Anmeldelse: Stephen King - Dyrekirkegården

Jeg læste Dyrekirkegården første gang i slutningen af firserne – ja så gammel er jeg virkelig – og dengang synes jeg den var noget af det mest uhyggelige jeg havde læst. Jeg har været vanvittigt spændt på at genlæse den og finde ud af, om den stadig ville virke lige så skræmmende på mig. Svaret får I om lidt, her kommer først et lille resumé.

Louis og Rachel Creed, er flyttet fra storbyen Chicago til en lille landsby i Maine. Formålet var, at komme nærmere naturen og væk fra det travle pulserende storbyliv. Og det kommer de. Her er masser af natur hvor deres to børn kan boltre sig og lege frit. Eneste synlige fare, er landevejen, som igennem tiden har taget mange af byens børns kæledyr, som ofre. Familien er glad og Louis bliver hurtigt gode venner med den gamle mand, på den modsatte side af gaden. Jud Crandall hedder han. Da familiens kat dør, har Louis svært ved at fortælle det til datteren Ellie. Jud tager i al hemmelighed Louis med på den nærliggende dyrekirkegård, hvor de begraver katten. Dagen efter genopstår katten og herefter ruller lavinen ligesom bare. Katten er ikke sig selv. Den lugter råddent og opfører sig uhyggeligt. Dyrekirkegården kan ikke bare genoplive dyr, men lægger også sin kolde modbydelige hånd, på de mennesker som har vovet sig derop. Har man én gang begravet sit dyr, så slipper besættelsen af stedet og de grufulde mareridt, aldrig sit tag i en igen.

Og hvad synes jeg så om bogen den dag i dag? Hmm altså, jeg synes stadig at det er en virkelig velskrevet bog. De fleste af Stephen Kings bøger, leger med det overnaturlige og denne er ingen undtagelse. Egentlig er jeg ikke til den slags, men jeg synes hans bøger er skrevet, så de virker troværdige på trods af det. Desværre er jeg lidt mere velbevandret i krimilæsningen nu, og der skal nok en hel del mere til at skræmme mig i dag end dengang. Jeg fandt den på ingen måde uhyggelig og jeg synes til dels også, at den blev lidt langsommelig hen ad vejen. Men den er spændende skrevet og da jeg ikke kunne huske handlingen, var jeg spændt på hvad der kom til at ske. Sidste del af bogen gav mig ondt i maven på Louis’ vegne. Det er grumt til det sidste.

Dyrekirkegården er i øjeblikket ved at blive genindspillet med John Litgow i rollen som Jud Crandall. 

”Monstre findes, og det gør spøgelser også. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder”

-          - Stephen King.