Forside

tirsdag den 14. juni 2016

Anmeldelse: Mats Strandberg - Færgen


Det jeg havde hørt om Færgen inden jeg gik i gang, var at den var blodig og den indbefattede vampyrer. Jeg lægger ud med at slå fast, at begge dele indgår i rigelige mængder.

Færgen er en bog, som er meget anderledes end hvad jeg normalt læser. Egentlig er jeg slet ikke til overnaturlige væsner og den slags, men i denne bog snakker vi ikke romantisk anlagte vampyrer, som i fx Twilight-serien. Her er de onde, modbydelige og drevet udelukkende af deres trang til blod. De er beskrevet ud fra et realistisk billede. Som om det virkelig kan forekomme, og menneskeheden endnu ikke har fattet, at det ikke bare er en myte.

På mange måder er Færgen en rigtig fed bog. Forfatteren har virkelig forstået at tegne et super realistisk billede af de mennesker eller måske mere, af de personlighedstyper, der findes ombord. Der er tale om en færge, hvor hovedformålet er karaoke, dans, druk og hor. Uden at være fordomsfuld, så har vi nok alle et indre billede af, hvad det er for en type mennesker, der tager sådanne ture. Mats Strandberg rammer spot on, og i mine øjne, tangerer bogen også en del i retning af noget socialrealisme. På den fede måde. Men… for jeg synes der er et men. På trods af de fede beskrivelser af folk og på trods af de malende beskrivelser af de folk der bliver til vampyrer, så går bogen hen og bliver langtrukket. Det har taget mig lang tid at komme igennem den, fordi jeg følte det var det samme og det samme jeg læste, jeg kom til at kede mig og der var ganske enkelt brug for pauser. På trods af de meget store mængder af blod og drab, så lykkedes det ikke helt forfatteren at skabe en stemning af uhygge, som var stærk nok, til at forplante sig i mig. Ikke desto mindre, så var der noget der trak i mig for at blive færdig med bogen og for at finde ud af, hvordan det kommer til at gå de mennesker vi følger. Jeg afslører ikke for meget ved at nævne, at det her ikke er en bog fuld af happy endings - forvent det uventede :)

Det korte af det lange: Socialrealistisk og blodig vampyrhistorie på den fede måde – kunne godt have været kortet 100 sider eller mere af. 3 blodige vampyrperler til Færgen :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar