Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Atten grader minus

Endelig er han tilbage – Stefan Ahnhem. En af de forfattere, hvis bøger jeg altid venter på med længsel.

Atten grader minus, lægger hårdt ud med en fuld kriminalchef, som jagter en bil i havnebassinet. Føreren af bilen, viser sig dog at have været død i omkring 2 måneder og har forbindelse til en tidligere sag om et andet nedfrosset offer.

Der findes i det hele taget rigtig mange nedfrosne ofre i denne bog – ligene vælter i bogstaveligste forstand frem, og Fabian Risk, som i øvrigt også kæmper en kamp på hjemmefronten, får travlt med at finde rundt i sagen. Intet er som det ser ud og også her taler vi i helt bogstavelig forstand. Uden at røbe for meget, kan jeg godt afsløre, at identitetstyveri, spiller en stor rolle i denne bog.

Vores danske veninde, Dunja Hougaard, er på arbejde på den anden side af sundet. Hun kæmper en kamp i Helsingør, hvor hun er henvist til et job som gadebetjent i uniform. Hun forfølges af tidligere chef Kim (fucking) Sleizner – Dunjas ord – ikke mine, selvom jeg er mere end enig. Han gør alt hvad der står i hans magt, for at gøre livet surt for hende, hvilket desværre lykkedes ham lidt for godt. Arg altså, et møgsvin og jeg håber håber håber virkelig, at hun får skovlen under ham på et tidspunkt. Dunja finder et lig og kommer hurtigt på sporet af en bande, som udfører happy slapping på mest brutale vis. Det er dog ikke længere hendes sag og hvad der så sker, vil jeg ikke afsløre.

Bogen er fyldt med følelser, men ikke den glade af slagsen. Derimod er der masser af vrede. Flere steder fik jeg ondt i maven over hvor onde mennesker kan være, for selvom det er fiktion, er jeg ikke i tvivl om, at virkeligheden er ligeså grim. 

Atten grader minus, er endnu et fremragende stykke krimimesterværk fra Stefan Ahnhem. Igen formår han, at få det til at risle koldt ned af ryggen på mig. I forhold til de første to i Risk-serien, så er der dog et eller andet der gør, at den ikke kommer helt op i den øverste top på perlepladen. Jeg tror det er fordi der er lidt for mange tilfældigheder, som også involverer Fabians familie. Den ene del er dog realistisk nok, set fra en krimisynsvinkel, temmelig genialt faktisk. At både søn og datter er involveret er måske det der generer mig lidt. På den anden side, er det samtidig interessant og en god måde, at vise os det hele fra en anden vinkel.

Slutningen er cliffhanger på cliffhanger, så det er da lige på grænsen til uudholdeligt, at skulle vente et år på den næste :) 

Vil du også følge med på facebook? Det vil gøre mig glad :)