Forside

mandag den 8. august 2016

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Du går ikke alene


Jeg troede egentlig, at Mari Jungstedt havde afsluttet sin serie om Knutas, Karin og Johan, efter hun havde skrevet bog med kæresten, Ruben Eliassen. Men nej, den serie ser ud til at fortsætte videre og videre.

I "Du går ikke alene"' er vi altså atter tilbage på Gotland sammen med de efterhånden meget velkendte personer. I denne bog er det dog Karin der på en måde er i fokus, da Knutas er på orlov ovenpå en hændelse som skete i forrige bog i serien. Når jeg siger, at hun "på en måde" er i fokus, så skyldes det, at vi også følger Knutas i hans hjem og med hans tanker og gøremål. Han er da heller ikke helt uden for drama, da det ser ud til, at nogen har et udestående med ham og udsætter ham for modbydeligheder.

En lille treårig pige, er med sin mor på arbejde. Pludselig er hun væk, og da det går op for hendes forældre, at hun ikke er at finde, bliver politiet tilkaldt. Der er ikke mange spor at gå efter, og det varer ikke længe, før endnu en pige bliver taget.

Sideløbende følger vi en mand, som opdager, at hans kone har et lidt lyssky sidegeshæft kørende om natten, imens han selv er på arbejde. Det gør ham selvfølgelig både ked af det og vred, så han søger hjælp i kirken, bag om ryggen på sin kone.

Personligt synes jeg nok, det var en god idé, hvis Mari Jungstedt startede forfra med en helt ny historie. Jeg synes der er tærsket nok langhalm på de her personer og det bliver simpelthen bare for kedeligt. I det mindste slap vi for Johan og hans evindelige problemer med kæresten, men i stedet er det så Karin og Knutas der er blevet kærester og deres indbyrdes forhold og usikkerhed på hinandens følelser osv, vi skal trækkes rundt i. Plottet er tyndt og nemt regnet ud. Der er ikke nogen snørklerier ved opklaringen, som vi skal delagtigøres i som læsere og alt i alt, er det en pænt tam historie. Den er dog ikke så lang og dermed let læst.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar