-bøger. Men det er jo ikke e-BogForum. Jeg har ikke set nogen steder derovre hvor man kan købe e-bøger.. jeg synes egentlig det er et ret fesent dilemma jeg er løbet ind i. Skal jeg så slet ikke købe bøger, men bare nøjes med at kigge og finde ud af hvilke jeg skal hjem og shoppe online? Aaargh, det er altså ikke helt det samme vel..
Men mon ikke jeg alligevel kommer til at købe et par papirsbøger? Under alle omstændigheder, så i hvert fald til børnene :)

Og så tilbage til start og hvordan jeg selv foretrækker at læse mine bøger. Egentlig gik jeg i lang tid og troede, at jeg foretrak papirsbøger og var nødt til at ha dem stående i reolen når jeg havde læst dem. Nu er jeg nået dertil, hvor jeg faktisk mest er træt af den reol med alle de bøger. Jeg synes det ser rodet ud. Jeg er stadig glad for visse serier af visse forfattere og vil blive ved at købe deres bøger og stille dem op i rækken i reolen. Alt andet vil nok føles forkert :) Jeg læste min første e-bog lidt ved et tilfælde hvis man kan sige det sådan. En sød mand fra et forlag, skrev til mig, at han havde en bog klar, men kun som e-bog indtil videre. Jeg skrev tilbage at jeg ikke havde en e-bogslæser, men om man kunne bruge en iPad. Det anede jeg ikke om man kunne på daværende tidspunkt. Det kan du sagtens svarede han og så var jeg igang. Og jeg må jo indrømme, at jeg er ret vild med det. Jeg synes det går hurtigere. Måske er det bare rent psykologisk fordi man ikke hele tiden kan se hvor meget der er tilbage. Måske er det fordi teksten er større så det er nemmere at læse. Jeg ved det ikke, men jeg kan li det. Og det er nemt at ha det med. Jeg bruger iBooks og læser hovedsageligt på min iPad, men indimellem er jeg et sted, hvor jeg ikke har den med og hvor jeg lige har lidt tid i overskud. Så synkroniserer den med iBooks på min telefon og så kan jeg læse videre på den. Se dét er skisme da brand smart!! Jeg har stadig intet imod at læse en bog af papir, men fik jeg valget, så tog jeg e-bogen... med mindre det altså liiiige var lige de bestemte forfattere som godt må komme med hjem i reolen ;)

Hvordan har I andre det? Hvad foretrækker I at læse på og hvorfor? Bliver I aldrig trætte af at se på bøgerne der hober sig op i reolen?

Anmeldelse: Inger Gammelgaard Madsen - Drab efter begæring

Drab efter begæring, er andet bind i serien om kriminalassistent Roland Benito, journalist Anne Larsen og fotografen Kamilla.

Denne gang findes liget af en kvinde, i en mose lidt udenfor Århus. Det viser sig, at liget har ligget der siden 1983. Journalisten Anne Larsen, får et opkald om, at nye mord snart vil begynde at ske, hvilket viser sig at holde stik.

Det er længe siden jeg læste første del i serien, men af en eller anden grund, så stod alle hovedpersonerne stadig meget klart i min erindring. Selve mordgåden huskede jeg ikke, men deres personlige historier sad fast. Særligt Kamillas historie, med hendes mistede søn og forelskelsen i manden der kørte ham ihjel, gjorde indtryk på mig. Den historie får heldigvis stadig en lille smule plads i denne bog, men ikke for meget og der er mange flere bøger i rækken, så der er god tid til at følge stille og roligt op på historien.

Jeg ved ikke helt hvad det er med de her bøger, for på en eller anden måde, så synes jeg de er hyggelige at læse. Sådan havde jeg det efter jeg havde læst den første og jeg havde en forventning om at skulle igang med sådan lidt hyggelæsning da jeg startede på nr to. Og sådan var det på en måde osse og så alligevel slet ikke. Personerne er hyggelige og det er gode mennesker.  Samtidig, så har Inger Gammelgaard formået at skrue et virkelig godt og uhyggeligt plot sammen, som tegner et billed af svigt, pengegriskhed, hævn og ja... drab efter begæring. Drab efter begæring, har i daglig tale et andet og mere kendt udtryk. Jeg havde ikke selv regnet koblingen ud og vil heller ikke afsløre den her, i tilfælde af at andre heller ikke kender den :)

Egentlig synes jeg at Drab efter begæring er så fin og velskrevet en krimi, at den ligger til 4 krimiperler... MEN.. for der er et men desværre. Den er lissom delt lidt for meget op i to opklaringsdele. Der er journalisterne og der er politiet. Det er næsten somom journalisterne hele tiden er et skridt foran politiet. De samarbejder minimalt og vi ender på den måde med at have oplysninger om mordet fra to vinkler, som vi som læsere tilsidst kan sætte sammen til en opklaring. Det kan politiet ikke og det kommer de faktisk heller ikke på noget tidspunkt til. Det synes jeg er lidt en skam. For det første, så mister vi vores mulighed for at gætte med til det sidste og for det andet, så synes jeg det fratager den ellers dygtige Rolando Benito, noget af hans autoritet. Af den grund, synes jeg, at jeg er nødt til at lande bogen på 3 krimiperler. Jeg glæder mig dog stadig til næste bog i rækken, som allerede venter i reolen. ”Fremmed indtrængen”, hedder den.