Anmeldelse: Anna Grue - I lige linje

Der er et eller andet helt særligt over Anna Grues skaldede detektiv, Dan Sommerdahl. Efter 7 bøger i hans univers, synes jeg, at være kommet til at kende både ham og resten af omgangskredsen af venner, politifolk, ekskone og børn, ganske godt.

Jeg kan virkelig godt lide Dan. Jeg synes han er en fornøjelse at følge, men jeg kan også virkelig godt lide en god krimi og det synes jeg ikke helt jeg fik da jeg læste I lige linje. Anna Grue skriver i et dagligdags sprog og om et dagligdags miljø, men denne gang, gik der bare også lidt for meget dagligdags i krimidelen. I hvert fald for mig.

Handling:

I den lille fiktive by, Christianssund, findes en garvet cykelrytter død efter at være kørt af vejen og ned i et hul. Manden er rytter gennem mange år og ingen forstår, hvordan det lykkedes ham at overse afspærringerne på vejen. Intet tyder dog på en forbrydelse, så sagen henlægges som uheld. Ikke lang tid efter, findes en anden mand dræbt. En som også kan kædes til byens cykelklub. Dan får mistanke om, at det hele på en eller anden måde hænger sammen, så han går i gang med at snuse rundt. Dan kommer langt omkring – faktisk hele vejen til Oxford, hvor han både skal finde en forsvunden pige og sin egen far.

Følelserne får lov at fylde en del i denne bog. Noget tyder på, at Dan igen er på vej ud i noget stress eller depression. Han er halvsur, han kan ikke sove om natten og samtidig er hans mor ramt af en blodprop, har mistet evnen til at tale. Han spekulerer på, hvad han har opnået i livet, om det er godt nok og på hvorfor han er endt alene på randen til ensomhed. Derudover, følger vi også et par SOSU-assistenter, som begge arbejder på det plejecenter, som Dans mor nu bor på. Begge kvinder har også en masse følelser i spil.

Mine tanker:

Når jeg går i gang med en Anna Grue-krimi, så ved jeg godt, at der er dømt hyggelæsning og jeg forventer ikke dybe plots, masser af blod, gru og uhygge. Hendes bøger plejer dog alligevel at indeholde lidt mere mordgåde og spænding end denne. Det blev simpelthen for tyndt for mig. Jeg tog mig selv i at blive irriteret over måden hvorpå Dan og Christianssund politi, hele tiden arbejder parallelt. Vi får på en eller anden måde, mange af tingene to gange. De opdager de samme ting på næsten samme tidspunkt og hvis Dan opdager noget først, holder han det til at starte på, for sig selv. Jeg lod mig også irritere over at vennen Flemming, som også er kriminalbetjent i byens politi, uden videre plaprer ud om fortrolige oplysninger omkring mordet, til både Dan og ekskonen Marianne og over hvordan Dan ser det som en selvfølge, at Flemming holder ham opdateret om hændelser, anholdelser osv. Det bliver simpelthen en smule for urealistisk, ligesom der også er lidt for mange tilfældige sammenfald.

I lige linje, blev en meget blandet læseoplevelse for mig, fordi jeg på den ene side kedede mig med handlingen og på den anden side hyggede mig i selskab med Sommerdahl-universet. Nu er det altså, det uhyggelige og uforudsigelige, der trækker mest i mig, så derfor lander jeg på to krimiperler denne gang. 

Har du lyst til, også at følge med på Facebook?