Forside

mandag den 25. juni 2018

Anmeldelse: Christian Frost - Valmuemanden




Valmuemanden er 3. del i serien om kriminalassistenterne Erik Falster og Lars Hede, samt journalisten Pia Larsen. Jeg har læst første del, men ikke anden del. Det betyder ingenting for læsningen, så nye læsere kan sagtens starte her.

Det her er en af den slags bøger, hvor jeg lige skal passe på ikke at afsløre noget, som ville være ærgerligt at kende til inden man begynder at læse.

Der bliver lagt hårdt ud i første kapitel. Vi er med i fangehullet hos en ung kvinde, som bliver udsat for modbydeligheder, som det giver ondt i maven at læse om. Det viser sig snart, at den unge kvinde, er den 16-årige Hania, som er forsvundet fra sit hjem sammen med den kun 9-årige Inga. Pigerne bliver fundet i Spanien – den ene levende, den anden død. Det står hurtigt krystalklart, at folk i det øverste samfundslag, vil gøre alt for at lukke munden for evigt, på den overlevende pige. Men hvorfor Spanien og hvordan er en valmuedyrkende dansk rigmand, hvis kone tidligere i livet har mistet sin teenagedatter, blandet ind i historien?

Udover hovedpersonerne, er der masser af personligheder med, som tæller alt fra lejemordere, rigmænd, politibetjente, forbrydere osv. Til at begynde med, er det om at holde tungen lige i munden, men enderne når hurtigt sammen og det er et yderst interessant og velbeskrevet persongalleri. En enkelt af the bad guys er mere er mere end almindeligt likable (ja, jeg er lidt indernational i dag … uuuh) og efter min mening løfter han historien. De egentlige hovedpersoner kan jeg ikke helt finde ud af hvad jeg mener om. Det irriterer mig en lille smule, at Falster virker så tumpet engang imellem. En hovedperson må gerne være stærk og sej, det er han ikke i mine øjne. Og så alligevel til tider.

I bund og grund, synes jeg det er en god og interessant historie. Et virkelig vigtigt emne der tages op, men desværre synes jeg der bliver sprunget lidt hurtigt henover den del. Jeg kunne godt have tænkt mig at høre mere om hvad, hvor og hvem. Jeg lander Valmuemanden på 4 perler, fordi jeg på trods af den gode historie, synes der er enormt meget unødvendig snak mellem personerne. Lange dialoger og tankerækker, som har mere til formål at skabe humor i historien, end egentlig betydning for noget som helst i forhold til handlingen. Der kunne godt skæres en hel del af på den konto, hvilket efter min mening ville skabe større intensitet. Det kommer simpelthen til at fylde for meget og den højintense spænding udebliver. Humordelen er sådan lidt ”falde-på-halen-komik” og den falder ikke helt i min smag. Er du til den form for humor, som Jussi Adler-Olsen bruger i sine bøger, så er jeg overbevist om, at du også vil være vild med humordelen i disse bøger. Heldigvis har vi ikke alle samme præferencer. 

Når det så er sagt, så er det faktisk en bog som har sat spor. Der er et par skæbner og et par personligheder, som jeg ikke blev færdig med og som jeg ærgrer mig over, at jeg ikke længere skal følge. Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde Valmuemanden for en hyggekrimi. Til det er emnet for alvorligt, men det er trods alt en stille og rolig krimi, som måske og måske ikke, giver anledning til et par smil undervejs og som helt sikkert rører ved noget i de flestes følelser.  


Den opmærksomme læser vil opdage, at jeg har ændret antallet af perler på denne bog. Efter at have skrevet anmeldelsen, kan jeg mærke at bogen trods alt stikker dybere end først antaget. Jeg har valgt at give den 4 perler i stedet for 3. 



lørdag den 9. juni 2018

Anmeldelse: Søren Sveistrup - Kastanjemanden



Søren Sveistrup … er det ikke ham dér med hende dér med sweateren?? Jo det er så. Søren Sveistrup er manden bag tv-serien ”Forbrydelsen”, som rigtig mange nok har set. Bogen havde fået en virkelig cool og stærk promovering inden udgivelsen, så jeg kan godt indrømme, at mine forventninger var høje. Jeg har læst et interview med forfatteren, som sagde, at han egentlig gerne ville have skrevet bogen under pseudonym, for netop at undgå det store pres og de høje forventninger som ligger i navnet og de tidligere populære tv-serier. Jeg tror dog på, at det var det rette at gøre, at udgive under eget navn. Specielt fordi alle forventninger blev mere end indfriet for mig, men også fordi det gav et ekstra spændingselement til læsningen. Den der fornemmelse af, at vi bliver snydt og først fatter det til sidst, fulgte med mig hele vejen igennem bogen.

En ung mor bliver fundet myrdet på en legeplads nær sit hjem. Hendes ene hånd er savet af. Over hendes hoved hænger en kastanjemand, som i første omgang ikke får meget opmærksomhed fra efterforskerne. I det øjeblik der findes spor fra en tidligere sag om en forsvundet pige, går det op for politiet, at kastanjemanden er vigtig og samtidig et symbol på morderens hensigter med den myrdede kvinde og de efterfølgende mord. Mere får I ikke løftet sløret for i denne omgang.

Hovedpersonerne, Naia Thulin og Mark Hess er fuldstændig fremragende. Et par personligheder som i første omgang virker malplacerede sammen, men som vi hurtigt fornemmer, er mere eller mindre på samme bølgelængde. De er begge forholdsvis kølige og yderst skarpe i hjernen, hvilket giver en slagkraftig cocktail. Bogen ender ikke helt som jeg havde håbet i forhold til de to og deres fremtid sammen på flere måder, men jeg krydser mine små fedtede Anna og Lotte-fingre fra nu af og til den dag det forlyder, at der er en 2’er på vej. Der SKAL simpelthen bare komme en bog mere i den her serie.

Når man læser Kastanjemanden, så fornemmer man tydeligt på sproget, at vi har at gøre med en forfatter, som er vant til at beskrive i billeder. Det føles næsten som at se en film. Der er et eller andet med sproget som gør den her bog til en anderledes læseoplevelse. Da jeg havde læst første kapitel, tænkte jeg ”oh no, den bliver stram at komme igennem”. Det var som om det var skrevet lidt som en skolestil. Men så skete der et eller andet – måske glemte jeg bare at det var anderledes og måske var det bare fordi det er med til at gøre Kastanjemanden unik i forhold til andre bøger jeg har læst. Det er som om at nutid og datid bliver brugt som det lige passer. Jeg kunne ikke gennemskue en lige linje i det, men det fungerer og er med til at give ekstra dybde til karaktererne.

Jeg startede med at anmelde bøger, fordi jeg er typen der står i boghandleren og får lyst til at fortælle andre kunder i krimiafdelingen, om hvor fantastisk den ene eller den anden bog er. Kastanjemanden er sådan en bog, som jeg får lyst til at holde op foran alle krimielskere og sige ”læs dén her - sommerferiebogen is in da house”. Fornemmer man, at jeg synes den er fuldstændig fremragende? Hr. Sveistrup havde ikke behøvet bekymre sig om hvor vidt han var i stand til at skrive en krimi. Jeg synes bare han skal skynde sig at skrive en mere!

6 X S – Seriøst Stærk Start, Søren Sveistrup Styrer!
6 X Frk. Tines krimiperler