Det var ikke mange minutters fred og ro jeg fik i min grundvold, imens jeg læste den her bog!! Pyw ha altså... Jeg følte, at jeg konstant sad og holdt vejret eller havde iskold rislen ned af ryggen. Sandmanden er en af den slags bøger, hvor forfatteren (i dette tilfælde forfatterne) formår, at få mig til at få dén dér følelse af, at der står en lige i nærheden og iagttager mig. En følelse af total uhygge der fylder kroppen!
Sandmanden starter hvor Ildvidnet slutter. Vi følger fangen
Jurek Walter på den topsikrede lukkede hospitals-/fængselsafdeling hvor han sidder
fængslet for de mord han har begået. Da Mikael Kohler-Frost pludselig dukker
op, efter at have været forsvundet i 13 år, står det klart, at Jurek Walter har
en medhjælper – noget som Joona Linna har haft mistanke om i alle disse år. Der
bliver dannet en hemmelig mission under Rigskriminalpolitiet og de sender en agent
ind undercover til Jurek Walter. En som skal kunne nå ind til ham og få ham
til at afsløre sine hemmeligheder. Hvem andre end Saga Bauer kunne sættes på
denne opgave. Saga får en opdigtet diagnose og bliver sendt ind som patient og fange på
lige fod med Jurek. End ikke lægerne på afdelingen kender hendes sande identitet.
Faktisk er det lige præcist Saga Bauers ophold på Den
retspsykiatriske sikringsenhed på Löwenströmska Sjukhuset, som gør Sandmanden
så afsindigt spændende. Hver gang vi hoppede hen og hørte om andre personer i
bogen, sad jeg og ventede på, at vi kom tilbage til Saga. De ting hun bliver
udsat for og de ting der foregår i det forholdsvist korte ophold på afdelingen,
er beskrevet så jeg konstant vekslede imellem kvalme og nervøsitet. Osse Joona
bliver udsat for umenneskelige ting i denne bog og slutningen efterlader os med
en tomhed, idet den lidt kan være enten den totale slutning for Joona Linna
eller en helt ny begyndelse. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Under alle
omstændigheder, så håber jeg på den nye begyndelse, for Sandmanden var så
suveræn en bog, at det ville være synd hvis de stoppede her. Jeg vil ha mere
Joona Linna og jeg vil osse ha mere Saga Bauer.
Skal jeg alligevel smide et minus på bordet, så bliver det
samme minus som jeg nævnte da jeg skrev anmeldelse om forrige bog i serien ”Ildvidnet”.
Hele bogen er skrevet i nutidsform, hvilket jeg lige skulle vænne mig til, da
det er anderledes end jeg er vant til, men så virker det faktisk ret godt. Da
bogen nærmer sig slutningen og morderen er fanget osv, så finder forfatterne
det af en eller anden grund nødvendigt, at skære hele plottet ud i pap for os.
De slår pludselig over i datid og tegner og fortæller ned til mindste detalje
hvordan alt er foregået. Ting som jeg i hvert fald ikke havde skænket en tanke
og som ikke havde været nødvendige at få at vide, for at plottet alligevel var
plausibelt for mig. Det ødelagde mere end det gavnede og jeg synes det er
voldsomt ærgerligt at de gør det. Det skal de lade vær med!!
Jeg er ærlig talt lidt træt af, at den her bog er slut. 5
krimiperler herfra!!!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar