Anmeldelse: Jo Nesbø - Midnatssol

Jeg er jo sådan set ret vild med Jo Nesbø. Jeg er en af dem, der faktisk synes rigtig godt om ”Blod på sneen”, selvom den er meget anderledes end Harry Hole-serien. Jeg synes sproget var fedt og handlingen tilpas brutal. Jeg havde selvfølgelig glædet mig til den næste uafhængige bog, men jeg må altså desværre være ærlig at sige, at den bare ikke lever op til Nesbøs andre bøger.

Vi møder lejemorderen Jon Hansen, som er på flugt fra sin arbejdsgiver. Jon har haft fingrene for langt nede i kagedåsen og det må siges at være et fatalt fejltrin. Jon ved det – han vidste det allerede da det skete, men sagen virkede skudsikker og Jon havde desperat brug for pengene for at redde et liv. Hvis liv han skulle redde og om han når det i tide, vil jeg ikke afsløre.

Jon ændrer navn og rejser til en lille landsby langt mod nord. Han overnatter i en kirke og her starter historien om hvordan han møder en lille dreng og hans mor. Hvordan han får hjælp af nogle af landsbyens meget troende beboere og hvordan andre forsøger at stikke ham en kæp i hjulet.

Jeg synes der mangler pace og jeg synes der mangler spænding. Jeg er stadig vild med sproget, men udover en scene, hvor Ulf, som han kalder sig, må benytte et yderst klamt og brækfremkaldende skjulested for at redde livet, er der ikke meget der rystede min grundvold i den her historie. Det er lige før, det er mere kærlighedshistorie end det er krimi.

Det gør lidt ondt, men den kan kun få 2 krimiperler