Forside

torsdag den 22. december 2016

Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Hviskende lig


Hviskende lig, er 3. del i Dennis Jürgensens serie om Roland Triel. Denne gang, skal vi møde to brødre, hvoraf den ene er retarderet og starter ud med, at kvæle en ung ridepige, allerede i prologen. Så er vi ligesom i gang.

Samtidig bliver der fundet et lig i den nærliggende mose. Det er en ung kvinde og hun er ligeledes kvalt. Pigen har ligget i mosen i omkring 40 år. Måske lidt for påfaldende et tilfælde, men jep, der er selvfølgelig en sammenhæng mellem de to lig.

Alt imens Triel forsøger at opklare mordet på den unge pige, kører han stadig, i al hemmelighed, sin egen lille private efterforskning omkring mordet på sin kone. Denne gang, har han uventet hjælp, i form af journalisten Thor Brandt, som ellers har været ærkefjende nr. 1, gennem de forrige to bøger, Løbende tjener og Dansende røde bjørne. For mig, var det den sag, der var den mest interessante. Til det sidste var jeg sikker på, at nu fik vi endelig opklaret det mysterium og fundet frem til morderen. Jeg blev egentlig lidt ærgerlig, da jeg fandt ud af, at det ikke var tilfældet. På den anden side, så efterlader bogen her, et par ret spændende løse ender omkring morderen. Dem er jeg er spændt på at få mere læsetid omkring. Noget peger desværre på, at Triels datter, Andrea, har tænkt sig at blande sig i opklaringen i næste del. Det magter jeg nok ikke helt. Jeg synes det vil være for urealistisk, men jeg er spændt på hvordan forfatteren, løser den del. Måske jeg tager helt fejl :) 

Hvis man ser bort fra enkelte ting der nok ikke kunne forekomme i virkeligheden, så synes jeg alt i alt, at Hviskende lig, er en rigtig god og medrivende bog. Til tider blev den ligefrem rørende og gav mig en klump i halsen. Det er svært ikke at have medfølelse, for den retarderede mand og hans skæbne!


4 krimiperler skal den have, for den indeholder gode plots og masser af spændende opklaringsarbejde! Jeg ser frem til at læse bind 4!


For at følge med på Facebook - klik her :) 

søndag den 18. december 2016

Anmeldelse: Stephenie Meyer - Kemikeren



Jeg har det som om jeg lige har læst en film.. kender I det? Når hele bogen, er skrevet i så tydeligt og billedligt et sprog, at man ser hver eneste handling, som en scene i en film. Sådan var det for mig, med Kemikeren. Hver gang jeg holdt læsepause, føltes det, som at blive afbrudt i en film jeg var ved at se.

Vi møder Juliana, eller Alex eller.. ja hvad hedder hun egentlig vores hovedperson? Hun har arbejdet for den amerikanske efterretningstjeneste. Hendes job som kemiker, var med til på grummeste vis, at knække selv de mest hårdkogte terrorister. Enheden hun arbejdede for var tophemmelig, og derfor er der heller ikke nogen der savner hende, da hun pludselig forsvinder. Juliana kommer i besiddelse af fortrolige oplysninger og jagten på hendes liv er gået ind. Da vi møder hende, har hun levet sådan i flere år. På flugt og med skiftende identiteter. Altid paranoid og med højeste sikkerhedsforanstaltninger sat i værk.

Da hendes tidligere chef kontakter hende, øjner hun en chance for, at få gjort op med fortiden og de mennesker der vil hende til livs. Hun føler sig nødsaget til at hjælpe ham, for derved at hjælpe sig selv. Det bliver på alle måder et skæbnesvangert foretagende.

Normalt er jeg ikke til alt for meget kærlighedsliv i de krimier jeg læser. Helst bare lige på og indviklet plot med masser af blod og gru. Det her er en hel anden slags bog. Den er kategoriseret som thriller, hvilket nok rammer meget godt plet. Den er spækket med masser af spænding og action, tilsat en god portion kærlighed. Heldigvis spildes tiden ikke med unødvendige sexscener, og det at læse bogen, føles som sagt,  som at se en film.  Derfor passer kærlighedshistorien virkelig godt ind, og man kan sige, at handlingen mere eller mindre, tager udgangspunkt i den. Det fungerer og jeg er vild med den her bog.               

Jeg er helt overbevist om, at vi på et eller andet tidspunkt, kommer til at kunne tage i biografen og se en filmatisering af Kemikeren. Og jeg sidder der helt sikkert - på bagerste række i mørket, med maven fuld af popcorn og høje forventninger!


Vil du også følge med på Facebook? Klik så bare lige HER

onsdag den 7. december 2016

Anmeldelse: Stuart MacBride - En sang for de døde


Da sidste side var vendt i En sang for de døde, var jeg simpelthen nødt til at suse direkte ind på forfatterens website. Jeg skulle vide hvor mange bøger der er i serien om Ash Henderson. Aaaargg.. bare for at opdage at der kun er de to! Men det kan da ikke passe?? 
Heldigvis, har Stuart MacBride skrevet endnu en serie. En meget lang serie endda, så der er håb forude. Det danske forlag har trøstet mig med, at der bliver udgivet en bog fra den anden serie, til maj. Pyw… jeg håber den kan måle sig med Ash Henderson-serien. Det bliver spændende.

Jeg har lige været tilbage og kigge på min anmeldelse af første del i serien Hilsner fra de døde, og jeg kan stort set sige næsten det samme om denne bog. Til forskel, er Ash ikke længere en man har ondt af. Han kører sit eget løb, omend under skarp overvågning af overordnede og et squad team, der står parat med udstyret klar, hvis Ash bevæger sig længere end 100 meter væk fra sin fodlænkemakker, kriminalpsykolog Alice McDonald. Han er knapt så voldelig nu. Det betyder ikke, at han ikke stadig deler håndmadder ud til højre og venstre på den kølige måde. Har heller ikke de store skrupler, ved at bruge vold generelt. Ordet møgsvin får vi også genopfrisket en håndfuld gange eller to :)

Inside man, kaldes morderen de jagter. Han bortfører unge sygeplejersker, sprætter dem op og syr en dukke ind i maven på dem. Derefter syr han dem sammen igen og efterlader dem på øde steder. Men vi kommer vidt omkring. Vi runder også en sag om misbrug af børn, en forsvundet dreng, en psykopatisk voldtægtsmand og sidst men ikke mindst er der Mrs. Kerrigan, som stadig plager Ash. Jeg tog mig selv i at tænke, at sidstnævnte sag trak lidt i langdrag. Der var selvfølgelig en mening med det og det hele går op i en højere enhed, hen ad vejen.

Bogen er skrevet i jeg-form fortalt af Ash Henderson. Der er masser af humor og gang på gang kom jeg til at smile midt i alt blodet, døden og volden. Stuart McBride skriver i det mest fantastiske sprog og jeg elsker simpelthen den geniale måde han mestrer at blande de mest uhyggeligt udtænkte plots med den fedeste humor.

Til maj siger de… der er godtnok lang tid til. Til gengæld kan vi glæde os til, at møde Stuart MacBride på Krimimessen i Horsens 2017.

Hvis du ikke allerede har læst Hilsner fra de døde, så snup den først. Det er bedst i rette rækkefølge. 


Jeg bliver så glad, hvis du også vil følge med på Facebook :)