Efter en lang venteperiode, er Jussi Adler-Olsen igen på
banen, med bog nummer 8 i serien om Afdeling Q. Allerede inden bog 7, som havde
Rose i fokus, vidste vi at denne bog 8, skulle handle om Assad. At vi nu
endelig langt om længe, var nået til afsløringen af dennes dybe hemmeligheder.
Jussi er en fremragende fortæller. Bogen er så velskrevet,
og indeholder en dyb og tragisk historie, om en ung Assad, som bliver udsat for
det værst tænkelige. En historie så rørende og gribende, at jeg var på grådens
rand da jeg nåede slutningen af bogen. Samtidig forstår han at krydre med en
pæn sjat humor, så stemningen løftes fra det alt for dystre til de lysere luftlag.
Bogen starter på en strand i Spanien, hvor en journalist,
kommer helt tæt på en gruppe bådflygtninge der sejler i land. Flere er omkommet
undervejs og den ene af dem er en ældre kvinde. Kvinden er Offer nummer 2117. Journalisten
Joan, (som trods navnet, i øvrigt er en mand), knipser et par billeder, som må
siges at vælte hele rækken af Domino-brikker. Og så er Assads historie i gang.
En ung dansk fyr, ser også billedet og bliver grebet af en blanding af raseri
og hævntørst. Hele bogen er bygget op, så vi følger alle hovedpersonerne på
skift. Det fungerer virkelig fint, med undtagelse af enkelte personer, hvis synsvinkler,
jeg godt mener kunne være udeladt. I stedet for at bidrage til spændingen, så
synes jeg det medvirker til at gøre historien lidt langsommelig. Jeg mistede
koncentrationen og endte med at lynskimme siderne i pågældende kapitler. Den unge hævntørstige
dansker, er egentlig den jeg synes er mest interessant at følge. Jeg ærgrer mig
over at han ikke får mere plads, for det er her, vi får lov at snuse til vanvid
når den er værst. Det er her der for alvor ruller hoveder. Det føles dog lidt forkert at skrive, når der samtidig er ubeskriveligt vanvid og ondskab i Assads historie, men det ene er terror, hvilket altid er dødsens uhyggeligt, og det andet er mysterie, opklaring og gys, på bedste krimimanér. Lidtsvært at forklare - jeg håber I forstår hvad jeg mener.
Assads liv og skæbne, er beskrevet virkelig godt og meget
gribende. Og det er nok en historie vi alle sammen har ventet på. Jeg kan ikke
helt finde ud af, hvad jeg synes om, at den er kommet til at fylde så meget.
Den er jo på sin vis en hel bog i sig selv, hvilket samtidig betyder, at det
ikke er en bog der kan stå alene. Det vil kræve, at man har læst minimum én og
helst flere af de foregående, for at man får det fulde udbytte. På den anden
side, så vil jeg til enhver tid, anbefale at man læser en serie i rækkefølge,
så med dét udgangspunkt er det skide ligegyldigt. Jeg har en lille smule svært
ved at kende Assad i den her bog, men det er nok meningen, vil jeg tro. Under
alle omstændigheder, så er jeg temmelig spændt på hvordan det kommer til at gå
i de næste bøger.
Jeg oplever at der er taget en lille smule fat i noget med
ignorance og forudindtagelse. Den unge mand, kalder på den ene side på
opmærksomhed og nærvær og samtidig er han selv ignorant og selvcentreret.
Politiet har ligeledes svært ved at finde de rigtige spor, fordi de forblændet
af normer. Vi ser verden fra vores egen vinkel og vi har svært ved at se andres
vinkel eller andres behov. Måske det er en slags morale i bogen, eller måske
tillægger jeg den noget der ikke var tanken. Under alle omstændigheder, kommer
jeg til at tænke på ord, der har fulgt mig i efterhånden rigtig mange år. ”There
is no truth – only perception” eller oversat til dansk … ”der findes ingen
sandhed – kun synsvinkler.”
Så altså … en fremragende velskrevet bog, fyldt med
grusomhed, ondskab, kærlighed og hjertegribende sorg og frygtelige skæbner. En
bog som indeholder masser af uhygge, men ikke på dén måde jeg gerne vil have
uhygge. En bog som til tider blev en anelse langsommelig, men som samtidig fik
mig til at smile fordi den er fuld af en tør humor, som ligesom bare sniger sig
ind over det hele. Jussi skriver, så jeg bliver glad i kroppen – selv når det er hjerteskærende trist, er det på samme tid lyst og humoristisk.
4 krimiperler får den, fordi jeg nok trods alt ønsker mig
mindre terror, mere gys.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar