Anmeldelse: Inger Gammelgaard Madsen - Drab efter begæring

Drab efter begæring, er andet bind i serien om kriminalassistent Roland Benito, journalist Anne Larsen og fotografen Kamilla.

Denne gang findes liget af en kvinde, i en mose lidt udenfor Århus. Det viser sig, at liget har ligget der siden 1983. Journalisten Anne Larsen, får et opkald om, at nye mord snart vil begynde at ske, hvilket viser sig at holde stik.

Det er længe siden jeg læste første del i serien, men af en eller anden grund, så stod alle hovedpersonerne stadig meget klart i min erindring. Selve mordgåden huskede jeg ikke, men deres personlige historier sad fast. Særligt Kamillas historie, med hendes mistede søn og forelskelsen i manden der kørte ham ihjel, gjorde indtryk på mig. Den historie får heldigvis stadig en lille smule plads i denne bog, men ikke for meget og der er mange flere bøger i rækken, så der er god tid til at følge stille og roligt op på historien.

Jeg ved ikke helt hvad det er med de her bøger, for på en eller anden måde, så synes jeg de er hyggelige at læse. Sådan havde jeg det efter jeg havde læst den første og jeg havde en forventning om at skulle igang med sådan lidt hyggelæsning da jeg startede på nr to. Og sådan var det på en måde osse og så alligevel slet ikke. Personerne er hyggelige og det er gode mennesker.  Samtidig, så har Inger Gammelgaard formået at skrue et virkelig godt og uhyggeligt plot sammen, som tegner et billed af svigt, pengegriskhed, hævn og ja... drab efter begæring. Drab efter begæring, har i daglig tale et andet og mere kendt udtryk. Jeg havde ikke selv regnet koblingen ud og vil heller ikke afsløre den her, i tilfælde af at andre heller ikke kender den :)

Egentlig synes jeg at Drab efter begæring er så fin og velskrevet en krimi, at den ligger til 4 krimiperler... MEN.. for der er et men desværre. Den er lissom delt lidt for meget op i to opklaringsdele. Der er journalisterne og der er politiet. Det er næsten somom journalisterne hele tiden er et skridt foran politiet. De samarbejder minimalt og vi ender på den måde med at have oplysninger om mordet fra to vinkler, som vi som læsere tilsidst kan sætte sammen til en opklaring. Det kan politiet ikke og det kommer de faktisk heller ikke på noget tidspunkt til. Det synes jeg er lidt en skam. For det første, så mister vi vores mulighed for at gætte med til det sidste og for det andet, så synes jeg det fratager den ellers dygtige Rolando Benito, noget af hans autoritet. Af den grund, synes jeg, at jeg er nødt til at lande bogen på 3 krimiperler. Jeg glæder mig dog stadig til næste bog i rækken, som allerede venter i reolen. ”Fremmed indtrængen”, hedder den.