Anmeldelse: Vibeke Dorph - Babyalarm

Psykologisk thiller... ja det skal jeg da lige love for!! Hold da op hvor en bog.. den starter ud med at få det til at stikke i hjertet og sådan fortsætter den så ellers hele vejen til slut.

Vi følger Katrine, som møder sin drømmemand. Thomas hedder han. De forelsker sig hovedkulds i hinanden, men Thomas viser sig at være svær at komme ind på og han kan ikke håndtere, hvis Katrine ikke er perfekt. Og Katrine er ikke perfekt – hun har store problemer med søvnløshed og hun lider af en angst, som beskrives så levende, at jeg indimellem, næsten ikke kunne holde ud at læse videre. På den anden side kunne jeg heller ikke stoppe med at læse, da Babyalarm, er en af de mest medrivende bøger jeg har læst længe – den gav mig ondt i maven.

Selvom bogen hedder Babyalarm, så er det ikke en bog hvor børn bliver gjort ondt. Det er i hvert fald ikke det, der er den overordnede handling, selvom vi godtnok er tilbage i 1974 engang imellem, hvor vi følger tankerne hos et barn, som ikke er lykkeligt. Hvem barnet er, synes jeg ikke var svært at regne ud, ligesom det heller ikke var så svært endda, at regne ud hvordan plottet var skruet sammen. Det har dog ikke den store betydning for historien, da det her er en bog der kører på følelserne. Helt til det sidste, var jeg i tvivl om, hvor vidt alting ville blive godt igen. Om det bliver det eller ej, skal jeg lade være usagt.

Ingen tvivl om, at Babyalarm skal have 5 krimiperler!!

Anmeldelse: A. J. Kazinski - Forfølgerne

I Forfølgerne, møder vi Asger, Beatrice, Julie og Casper. De 4 kender ikke hinanden særlig godt, men bor alle på samme vej. Snart er de alle - mere eller mindre imod deres vilje – igang med at forfølge fremmede mennesker. Hvad der starter uskyldigt ud, tager hurtigt fart og bliver til alvor for dem alle fire.

Jeg ved ikke helt hvad det er med den her bog, men den er skrevet i et sprog der på en eller anden måde fik mig til at tænke på hovedpersonerne som mindrebegavede. Barnagtige er måske et mere dækkende ord. Der var ikke nogen af dem, som jeg følte, at jeg kom ind under huden på, eller som jeg på en eller anden måde kom til at holde af, hvis man kan sige sådan om fiktive personer :) Alligevel, er Forfølgerne en bog der i høj grad fangede mig. Den satte masser af tanker igang allerede inden jeg begyndte læsningen. Kunne jeg selv finde på at forfølge en person? Svaret var selvfølgelig nej, selvom jeg i mine teenageår, morede mig med at følge efter tilfældige mennesker i gågaden, sammen med en veninde. Vi tog den dog ikke længere end et par hundrede meter, så det var ikke tilnærmelsesvis det samme som personerne i bogen her.

Forfølgelse er måske heller ikke det overordnede tema i bogen. Jeg oplevede det mere som skæbne sat op imod tilfældigheder. Tror du på skæbnen? Et spørgsmål der stilles flere gange igennem bogen. Tilfældigheder er der rigtig mange af i Forfølgerne. Faktisk så mange, at det grænsede til det irriterende. På den anden side, så er det måske en nødvendighed i en bog, der har netop det tema. Mange ting er urealistiske i Forfølgerne, men med undtagelse af få gange, hvor de trak den lidt for langt og jeg kom til at kede mig en anelse, så synes jeg faktisk rigtig godt om denne bog. Havde den været lidt mere seriøs, kunne den ha været en topklasse krimi.

Særlig meget krimi er der ikke over den, hvilket er lidt en skam. Den ligger og vipper mellem 3 og 4 krimiperler, men lander på 4 fordi jeg egentlig godt kan li de emner forfatterne tager op, og fordi de fik mig til at smile mange gange over de kommentarer og tanker personerne har.

A. J. Kazinski, er pseudonym for Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich :)

Krimitanker på Facebook

Så fandt min lille blog skisme vejen til Facebook. Du kan finde den lige her hvis du eller nogen du kender, skulle ha lyst til at følge med der. Hovedsageligt, vil det dog stadig foregå herinde, men jeg vil poste links til nye opslag på facebooksiden også :)

Anmeldelse: Elsebeth Egholm - Kød og blod

Kender du det, at du har fat i en bog, der fænger dig så meget, at du slet ikke har lyst til at lægge den fra dig? Sådan en bog, hvor du hele tiden liiige skal ha et kapitel mere med? Sådan en bog var ”Kød og blod” for mig. Jeg slæbte den med mig rundt i huset – læste i den imens jeg lavede mad og familien er vist osse blevet en smule forsømt de sidste par dage, hvor jeg har levet mig ind i Dicte Svendsens verden endnu engang.

Kød og blod er 9. bog i Elsebeth Egholms serie om Dicte Svendsen. Det her er en af de bedste synes jeg. Den er så fængende og fyldt med spænding og så indeholder den flere af de ting jeg efterlyste i forrige bog. En Peter der ikke er helt så fjendtligt stemt og barnligt forurettet i forhold til sin mor. Dicte og Peter der endelig begynder at samarbejde - omend det kun er en meget lille smule - om de sager de begge roder sig ind i.  Det er et stort plus, synes jeg, for jeg var ved at blive en anelse irriteret over, hvordan de næsten modarbejdede hinanden før. Hvem ved – måske ender det med at de finder hinanden og arbejder sammen om en sag. Det vil jeg glæde mig til :)

I Kød og blod, er Wagner og Dicte oppe imod en morder, som voldtager unge universitetsstuderende piger. Bagefter flænser han halsen og brystpartiet på dem, så det næsten ligner noget, et vildt dyr kunne have gjort. Gerningsmanden efterlader sig ingen spor og politiet har svært ved at komme videre med sagen. Samtidig bliver Peters hund stjålet og Peter beskyldt for mordforsøg på en af sine naboer. Der er mange ting der er lidt for tilfældige og lige falder heldigt sammen i forhold til de parallelle historier der kører, men i det her tilfælde gør det ikke spor. Kan man sætte sig ud over dét, vil man opleve, at det medvirker til, at bogen holder et vist pace hele vejen igennem og aldrig bliver kedelig eller langtrukken. Sproget er flydende og letlæst. Jeg synes Elsebeth Egholm skriver virkelig godt.

Der er mange tråde at holde styr på, men der bliver bundet knude på alle løse ender tilsidst, så brikkerne falder på plads. Jeg synes det var fedt, at jeg ikke umiddelbart kunne gennemskue plottet eller eller det overordnede tema.  Hvis du har læst de forrige bøger i serien og kunne li dem, så vil du givetvis osse sætte pris på denne. Personligt synes jeg, det bliver svært, at vente et helt år på fortsættelsen!

5 krimiperler synes jeg den fortjener!

Anmeldelse: Carin Gerhardsen - Klaverstemmeren

Klaverstemmeren er 5. bog i Hammerby-serien og også denne gang, har Carin Gerhardsen formået at skrive en god og letlæst krimi. Sådan rigtig super spændende og nervepirrende bliver den dog aldrig. Det er lidt ærgerligt, for Gerhardsen har tidligere bevist, at hun er i stand til at skrive bøger som får dig ud på kanten af stolen. 

I Klaverstemmeren, følger vi endnu engang kriminalassisten Petra Westman og resten af det sædvanlige crew. Det er fint, for jeg kan virkelig godt li dem alle sammen, men jeg synes efterhånden det er en svært tynd suppe der bliver kogt på Petras voldtægtssag. Hvorfor trække det sådan i langdrag, frem for skrive en solid krimi som afslører hele balladen og får det ud af verden så vi kan komme videre. Det begynder at grænse til det irriterende.

Når det så er sagt, så var jeg godt underholdt hele vejen. Bogen er god og velskrevet. Nok mest hvad jeg vil betegne som en hyggekrimi. Den starter med fundet af en ung nøgen kvinde. Hun befinder sig i choktilstand foran klaverstemmeren John Gideons dør. Gideon selv, er der ingen spor af. Hans naboer fortæller, at han er kendt for at have mange unge piger på besøg. De lægger ikke skjul på, hvad de mener der foregår i lejligheden imellem klaverstemmeren og de unge piger. Det viser sig, at den unge pige er blevet voldtaget og er meget medtaget. Hun vedbliver, at holde munden lukket omkring hvad der er sket hende. Det bliver Westman og resten af holdets opgave, at finde ud af hvorfor pigen ikke vil tale. Hendes bror har en tidligere dom for netop voldtægt... er det mon den retning holdet skal lede??

Alt i alt en god og velskrevet krimi, men en lille smule langtrukken og med en kende for mange tilfældigheder. Har du læst de forrige 4 bøger i serien, så læs også denne. Jeg glæder mig da også til nr 6 og håber Carin Gerhardsen skruer lidt op for spændingen igen.

3 krimiperler til Klaverstemmeren