Forside

onsdag den 5. april 2017

Interview med Geir Tangen

På årets krimimesse i Horsens, var jeg så heldig, at få lov at interviewe norske Geir Tangen, som er aktuel med krimien Maestro


Tine: Vil du starte med at fortælle nye læsere lidt om dig selv, og hvem du er som person?

GT: Jeg er 47 år gammel og kommer fra Haugesund, som ligger på vestkysten af Norge. Jeg har arbejdet som lærer siden 1996. Jeg begyndte at skrive i 2010 og i 2012, kasserede jeg et manuskript, som aldrig blev til noget. Så brugte jeg de næste tre år, på at skrive Maestro. Jeg har haft en krimiblog i Norge siden 2012 og jeg elsker krimi, hele genren og alt det som hører dertil.

Tine: Din bog Maestro er bygget over en sang af et norsk band – Kaizers Orchestra. Hvorfor og hvordan? Jeg har læst teksten, men forstår den ikke helt. Vil du forklare nærmere?

GT: Ja det vil jeg meget gerne. Jeg var ude med min søn og skulle køre ham hjem til sin mor. På vej tilbage igen, så hørte jeg denne sang, Maestro, i radioen. Så skete det, at jeg for første gang lyttede efter teksten. Ja, tænkte jeg, dér har vi min krimihistorie! En Maestro er en der styrer et orkester og som styrer alle mennesker omkring sig. Alle de tre bøger i den planlagte trilogi, handler om en af sangene fra Kaizers Orchestra, så det var udgangspunktet. Den næste hedder Hjerteknuser og den tredje hedder Død mands tango.

Tine: Bygger de så påhandlingen i sangene?

GT: Ja, jeg har hentet inspiration fra sangene. Jeg brugte de ting, som jeg synes er bedst og brugte dem i historien.

Tine: Du er selv krimiblogger og har dermed læst en masse krimier. Har du brugt din erfaring fra læsningen, til at beslutte hvad dine bøger skal indeholde og hvad de måske ikke skal indeholde?

GT: Ja. Det har jeg 😊 Jeg har læst ca 2-300 krimier de sidste 3-4 år, og Maestro er på mange måder en hyldest til krimigenren – det er min lille kærlighedserklæring til krimigenren. Jeg har plukket fra de bedste og har taget lidt fra alle hylder af det jeg synes var bedst og brugt det på min måde. Det handler jo om to ting. Det handler om, at jeg er vældig glad for denne genre og drømmer om at skrive noget, som på en måde kunne være en hyldest til denne genre. Det handler også om at lære, for det er et fag. At skrive krimi er et fag. Det ville være helt forkert ikke at undersøge, hvad det fx er, som Jo Nesbø kan. Hvorfor kan folk lide at læse hans bøger. Hvad er det med Jussi Adler-Olsen, som gør, at tusindvis af mennesker sidder og venter på næste bog? Det må jo være et eller andet de gør og det har jeg forsøgt at fange ind i Maestro.

Tine: Du er i gang med 2. del af en trilogi. Ved du allerede nu, hvad der kommer til at ske i bog 3?

GT: Ja det ved jeg. 2. bog kommer ud til maj i Norge, så den er færdig. Det er bog 3, jeg sidder og arbejder på nu. Der har jeg planlagt alt frem til slut og er nu et par kapitler inde i selve skriveprocessen. Jeg arbejder altid sådan som forfatter, at kapitel for kapitel, er ganske nøje planlagt først, og så sætter jeg mig ned og skriver bagefter. Forfattere arbejder meget forskelligt. Nogen sætter sig bare ned og skriver og så bliver det som det bliver, imens andre har nogen stikord eller en synopsis på bare 5-6 linjer om hvad hvert kapitel skal indeholde.

Tine: Kan du løfte sløret en lille smule for, hvilket emne bog 2 handler om?

GT: Ja, det kan jeg godt. Bog 2 – Hjerteknuser – har sin handling ud fra Viljar Ravn Gudmundssons søn, Alexander. Han er 17 år og har ADHD. Han er til en fest, en ganske våd fest med masser af alkohol. Han vågner dagen efter, med en død pige i sengen. Alt peger imod Alexander, som selv intet husker fra aftenen. Der er 7-8 kapitler i bogen, som har en anden synsvinkel, så for hver synsvinkel, drejer historien sig, og bliver en anden. Så mordet er den ene side, men så er der også et personligt drama, som opstår mellem Lotte Skeisvoll og Viljar Ravn Gudmundsson, som forvandler deres liv drastisk. Hvad det er skal ikke afsløres, men i hvert fald dukker der flere og flere døde mennesker op, som alle har med festen at gøre.

Tine: Hvornår kommer den på dansk, ved du det?

GT: Den er som sagt færdig og udkommer i Norge til Maj. Jeg forestiller mig foråret 2018 i Danmark, men jeg ved det ikke.

Tine: Jeg kan godt lide, at det hele ikke er så lyserødt – at de gode ikke altid bliver reddet i sidste øjeblik. Er det en stil du bevidst har valgt? Fortsætter du samme brutale stil i de kommende bøger?

GT: Ja det har jeg. Hvis du kigger på en forfatter som Jo Nesbø, som er en af mine absolut favoritter, så gør han noget af det samme. Du som læser, regner jo med, at du kan stole på mig som forfatter. Du tænker at det skal nok gå godt, men så opdager du, at nej det gør det ikke, hvilket øger spændingen for læseren. Det handler dog ikke bare om at chokere læseren, men også om hvordan mine hovedpersoner skal udvikle sig.

Tine: Nu har du allerede nævnt en af de krimiforfattere, du selv sætter størst pris på, men er der flere?

GT: Ja jeg er jo vældig glad for Jo Nesbø. Så synes jeg også rigtig godt om Jussi Adler-Olsen og de første 4 af hans bøger. Det er noget med humoren hos Adler-Olsen som jeg godt kan lide. Jeg synes det er spændende og lidt hyggeligt, at bruge humoren i krimi. Så de to står højt, sammen med Arne Dahl, som lige har udgivet Skyggezone på dansk. Han er meget litterær når han skriver og bruger et meget smukt sprog. Når du føjer det til spændingen, bliver det virkelig godt. Det var en svensk, en dansk og en norsk 😊

Tine: Hvilken er den bedste krimi du nogensinde selv har læst?

GT: Det var Panserhjerte af Jo Nesbø. Da jeg havde læst den, så tænkte jeg ja!, sådan nogen bøger har jeg også lyst til at skrive. Jeg kan måske ikke gøre det så godt som ham, men jeg er inspireret af hans måde, at skrive på.

Tine: Overskriften på årets krimimesse i Horsens, er Grådighed. Hvad får det ord dig til at tænke på?

GT: En af de syv dødssynder. Grådighed, får jo folk til at begå kriminelle handlinger, men det er også noget med, at vi lever i en tid hvor vi er meget grådige på, at alt skal dreje sig om os selv. Vi kom ud af en tid, hvor man prøvede at passe på hinanden og ind i en tid, hvor vi prøver at passe på os selv. Det er jo også en form for grådighed. Jeg tror det er vigtigt, at både jeg som forfatter og andre forfattere, sætter fingeren på det.

Tine: Sidste spørgsmål – er du glad for, at Lord Bendtner er kommet til Rosenborg?

GT: Ha ha ha.. nej, det er jeg jo ikke, for jeg er ikke Rosenborg-fan. Jeg er med FK Haugesund, så jeg ville jo gerne, at Bendtner var kommet til Haugesund i stedet for Rosenborg. Men for norsk fodbold, så er det strålende 😁


Tine: Det var mit sidste spørgsmål og så vil jeg gerne sige tusind tak, for at jeg måtte få lov at interviewe dig! 



2 kommentarer:

  1. Tusen takk for en fin prat i Horsens :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, Geir!! Det var en fornøjelse og meget hyggeligt. Jeg var så bange for, at jeg ikke ville kunne forstå dig, men det gik jo så fint :) Jeg glæder mig til næste bog!

      Slet