Jeg har kun læst en enkelt bog af Sofie Sarenbrant. Derefter
valgte jeg at holde pause fra hendes bøger, men nu skulle hun have en chance
igen.
”Bag din ryg” handler om tre forskellige hovedpersoner, som
alle arbejder i Stockholms mest berømte frisørsalon – den salon som klipper
alle de kendte og kongelige og som er øverste trin på stjernestigen, for en
hver frisør. Vi følger de tre på skift. Stefano, som er ejer af salonen, Jenny,
som har arbejdet der længe og Angelina, som er ny på salonen og som, med sin
skønhed, allerede har fordrejet hovedet på Stefano. Angelina er gift, men Jenny
er forelsket i Stefano. Ikke nok med det, så begynder kunderne også at vælge
Jenny fra, og vælge Angelina i stedet. Jenny bliver selvfølgelig jaloux, Angelina
er kold og Stefano har ikke overskud til at redde trådene ud. Da der sker et
mord på en af deres kunder og siden endnu et, så ruller lavinen.
Hvis du har læst ”Undtagelsen” af Christian Jungersen, så
ved du hvordan bogen her er bygget op. Vi følger de forskellige hovedpersoners
tanker og får indblik i den samme situation, fra tre synsvinkler. Men hvor
vinklerne er vidt forskellige i Undtagelsen og hvor man sidder og ser frem til
næste vinkel, så bliver det aldrig rigtig spændende her. Ind imellem tager den
drejninger, som bliver interessante, som fx da Jenny tager sagen i egen hånd og
opsøger Angelinas familie. Desværre er der ingen dybde i besøget, så spændingen
falder til jorden igen.
Jeg synes hele historien kørte i samme rille og jeg synes
det blev kedeligt i længden. Bogen er kategoriseret som krimi, men jeg vil
mene, at den mere er ovre i noget psykologisk drama. Vist sker der mord, men
der er ikke som sådan lagt op til, at vi som læsere skal gætte med og der er
heller ikke noget egentligt opklaringsarbejde – kun de forskellige
hovedpersoners synsvinkler. En krimi kan godt være både god og uhyggelig uden
de nævnte elementer, men det var ikke tilfældet her. Hovedpersonerne virkede
umodne og jeg følte ikke, at jeg fik lov at komme under huden på dem. ”Bag din
ryg”, er første del af en planlagt trilogi, så vi kan jo håbe på, at der kommer
mere dybde og substans i de næste to. Jeg er ikke sikker på, at jeg skal læse med.