Anmeldelse: Jens Strandbygaard - Arvesynderen

Præst og tidligere frømand, Daniel Vest, er tilbage. I første del af serien, Jihadbruden, reddede han pigen Mathilde ud af Syrien, hvor hun var havnet som jihadbrud. Mathilde og Daniel er tilbage i Århus og Mathilde virker til at være kommet sig over sin traumatiske oplevelse. Hun er glad for Daniel og nyder at besøge ham på gården, langt ude i Hvide Sande.

Daniel har en hemmelig identitet. Han kalder sig Poseidon og har en hjemmeside der hedder www.poseidonhelps.com, hvor folk kan bede ham om hjælp til forskellige problemer de er rodet ud i. Poseidon vælger en enkelt ud, som han gerne vil hjælpe. Denne gang med input fra Mathilde.

Eva, er damen de ender med at hjælpe. Hun har overtaget et vognfirma efter sin afdøde mand, men han har sat hende i en frygtelig situation, som hun ikke kan komme ud af igen. En situation, som involverer, rockere, rumænere og narko. Hvad der virker til at være en forholdsvis simpel mission for en mand af Daniels kaliber, viser sig at blive en hel del mere omfattende og voldsomt end forventet.

Bogen starter stille og roligt ud, med en spænding og god energi, som gjorde at jeg glædede mig til at læse videre. Den er skrevet i et dagligdags sprog, som flyder og gør bogen nutidig. Det kan jeg godt lide. Jeg kan også virkelig godt lide præsten, Daniel. Han er så rolig og nede på jorden og samtidig så vanvittigt cool i sin egenskab af soldat. MEN … for der er altså et men i den her historie. Hvad der starter som en spændende og realistisk historie, ender i et fuldstændig vanvittigt action-inferno. Det går komplet amok og skifter på et splitsekund til at virke urealistisk. Havde det nu været en amerikansk actionfilm, havde den nok været lige i øjet, men vi snakker om en præst fra Hvide Sande, som dræber til højre og venstre uden at blinke og uden nogen former for frygt for at blive anholdt for drab, selvom han bruger sit eget navn i flere situationer. Det bliver simpelthen for rodet og for maskulint for mig. Jeg ved godt, der er folk der stejler helt, når der tales om femikrimi og mandekrimi, hvis sidstnævnte begreb findes. Jeg vil dog vove den påstand, at denne bog, vil henvende sig hovedsageligt til mænd der er vilde med actionfilm som fx ”Die Hard” og ”Mission impossible”. Dermed ikke sagt, at der ikke findes kvinder der er vilde med den slags, ligesom der nok også findes mænd, der gerne vil læse om kvinder og deres udvikling gennem parforhold og familieliv. Og ja, jeg kan egentlig også godt være med på en action packed krimi med en superhelt af en hovedperson. I Arvesynderen, bliver det bare for urealistisk på for mange måder. Både til Århus og til Danmark i det hele taget. Lav den om til en amerikansk actionfilm og den er et pletskud.

Når det er sagt, så vil jeg endnu engang fremhæve, at jeg kan lide hovedpersonen og jeg kan lide den grundlæggende idé om præsten som er tidligere frømand og hjælper fremmede i nød. Jeg vil gerne læse næste del, men håber at der igen er droslet ned til noget lidt mere realistisk og knapt så mange personer at holde styr på.