Anmeldelse: Ninni Schulman - Kun dig

Jeg indrømmer, at jeg har kendt til Ninni Schulman længe og har flere af hendes bøger i min reol. Alligevel har jeg ikke læst noget af hende før nu. Jeg har læst mig frem til, at Schulman prøver kræfter med en lidt anden genre end krimi. ”Kun dig”, har fået betegnelsen spændingsroman. Den ligger efter min mening, også og læner sig en smule op ad domestic noir, uden dog rigtigt at være det. Psykologisk drama er nok det der kommer nærmest, synes jeg.

Pål har været igennem en hård periode i sit liv. Han har trukket stikket fra det kreative erhvervsliv og arbejder nu som billetkontrollør i metroen i Stockholm. Iris er designer og ulykkeligt forelsket. Hun er for nyligt blevet droppet af en gift mand, som hun har haft et lidenskabeligt forhold til. Hun deler kontor med et par venner og render jævnligt til frokoster, caféhygge og glamourøse arrangementer. Hun nyder kort sagt livet, men savner kærligheden. Ham møder hun i form af Pål og hendes liv vendes pludselig op og ned. Pål er en drøm. Han er flot, kærlig, sjov og kort sagt alt det Iris har drømt om. Han ved præcis hvad hun kan lide og det gælder også i sengen, hvor Iris når højder hun aldrig før har nået. Men Pål er ikke social. Han nyder deres tosomhed og vil helst bare den hjemlige hygge. Iris svæver på en lyserød lykkesky, så hun ønsker i bund og grund det samme som Pål.

Iris har en mørk baggrund, som hun ønsker at holde for sig selv. Hun er vokset op med en skizofren far, som gjorde grusomme ting mod både familien og fremmede, når han ikke tog sin medicin. Da Iris selv begynder at få symptomer på skizofreni, trækker hun sig ind i sig selv, tættere på Pål, men endnu længere væk fra veninder og det sociale liv.

Historien begynder på et hospital hvor Pål er indlagt og netop har fået amputeret det ene ben.

Når Pål fortæller, er det i jeg-form og når vi hører om Iris og hendes oplevelser af tingene, er det skrevet i 3. person. Jeg synes det er en ret cool indgangsvinkel, fordi det medvirker til at gøre hele handlingsforløbet endnu mere spændende. Når Pål selv fortæller, kan han udelade ting i sin historie – vi kan med andre ord ikke nødvendigvis stole på ham. Når det er 3. person der fortæller historien for Iris, ved vedkommende ikke alt og vi kan derfor heller ikke føle os sikre på, at vi får hele sandheden fra dén vinkel. Jeg blev derfor fuldstændig grebet af bogen og læste og læste og lææææææste, fordi jeg simpelthen var nødt til at finde ud af, om det var hende der var bindegal eller ham der var psykopatisk og besidderisk. Vi har en stærk fornemmelse helt fra starten, om at Iris er skyld i amputationen af Påls ben. Men handlede hun i selvforsvar eller handlede hun i vanvid og hvad skete der undervejs?

Det underlige ved den her bog er, at der egentlig ikke er noget nyt i den. Der er heller ikke noget specielt uforudsigeligt og på en eller anden måde, er det sådan en bog, som man enten har læst nærmest identisk før eller set som film. Alligevel er den skrevet på en måde, som gjorde mig helt tabt for omverdenen og som havde et spændingsniveau som bare hagede sig fast i mig. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan det hang sammen. Havde jeg ret i mine formodninger eller ville historien tage en uventet drejning. Hvilken vej det gik, vil jeg ikke afsløre for jer, men jeg kan sige så meget som, at slutningen efterlod mig med et ønske om, at høre mere.

Men der er en morale i bogen, eller i hvert fald en intention om, at sætte tanker i gang hos os SoMe-brugere. For hvornår er man asocial og hvornår er man normal? Er det asocialt, når man ikke ønsker at være en del af Facebook og Instagram, fordi man i stedet ønsker det nærvær som virkeligheden giver med de mennesker man elsker og holder af? Eller er det normalt, at man ønsker at have kontakt med alle mulige mennesker fra fortid og nutid, ønsker at følge med i deres liv og udvikling. Er det normalt at man selv ønsker at dele oplevelser og livsbegivenheder med venner og bekendte på de sociale medier, eller er det mest bare asocialt at sidde med sin telefon og fx tage billeder af den mad man spiser eller de oplevelser man er en del af, sammen med andre. Hvor går grænsen for hvad der er normalt og hvad der er asocialt? Det fik i hvert fald mig til at spekulere.

Så … alt i alt ikke så meget nyt under solen med denne bog og samtidig en bog, som isolerede mig fuldstændig for hvad der skete omkring mig. Den var på ingen måder skræmmende, men jeg mistede til tider næsten pusten i spænding.

4 ud af 6 krimiperler får den med sig. Fra mig til kun dig.