"Noras bog er en krimi om jagten på det lykkelige liv
I en fashionabel villa uden for Stockholm bliver en tidligere politiker, Ingemar Lerberg, fundet grusomt tortureret og bevidstløs. Hans hustru Nora er sporløst forsvundet.
Annika Bengtzon får til opgave at skrive om sagen for Kvällspressen, samtidig med, at hun prøver at holde sammen på sin egen familie med ny mand og sammenbragte børn. Det går ikke smertefrit.
På Kvällspressenbliver chefredaktør Anders Schyman udsat for voldsomme anklager fra en anonym blogger, og hans karriere står på spil.
Mens Noras mand synker dybere ned i koma, og Schyman-sagen eksploderer i pressen, fremtræder et mere og mere tydeligt billede af, at noget er helt galt bag de pæne facader i Stockholms whiskeybælte. Hvorfor vil nogen pine en gammel politiker halvt ihjel? Hvem ringede til alarmcentralen? Og frem for alt - hvor er Nora?"
Hvad... den kan da ikke stoppe allerede, tænkte jeg, da Noras bog var ved at nærme sig slutningen. Både fordi det var helt fantastisk, at være i selskab med Annika Bengtzon igen – hun havde været savnet, men osse fordi der stadig var mange løse tråde der manglede at blive afsluttet. Men bogen sluttede og enderne blev ikke bundet sammen. I hvert fald ikke dem alle sammen, hvilket jeg synes var ærgerligt. Det virkede lidt som om, slutningen var skrevet lynhurtigt, så det blev noget underligt roderi.
Annika er mere rolig i denne bog, men om det skyldes at hun er blevet mere moden, eller det faktum, at der bare ikke er særlig meget knald på i denne bog ved jeg ikke. Egentlig synes jeg ikke hun virker så forandret. Hun er stadig hurtig til at blive vred og hun har stadig let til tårer. Jeg har altid virkelig godt kunnet li hende og det kan jeg stadigvæk. Hun er så autentisk og så ligefrem. I denne her bog, fik jeg ondt af hende meget af tiden og resten af tiden synes jeg hun var super sej.
Jeg er lidt forvirret over denne her bog. Jeg synes det er en god bog – virkelig virkelig god faktisk. Men samtidig synes jeg den er meget rodet og jeg synes plottet er tyndt. Jeg synes heller ikke der er særlig meget krimi over den og egentligt er den osse blottet for spænding. Ikke et eneste tidspunkt tog jeg mig selv i at holde vejret i lutter spænding. Men det var lidt som at komme hjem, for alle personerne er så velkendte og jeg havde glædet mig sådan til at finde ud af hvordan det var gået Annika og Jimmy. Og hvad nu med Thomas, hvordan havde han klaret sig efter torturen i Somalia? Derfor vakler jeg mellem 3 og 4 krimiperler. Egentlig var jeg så glad imens jeg læste bogen, men når jeg tænker efter så mangler den alligevel bare noget, hvis man ikke har læst alle forgængerne. En bog bør kunne stå (næsten) alene synes jeg, og det kan Noras bog ikke helt efter min mening. Har man ikke læst de andre, ville man enten være lost eller kede sig. Har man læst de andre og kan li dem, så skal man glæde sig til endnu et stykke af Annika Bengtzons liv. Den lander på 3 krimiperler selvom det gør lidt ondt.
Jeg er ked af at vide, at den næste bog i serien, bliver den
endegyldigt sidste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar