Anmeldelse: Helle Vincentz - Søster min

For et stykke tid siden, opfandt jeg et nyt hashtag - #bøgerduikkevilhjemfra. Den følelse fik jeg i kroppen endnu engang, da jeg begyndte på at læse Søster min. Jeg fik den der kildende fornemmelse i kroppen og havde bare lyst til at læse i bogen hele tiden. Når jeg ikke læste i den, tænkte jeg på den.

Søster min er 2. del i serien om antropologen, Sofie Munk, der nu arbejder som privat efterforsker i et lille tremandsfirma. Sofie får til opgave, at undersøge et medicinalfirma, hvor direktøren har brug for at vide, hvem af medarbejderne der anonymt har sendt ulovlige dokumenter til lægemiddelstyrelsen. Direktøren er typen der gerne vil gøre tingene efter bogen, men en af hans medarbejdere, har travlt med at presse en godkendelse af en helt bestemt type medicin igennem. En pille som udover at hjælpe folk med ADHD og depression, samtidig også kan hjælpe kvinder som både har depression og mistet sexlysten.

Sofie er cool og hun har et drive der hovedsageligt styres af hendes kæmpe utålmodighed. Ting skal ske og de skal ske nu! Hun kører derud af i højt tempo med undersøgelser, interviews og undercover. Det var så spændende at jeg glemte alt omkring mig. Da jeg var omkring to tredjedele inde i bogen, synes jeg dog alligevel at den tabte lidt tempo. Ikke i fortællingen som sådan, men for mig og min læseoplevelse. Det var som om det totale fravær at politi, blev for urealistisk trods alt. Jeg ved godt det er fiktion, men alligevel. Slutningen og selve plottet, synes jeg også var en smule tyndt. Som om det skulle være så stor en overraskelse som muligt hvem der var skyldig. Når man som læser gætter med, men det viser sig, at man ikke rigtig for alvor har haft en chance alligevel, så er det en lidt flad fornemmelse når spændingen udløses. Dybere i detaljen kan jeg ikke gå, uden at afsløre noget.

Sofie Munk bærer bogen, synes jeg. Hendes personlighed er beskrevet helt fantastisk. Humoristisk kan man nok ikke ligefrem kalde hende, men det sprogbrug hun har, er humoristisk og dagligdags. Hun er så naturlig og så ligefrem og man (jeg) kan ikke andet end at holde af hende. Mon ikke også de fleste af os, kan kende hende i os selv? Kæmpe ros til Vincentz for hendes skrivestil – både i udformningen af karakteren Sofie Munk, men også bare sådan helt generelt. Jeg er vild med det.

Alt i alt, en virkelig god og spændende bog. Den tager fat i et spændende emne og den formår at sætte forskellige synsvinkler op imod hinanden. Jeg blev tvunget til at tage stilling til flere forskellige, men modsatrettede holdninger, som giver mening på hver deres måde. Det viser hvor svært det kan være at tage parti – specielt når der er stærke følelser involveret.

Helle Vincentz vil gerne skrive om kontroversielle emner. Emner som folk har følelser omkring og holdninger til. Gerne emner som ligger og vipper på grænsen til tabu. I denne bog, tager hun som sagt fat i depression. Det har været et vigtigt emne for hende at skrive om. Helle er vokset op med en far som led af svær depression og som også til tider var indlagt. Hun har også selv gennemlevet en depression og er heldigvis helt ude af den igen. Bogen er ikke Helles egen historie, men til tider krævede det en del af hende at skrive den, fordi det var svært for hende, ikke at hænge fast i hvordan det var for hende selv, frem for at fokusere på hvordan karaktererne i bogen havde det. Jeg synes hun er lykkedes virkelig fint med det.

Bogen kører i et jævnt tempo hele vejen og kommer aldrig ud hvor den bliver uhyggelig eller skræmmende. 

5 krimiperler til Søster min

Anmeldelse: Rachel Abbott - Drevet til mord

Efter at have færdiglæst ”Drevet til mord”, havde jeg det som om jeg lige havde set en film. En af den slags hvor man bare ved, at intet er som det ser ud. Jeg havde hele vejen igennem, en fornemmelse af, hvordan det hele hang sammen, men jeg fornemmede samtidig, at jeg blev snydt. Jeg var bare ikke sikker på hvordan og hvorfor.

Mark North er fotograf og tager smukke billeder, Han har et galleri sammen med sin søster, Cleo, som laver smykker. Men Mark har mistet sin kone, så han er depressiv og indelukket. Og så dukker Evie op. Hun er interesseret i Marks smukke fotografier. Sammen med Evie, kommer Mark ud af sin depression og livet lysner for ham.

Bogen starter med, at politiet finder Mark og Evie i seng sammen. Ikke på den lækre måde, men derimod i et blodbad, hvor det først synes som om de begge er døde. Det er dog kun Mark der er død og Evie der er i chok, og klamrer sig til hans døde blodige krop. Herefter starter bogen for alvor og vi kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor Evie dukker op for første gang, i Marks galleri.

Jeg blev ret hurtigt fanget af historien og herefter var det umuligt for mig at slippe den igen. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af hvordan filan det hele hang sammen og hvem der tog røven på hvem. Det er lidt en speciel bog i den forstand, at størstedelen af handlingen sker i Mark og Evies hus. Jeg ved dog ikke helt, om den går under kategorien ”domestic noir”, for der er også en større del af historien, som foregår i retssalen. Jeg sad dog med den dér følelse af, at handlingen er lidt indsnævret, netop fordi vi ikke rigtig kommer rundt og får fornemmelsen af så meget andet, ligesom der heller ikke rigtig er nogen særlige beskrivelser af omgivelserne. Det er ikke kun handlingen der er indsnævret og mangler dybde, synes jeg. Det er også persongalleriet der ikke er særlig nuanceret. Jeg synes ikke jeg kom til at kende nogen af dem særlig godt. Jeg har læst mig frem til, at denne er første bog i en trilogi, men jeg må være ærlig at tilstå, at jeg har svært ved at se hvem af dem, det er vi skal følge nu.

Alt i alt en spændende pageturner, som dog alligevel lige mangler lidt kant og personlighed. Jeg lander den på 4 krimiperler, men glæder mig trods alt til næste del i serien.

Anmeldelse: Heine Bakkeid - Jeg vil savne dig i morgen

Thorkild Aske, er tidligere politibetjent indenfor specialafdelingen og er ekspert i afhøringsmetoder. Men Thorkild har trådt i spinaten, for at sige det mildt. Han er dømt skyldig i drab, har siddet fængslet i 3 år og har mistet alle rettigheder til at arbejde indenfor politiet. Samtidig er han dybt afhængig af stærk smertestillende medicin, som han spiser som bolcher. Derfor er han også mere eller mindre konstant påvirket.

Thorkild bliver hyret af et forældrepar, til at finde deres forsvundne søn, Rasmus. Ingen tror helt på at Rasmus er i live, men forældrene er villige til at betale for at få vished og fred i sjælen. Den unge Rasmus, havde købt et gammelt fyrtårn på en øde ø, som han var i gang med at sætte i stand, da han forsvandt sporløst. Thorkild ankommer til den øde ø, bedst som en voldsom storm hærger.

Det faktum, at Thorkild konstant popper piller, er samtidig medvirkende til, at jeg ikke turde stole på, at hans oplevelser undervejs var virkelige og ikke bare en illusion. Den følelse forstærkes yderligere af, at Thorkild selv, har det på samme måde. Som læser efterlades man derfor med en tvivl om hvor vidt der foregår noget overnaturligt, om Thorkild hallucinerer eller om nogen forsøger at få det til at se sådan ud.

Forfatteren Heine Bakkeid er norsk og er selv vokset op nær Tromsø i Nordnorge, hvor bogen foregår. Han har tidligere skrevet ungdomsbøger, men dette er hans debut som krimiforfatter. Bakkeid bliver sammenlignet med Jo Nesbø, som jeg er ret stor fan af. Jeg er nødt til at sige, at jeg simpelthen ikke kan se ligheden. Det skulle så måske være med den allerførste Jo Nesbø, som var en smule underlig, og som i øvrigt ikke kan sammenlignes med resten af serien om Harry Hole. ”Jeg vil savne dig i morgen”, er efter min mening også en smule underlig. Jeg har svært ved at sætte fingeren på præcis hvad det er der gør det, men jeg tror simpelthen bare, at jeg på en eller anden måde mangler noget dybde i personerne. Vi følger kun Thorkild Aske, men hans fortid og grunden til at han havnede i fængsel, afsløres først hen mod slutningen i en sideløbende historie. Det er som om der hele tiden mangler noget. Selve titlen har jeg vendt og drejet i mit hoved, men uanset hvilken vinkel jeg anskuer den fra, så kan jeg ikke få den til at give mening i forhold til bogens handling.

Alt i alt, så kedede jeg mig simpelthen gennem størstedelen af bogen og var ved at lægge den fra mig flere gange. Jeg var længe om at læse den, fordi jeg hele tiden mistede fokus. Det skal dog siges, at bogen har en pæn portion humor i form at måden Thorkild tænker og udtrykker sig på. Beskrivelsen af den mondering han bliver udstyret med på et tidspunkt i bogen, fik mig til at grine højt. Humoren er så også det der får mig til at trække bogen fra 1 krimiperle op på 2. Her er simpelthen for lidt tempo, handling og spænding til min smag og bogen gav mig heller intet stof til eftertanke.