Anmeldelse: Pernille Boelskov - Granitgraven

Granitgraven er på en eller anden måde en anderledes krimi. Den omhandler, som jeg ser det, mere kærlighed og fordyber sig i søgen efter slægtninge, end den er et egentligt krimimysterie. Alligevel formår forfatteren, at lægge en kold og uhyggelig hånd hen over hele historien, så jeg som læser, sad med en konstant følelse af krybende uhygge og at ingen af de mennesker Agnethe omgås, er til at stole på.

Granitgraven foregår på solskinsøen Bornholm. Her følger vi Agnethe Bohn, som er præst og lige flyttet til Bornholm, hvor hun også oprindeligt kommer fra. Inden hun er kommet rigtigt i gang, bliver hun kontaktet af en ung russisk mand, som leder efter sin bedstefar. Få dage efter deres møde, bliver manden imidlertid fundet dræbt og selvom politiet forklarer det som en del af et narkoopgør, så er Agnethe af en anden opfattelse og hun går selv i gang med at finde russerens familie. Undervejs støder hun på en masse forskellige typer mennesker, men hvem kan hun egentlig stole på?

Jeg synes rigtig godt om præsten Agnethe Bohn. Hun er beskrevet med så meget følelse, at hun hurtigt gik rent ind. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at irritere mig en lille smule over hende. Hun virker på en måde så svag og usikker og det klæder hende ikke. På den anden side er det præcist dét der gør hende så levende og heldigvis mander hun sig da også op og giver igen, hen ad vejen :)

Sideløbende med historien, følger vi med i en dagbog, skrevet af Agnethes bedstefar under 2. verdenskrig. Som sådan, har den egentlig ikke nogen betydning for bogen, men det er spændende og lærerigt og jeg bøjer hovedet i skam over, at jeg ikke vidste, at Bornholm var besat næsten et helt år længere end resten af Danmark. Pyyyw, jeg skulle vist ha fulgt bedre med i historietimerne!!

Granitgraven er en rigtig fin bog. Den har lidt af det hele. Til tider synes jeg det bliver en smule langtrukket med den søgen og samtaler med de samme personer flere gange. Den gennemgående følelse af, at nogen vil Agnethe noget ondt og muligvis snart falder hende i ryggen, overskygger det dog til dels. Bogen har et pace der gør, at man ligesom bare flyver igennem den. Generelt synes jeg bare sådan noget med kirker, menigheder og stærk tro, er en smule uhyggeligt i sig selv.

Agnethe tumler med problemer i familien, hvilket er den egentlige årsag til, at hun er vendt tilbage til Bornholm. Dem bliver der ikke løst meget op for i Granitgraven, så mon ikke der kommer endnu en bog i serien og Agnethe Bohn? Det vil jeg glæde mig til :)

For at følge med på Facebook - klik H E R :)

Anmeldelse: Pierre Lemaitre - Rosy og John

Rosy og John, er 4. del i Pierre Lemaitres serie om Camille Verhoeven. Selvom der står bagpå, at det er en kort spændingsroman, så vil jeg mene, at den nærmere kan betegnes som en kriminovelle. For at være helt ærlig, så aner jeg ikke hvad forskellen er, men den her er bare temmelig kort J

En bombe sprænger midt i Paris. På mirakuløst vis, er der ingen der mister livet, men ødelæggelserne er massive. Kort tid efter, melder en ung mand sig selv og der er ikke meget tvivl om, at det virkelig er ham der er gerningsmanden. Han påstår, at have lagt 7 bomber rundt om i Paris. Èn bombe om dagen de næste 7 dage eller indtil politiet efterkommer hans krav. Næste bombe er placeret under en børnehave, siger han. Politiets specialstyrke, forsøger at presse ud af ham hvor bomberne er gemt, men den unge mand holder stejlt på sit. Camille Verhoeven, har hele tiden en fornemmelse af, at noget ikke stemmer.  Kort tid efter, sprænger endnu en bombe!!

Jeg har det sådan lidt blandet med den her bog. På den ene side, synes jeg egentlig ikke der skete noget særligt undervejs. Jeg savnede spænding og uhygge og synes lidt at handlingen blev for ”pæn”, hvis man kan sige det sådan. Det hele tager dog en uventet drejning til sidst og det var denne drejning der gjorde, at jeg blev ved at tænke over bogen bagefter. Sproget er anderledes end de bøger jeg plejer at læse. I Frankrig bruger man åbenbart stadig betegnelsen De, når man taler til andre mennesker. Bogen er bygget op af korte sætninger og selvom det egentlig forstyrrede min læsning en smule, så synes jeg samtidig det er fint, at læse noget anderledes og blive rykket lidt ud af min comfort zone engang imellem.

Har du læst de forrige tre bøger i serien, Iréne, Alex og Camille, så må du nok også have den her med. Personligt har jeg kun læst Alex, men synes stadig den her er en fin og tankevækkende lille historie. Dog ikke en jeg ikke kunne have været foruden.

Vil du også være med på Facebook?

Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Dansende Røde Bjørne

Dansende bjørne er bog nr. 2 i serien om Roland Triel og hans kollegaer hos Københavns politi. Den foregår umiddelbart efter Løbende Tjener. Udover en ny mordgåde der skal opklares, kører den sideløbende historie om mordet på Triels kone, stadig i denne bog.

Vi starter hårdt ud med en drønspændende prolog, som omhandler skolepigen Julie. Vi følger hende i hendes opvågnen i en mørk kælder og hendes møde med, hvad der ved første øjekast, ligner et vildt dyr. Julie findes kort tid efter dræbt, voldtaget og hængt op til offentlig skue på en legeplads. Og så tager det fart med opklaringsarbejdet og generelt er der fuld fart over feltet i denne bog.

Roland Triel bliver fortsat provokeret af, hvad der må formodes at være hans kones morder. Vedkommende opsøger ham personligt og leverer endnu et kort fra børnespillet, men først for sent finder Triel ud af, at han har set morderen i øjnene. Faktisk er det denne del af historien, jeg synes er allermest interessant. Jeg havde håbet, at vi fik afklaring i Dansende røde Bjørne, men desværre må det vente til næste bog. Forhåbentlig. Så kan den vist ikke trækkes mere i langdrag, men det handler nok også lidt om, at min nysgerrighed kommer på alvorlig prøve. Jeg har en idé om hvordan det hænger sammen, så jeg glæder mig til afsløringen :)

Apropos langdrag. Dennis Jürgensen skriver forrygende med en god portion humor blandet med alt spændingen. Desværre synes jeg sagtens denne bog kunne være kogt lidt ned. Hen imod slutningen bliver der for meget ligegyldig info og hvad jeg mest vil betegne som fyld og jeg tog mig selv i, bare at hoppe hurtigt hen over siderne, uden at jeg følte, at jeg glip af noget. Yderligere var der ting, der var lige tilfældige nok, som fx at det var Mias fars hus der havde været indbrud i osv. Men med det sagt, så er det her en virkelig god bog og en af den slags, der hurtigt er læst, fordi siderne mere eller mindre vender sig selv – lige bortset fra slutningen altså :)

Jeg ville ønske, at bog 3 allerede lå klar. 4 store krimiperler herfra!

For at følge mig på Facebook - klik H E R :)

Anmeldelse: Harlan Coben - Seks år

Jeg stiftede bekendstskab med Harlan Coben, for første gang i min sommerferie i år. Det var et dejligt bekendtskab, så forventningerne var høje til denne bog. Jeg kan sige lige med det samme, at jeg ikke blev skuffet!

I ”Seks år”, møder vi universitetslærer Jacob Fisher. Historien starter ved hans ekskærestes bryllup med en anden mand. Jake er stadig dybt forelsket i Natalie og er overbevist om, at hun føler det samme for ham. Da de tager afsked, beder hun ham imidlertid om, aldrig at kontakte hende igen. Jake har det svært, men holder sit løfte. Han holder det i seks år, lige til den dag hvor han ser hendes mands dødsannonce. Det viser sig snart, at intet er som Jake gik og regnede med. Enken til den afdøde, er ikke Natalie og ingen har tilsyneladende hørt eller set noget til hende, de sidste seks år. Jake sætter sig for at finde ud af, hvad der er sket, men der er andre der har fået samme idé. Pludselig hænger Jakes liv, i en tynd tråd.

Bogen er skrevet i jeg-form, men den har et lille twist. Den er skrevet, som om hovedpersonen Jake, fortæller historien til os læsere. Han henvender sig direkte til os – kalder os du og fortæller om alt hvad han oplever og hvad han tænker om tingene. Det er skrevet så humoristisk og fint, at jeg gang på gang kom til at smile, midt i alt alvoren. Overordnet set, er det egentlig en temmelig blandet landhandel hvad angår genren i denne bog. Eller genrene skulle jeg nok sige. På den ene side er den som sagt humoristisk og efter min mening, ret genialt skrevet på dét plan. Den har også strejf af at være en kærlighedsroman, da Jacob Fishers kærlighed til Natalie er dyb og kommer til at fylde en del. Sidst men ikke mindst, så er det en krimi og en af den slags der får os læsere til at gætte løs fra start til slut. Det er ikke sådan lige at regne plottet ud og der kommer et par større overraskelser undervejs. Jeg vekslede imellem at smile og være på kanten af stolen af spænding. Konklusionen må være, at jeg stadig ret vild med Harlan Coben.

5 krimiperler får den med :)

Og så lige én gang til for Kong Hans eller Prins Knud eller hvem det nu er... følg meget gerne bloggen på Facebook også :)

Facebookkonkurrence :)

Kan du gætte hvem det er på billedet? Hvis ja, så smut en tur over på facebooksiden og deltag i konkurrencen om vedkommendes nye bog :)