Forside

onsdag den 7. december 2016

Anmeldelse: Stuart MacBride - En sang for de døde


Da sidste side var vendt i En sang for de døde, var jeg simpelthen nødt til at suse direkte ind på forfatterens website. Jeg skulle vide hvor mange bøger der er i serien om Ash Henderson. Aaaargg.. bare for at opdage at der kun er de to! Men det kan da ikke passe?? 
Heldigvis, har Stuart MacBride skrevet endnu en serie. En meget lang serie endda, så der er håb forude. Det danske forlag har trøstet mig med, at der bliver udgivet en bog fra den anden serie, til maj. Pyw… jeg håber den kan måle sig med Ash Henderson-serien. Det bliver spændende.

Jeg har lige været tilbage og kigge på min anmeldelse af første del i serien Hilsner fra de døde, og jeg kan stort set sige næsten det samme om denne bog. Til forskel, er Ash ikke længere en man har ondt af. Han kører sit eget løb, omend under skarp overvågning af overordnede og et squad team, der står parat med udstyret klar, hvis Ash bevæger sig længere end 100 meter væk fra sin fodlænkemakker, kriminalpsykolog Alice McDonald. Han er knapt så voldelig nu. Det betyder ikke, at han ikke stadig deler håndmadder ud til højre og venstre på den kølige måde. Har heller ikke de store skrupler, ved at bruge vold generelt. Ordet møgsvin får vi også genopfrisket en håndfuld gange eller to :)

Inside man, kaldes morderen de jagter. Han bortfører unge sygeplejersker, sprætter dem op og syr en dukke ind i maven på dem. Derefter syr han dem sammen igen og efterlader dem på øde steder. Men vi kommer vidt omkring. Vi runder også en sag om misbrug af børn, en forsvundet dreng, en psykopatisk voldtægtsmand og sidst men ikke mindst er der Mrs. Kerrigan, som stadig plager Ash. Jeg tog mig selv i at tænke, at sidstnævnte sag trak lidt i langdrag. Der var selvfølgelig en mening med det og det hele går op i en højere enhed, hen ad vejen.

Bogen er skrevet i jeg-form fortalt af Ash Henderson. Der er masser af humor og gang på gang kom jeg til at smile midt i alt blodet, døden og volden. Stuart McBride skriver i det mest fantastiske sprog og jeg elsker simpelthen den geniale måde han mestrer at blande de mest uhyggeligt udtænkte plots med den fedeste humor.

Til maj siger de… der er godtnok lang tid til. Til gengæld kan vi glæde os til, at møde Stuart MacBride på Krimimessen i Horsens 2017.

Hvis du ikke allerede har læst Hilsner fra de døde, så snup den først. Det er bedst i rette rækkefølge. 


Jeg bliver så glad, hvis du også vil følge med på Facebook :)

2 kommentarer:

  1. Så må du hilse ham fra endnu en dansk fan :)
    Fantastik spændende bøger, lige min stil! Og skønt med noget at glæde sig til!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Susanne,
      Ja han kan altså noget helt særligt. Jeg bliver glad når jeg læser hans bøger, selvom de er både uhyggelige og voldelige :)

      Slet