Anmeldelse: Teddy Vork - Forglemmigej

Forglemmigej, foregår på et ældrecenter for demensramte. Jeg lyttede til bogen på vej til og fra BogForum og valgte den, fordi dens forside så tilpas creepy ud og den lød spændende. Man skal ikke skue hunden på hårene siger man, og oftest menes det, at man ikke skal tro noget dårligt om hunden (eller bogen), blot fordi pelsen (eller forsiden) ikke falder i ens egen smag. I dette tilfælde, skulle det dog vise sig at være den omvendte verden.

Bogen handler om den skrøbelige Mie, som lige er startet som nattevagt på et demenscenter, efter en længere sygemelding og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Det viser sig hurtigt, at der sker underlige ting på afdelingen, og Mie som tidligere er blevet mobbet ud af en arbejdsplads, frygter at de nye kollegaer forsøger at hyle hende ud af den. Hun får støtte af en tidligere studiekammerat, men også her har hun svært ved at finde ud af, om han er til at stole på, eller en del af en sammensværgelse. De ældre på centret sover ikke meget om natten, men flakser rundt og foretager sig underlige ting. Mie er dygtig til sit arbejde og har gode snakke med de ældre, som dog alle fabler om den samme uhyggelige sang. Mie begynder at frygte, at stedet er hjemsøgt af ånder. Vi kommer virkelig i dybden med hendes personlighed og jeg synes faktisk ret godt om hende. Haaaavde hun da bare haft lidt mere nosser. Men så havde hun jo ikke været den samme.

Jeg satte bogen i gang da vi kørte hjemmefra og allerede kort tid efter, fortalte jeg min datter som var med mig i bilen, hvordan jeg troede det hang sammen. Jeg fik ret. Alt i alt en meget langsommelig og forudsigelig bog. Jeg kan mærke, at jeg har en modvilje imod bøger, som forsøger at gøre et hjem for ældre – demenscenter eller ej – til noget uhyggeligt. Jeg kan mærke, at jeg ønsker at bevare mit billede af, at ældre ikke er uhyggelige. Bevares, jeg ville da også skide i bukserne af skræk, sådan et sted, hvis jeg skulle opholde mig der helt alene og beboerne opfører sig som de gør i Forglemmigej. Jeg ved intet om den slags steder, men jeg kan ikke forestille mig, at man er på nattevagt helt alene. Yderligere, så har jeg det svært med bøger, hvor hovedpersonen er SÅ svag som Mie er. Hvor man oplever hvordan hun lader sig kue uden at kæmpe for det hun selv står for og tror på. Hun lader de andre træde på sig og ødelægge tilværelsen for hende. Jeg ved godt der er mennesker der har det sådan og mon ikke vi alle kender det i en eller anden grad? Jeg bliver bare frustreret af at læse om det. I det hele taget, gjorde denne bog mig frustreret og i halvdårligt humør på flere måder.

Bogen gjorde intet for mig og jeg hørte den kun færdig fordi jeg alligevel sad i bilen og fordi jeg trods alt blev nysgerrig på hvordan det hang sammen og hvordan den ville ende. Slutningen er underligt tam og efterlod mig med sådan lidt en nå-følelse. Forglemmigej, hedder den, men det bliver den trods alt nok alligevel hurtigt. Desværre.