Anmeldelse: Christian Frost - Valmuemanden

Valmuemanden er 3. del i serien om kriminalassistenterne Erik Falster og Lars Hede, samt journalisten Pia Larsen. Jeg har læst første del, men ikke anden del. Det betyder ingenting for læsningen, så nye læsere kan sagtens starte her.

Det her er en af den slags bøger, hvor jeg lige skal passe på ikke at afsløre noget, som ville være ærgerligt at kende til inden man begynder at læse.

Der bliver lagt hårdt ud i første kapitel. Vi er med i fangehullet hos en ung kvinde, som bliver udsat for modbydeligheder, som det giver ondt i maven at læse om. Det viser sig snart, at den unge kvinde, er den 16-årige Hania, som er forsvundet fra sit hjem sammen med den kun 9-årige Inga. Pigerne bliver fundet i Spanien – den ene levende, den anden død. Det står hurtigt krystalklart, at folk i det øverste samfundslag, vil gøre alt for at lukke munden for evigt, på den overlevende pige. Men hvorfor Spanien og hvordan er en valmuedyrkende dansk rigmand, hvis kone tidligere i livet har mistet sin teenagedatter, blandet ind i historien?

Udover hovedpersonerne, er der masser af personligheder med, som tæller alt fra lejemordere, rigmænd, politibetjente, forbrydere osv. Til at begynde med, er det om at holde tungen lige i munden, men enderne når hurtigt sammen og det er et yderst interessant og velbeskrevet persongalleri. En enkelt af the bad guys er mere er mere end almindeligt likable (ja, jeg er lidt indernational i dag … uuuh) og efter min mening løfter han historien. De egentlige hovedpersoner kan jeg ikke helt finde ud af hvad jeg mener om. Det irriterer mig en lille smule, at Falster virker så tumpet engang imellem. En hovedperson må gerne være stærk og sej, det er han ikke i mine øjne. Og så alligevel til tider.

I bund og grund, synes jeg det er en god og interessant historie. Et virkelig vigtigt emne der tages op, men desværre synes jeg der bliver sprunget lidt hurtigt henover den del. Jeg kunne godt have tænkt mig at høre mere om hvad, hvor og hvem. Jeg lander Valmuemanden på 4 perler, fordi jeg på trods af den gode historie, synes der er enormt meget unødvendig snak mellem personerne. Lange dialoger og tankerækker, som har mere til formål at skabe humor i historien, end egentlig betydning for noget som helst i forhold til handlingen. Der kunne godt skæres en hel del af på den konto, hvilket efter min mening ville skabe større intensitet. Det kommer simpelthen til at fylde for meget og den højintense spænding udebliver. Humordelen er sådan lidt ”falde-på-halen-komik” og den falder ikke helt i min smag. Er du til den form for humor, som Jussi Adler-Olsen bruger i sine bøger, så er jeg overbevist om, at du også vil være vild med humordelen i disse bøger. Heldigvis har vi ikke alle samme præferencer. 

Når det så er sagt, så er det faktisk en bog som har sat spor. Der er et par skæbner og et par personligheder, som jeg ikke blev færdig med og som jeg ærgrer mig over, at jeg ikke længere skal følge. Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde Valmuemanden for en hyggekrimi. Til det er emnet for alvorligt, men det er trods alt en stille og rolig krimi, som måske og måske ikke, giver anledning til et par smil undervejs og som helt sikkert rører ved noget i de flestes følelser.  

Den opmærksomme læser vil opdage, at jeg har ændret antallet af perler på denne bog. Efter at have skrevet anmeldelsen, kan jeg mærke at bogen trods alt stikker dybere end først antaget. Jeg har valgt at give den 4 perler i stedet for 3.