For et stykke tid siden, opfandt jeg et nyt hashtag -
#bøgerduikkevilhjemfra. Den følelse fik jeg i kroppen endnu engang, da jeg
begyndte på at læse Søster min. Jeg fik den der kildende fornemmelse i kroppen
og havde bare lyst til at læse i bogen hele tiden. Når jeg ikke læste i den,
tænkte jeg på den.
Søster min er 2. del i serien om antropologen, Sofie Munk, der
nu arbejder som privat efterforsker i et lille tremandsfirma. Sofie får til
opgave, at undersøge et medicinalfirma, hvor direktøren har brug for at vide,
hvem af medarbejderne der anonymt har sendt ulovlige dokumenter til
lægemiddelstyrelsen. Direktøren er typen der gerne vil gøre tingene efter
bogen, men en af hans medarbejdere, har travlt med at presse en godkendelse af
en helt bestemt type medicin igennem. En pille som udover at hjælpe folk med
ADHD og depression, samtidig også kan hjælpe kvinder som både har depression og
mistet sexlysten.
Sofie er cool og hun har et drive der hovedsageligt styres
af hendes kæmpe utålmodighed. Ting skal ske og de skal ske nu! Hun kører derud af
i højt tempo med undersøgelser, interviews og undercover. Det var så spændende
at jeg glemte alt omkring mig. Da jeg var omkring to tredjedele inde i bogen,
synes jeg dog alligevel at den tabte lidt tempo. Ikke i fortællingen som sådan,
men for mig og min læseoplevelse. Det var som om det totale fravær at politi,
blev for urealistisk trods alt. Jeg ved godt det er fiktion, men alligevel. Slutningen
og selve plottet, synes jeg også var en smule tyndt. Som om det skulle være så
stor en overraskelse som muligt hvem der var skyldig. Når man som læser gætter
med, men det viser sig, at man ikke rigtig for alvor har haft en chance
alligevel, så er det en lidt flad fornemmelse når spændingen udløses. Dybere i
detaljen kan jeg ikke gå, uden at afsløre noget.
Sofie Munk bærer bogen, synes jeg. Hendes personlighed er
beskrevet helt fantastisk. Humoristisk kan man nok ikke ligefrem kalde hende,
men det sprogbrug hun har, er humoristisk og dagligdags. Hun er så naturlig og
så ligefrem og man (jeg) kan ikke andet end at holde af hende. Mon ikke også de
fleste af os, kan kende hende i os selv? Kæmpe ros til Vincentz for hendes
skrivestil – både i udformningen af karakteren Sofie Munk, men også bare sådan
helt generelt. Jeg er vild med det.
Alt i alt, en virkelig god og spændende bog. Den tager fat i
et spændende emne og den formår at sætte forskellige synsvinkler op imod
hinanden. Jeg blev tvunget til at tage stilling til flere forskellige, men
modsatrettede holdninger, som giver mening på hver deres måde. Det viser hvor
svært det kan være at tage parti – specielt når der er stærke følelser
involveret.
Helle Vincentz vil gerne skrive om kontroversielle emner. Emner
som folk har følelser omkring og holdninger til. Gerne emner som ligger og
vipper på grænsen til tabu. I denne bog, tager hun som sagt fat i depression.
Det har været et vigtigt emne for hende at skrive om. Helle er vokset op med en
far som led af svær depression og som også til tider var indlagt. Hun har også
selv gennemlevet en depression og er heldigvis helt ude af den igen. Bogen er
ikke Helles egen historie, men til tider krævede det en del af hende at skrive
den, fordi det var svært for hende, ikke at hænge fast i hvordan det var for
hende selv, frem for at fokusere på hvordan karaktererne i bogen havde det. Jeg
synes hun er lykkedes virkelig fint med det.
Bogen kører i et jævnt tempo hele vejen og kommer aldrig ud hvor den bliver uhyggelig eller skræmmende.
5 krimiperler til Søster min
5 krimiperler til Søster min
Ingen kommentarer:
Send en kommentar