Anmeldelse: Bernard Minier - Iskold død

Indrømmet – jeg var længe om at komme i gang med denne bog. Jeg er ikke verdens hurtigste læser, så størrelsen på den, gjorde, at jeg udsatte den et stykke tid. Jeg indrømmer også, at jeg har været længe om at komme igennem den, men det var bestemt ikke bogens skyld, men må tilskrives den træthed, de fleste af os oplever, når vi starter på arbejde igen, efter en dejlig lang sommerferie :)

Vores hovedperson, politikommisær Martin Servaz, bliver kaldt ud til et gerningssted, med et yderst brutalt mord… mordet er dog ikke på et menneske, men på en hest. Først bliver han vred over at spilde sin tid, men det viser sig snart, at hestens ejer er en meget rig og betydningsfuld mand. Da endnu et brutalt mord, bliver begået, står det klart for Servaz og hans makker Irene Ziegler, at en galning er løs. Måske endda en galning, som allerede burde sidde i en topsikret forvaringsanstalt i bjergene.

Undervejs følger vi også en nyansat psykolog på forvaringsanstalten. Allerede på hende første arbejdsdage, fatter hun mistanke til, at der foregår noget uldent og hun sætter gang i sin egen lille efterforskning.

Iskold død, foregår i vinterkulden, men flere gange i løbet af læsningen, mærkede jeg kuldegysningerne i kroppen, på trods af de varme dage vi har lige nu. Hændelser beskrevet, så jeg tydeligt kunne leve mig ind i situationen og tog mig selv i at blive lidt bange. Jeg elsker når en krimi kan gøre det ved mig.

Selvom jeg synes ”Iskold død”, er en virkelig god krimi, så er den også anderledes, på en eller anden måde, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Måske er det fordi sproget er anderledes når bøger er oversat fra fransk. Det tager mig altså lidt tid, at vænne mig til, at de siger De og Dem til hinanden. Ret specielt. Men plottet fejler bestemt ingenting. Der er både spænding, twist og uhygge i den her. Den lægger også – forhåbentlig – en lille smule op til en fortsættelse af serien og det vil jeg glæde mig til! 

For at følge på Facebook - klik H E R

Anmeldelse: Mari Jungstedt - Du går ikke alene

Jeg troede egentlig, at Mari Jungstedt havde afsluttet sin serie om Knutas, Karin og Johan, efter hun havde skrevet bog med kæresten, Ruben Eliassen. Men nej, den serie ser ud til at fortsætte videre og videre.

I "Du går ikke alene"' er vi altså atter tilbage på Gotland sammen med de efterhånden meget velkendte personer. I denne bog er det dog Karin der på en måde er i fokus, da Knutas er på orlov ovenpå en hændelse som skete i forrige bog i serien. Når jeg siger, at hun "på en måde" er i fokus, så skyldes det, at vi også følger Knutas i hans hjem og med hans tanker og gøremål. Han er da heller ikke helt uden for drama, da det ser ud til, at nogen har et udestående med ham og udsætter ham for modbydeligheder.

En lille treårig pige, er med sin mor på arbejde. Pludselig er hun væk, og da det går op for hendes forældre, at hun ikke er at finde, bliver politiet tilkaldt. Der er ikke mange spor at gå efter, og det varer ikke længe, før endnu en pige bliver taget.

Sideløbende følger vi en mand, som opdager, at hans kone har et lidt lyssky sidegeshæft kørende om natten, imens han selv er på arbejde. Det gør ham selvfølgelig både ked af det og vred, så han søger hjælp i kirken, bag om ryggen på sin kone.

Personligt synes jeg nok, det var en god idé, hvis Mari Jungstedt startede forfra med en helt ny historie. Jeg synes der er tærsket nok langhalm på de her personer og det bliver simpelthen bare for kedeligt. I det mindste slap vi for Johan og hans evindelige problemer med kæresten, men i stedet er det så Karin og Knutas der er blevet kærester og deres indbyrdes forhold og usikkerhed på hinandens følelser osv, vi skal trækkes rundt i. Plottet er tyndt og nemt regnet ud. Der er ikke nogen snørklerier ved opklaringen, som vi skal delagtigøres i som læsere og alt i alt, er det en pænt tam historie. Den er dog ikke så lang og dermed let læst.

Anmeldelse: Stuart Macbride - Hilsner fra de døde

Hold kæft det her er en fed bog! Beklager sproget, men jeg er simpelthen nødt til at slå fast, at det her er en af de bedste bøger jeg har læst i længere tid! Den er forholdsvis lang, 446 sider, men ikke en eneste side for meget - faktisk nærmere for lidt.

Bogens hovedperson,  Kriminalbetjent Ash Henderson, er også bogens jeg-fortæller. Det er på alle måder, hans fortælleform, der gør bogen så fantastisk. Hans måde at tænke på, hans ligeglade væremåde og så hans tørre erkendelser af ting der foregår omkring ham. Ordet møgsvin, bliver brugt flittigt. Bogens handling, er alt andet end sjov, men alligevel, havde jeg smil på læben gennem næsten hele bogen. Det er de små detaljer der gør det hele og jeg er dybt imponeret af forfatteren, Stuart Macbrides fantasi! 

Hilsner fra de døde, foregår i en lille by i Skotland. Her har en syg morder med tilnavnet Birthday Boy, hærget gennem mange år. Hans tilnavn har han fået, da han tager pigerne 4 dage før deres 13 års fødselsdag. Året efter på datterens fødselsdag, modtager forældrene et hjemmelavet fødselsdagskort, med et billede af deres datter, levende, skrækslagen og bundet til en stol. Sådan fortsætter det år efter år og billederne viser tydeligt hvad pigerne har været udsat for. Først mange år senere, modtager de det kort, som endeligt giver dem vished om deres datters død. I 8 år, har politiet arbejdet på sagen, men uden spor og også uden lig.  

Hilsner fra de døde, er en af den slags bøger, jeg har lyst til at anbefale til alle. Den er rå og brutal, den er ond og makaber og samtidig er den sjov. Den er støvsuget for alt der omhandler parforhold og sex. Jeg ved godt det er lidt en floskel, men skulle jeg læse én bog denne sommer, så skulle det være den. Det er en af den slags bøger, der sætter sig dybt. Medfølelsen med Ash, som gemmer på den største mest hjertegribende hemmelighed af alle - hans egen datter er blevet taget af Birthday Boy. Da bogen begynder, har han netop modtaget kort nr 5, hvor hun er groft tortureret, men stadig i live. Han ved, at han vil blive taget af sagen, hvis nogen kender hans hemmelighed, så alle inklusiv hans ekskone, tror, at datteren er stukket af hjemmefra. Da bogen var slut, var jeg slet ikke færdig med den og jeg var fuld af uopklarede spørgsmål. Jeg håber lidt, at der er en del mere i serien og samtidig synes jeg det er lidt fedt, med noget at tænke over, som er overladt til min egen fantasi.