Anmeldelse: Mads Peder Nordbo - Kvinden med dødsmasken

Kvinden med dødsmasken, er 3. og sidste del af en trilogi, hvor af de første to er Pigen uden hud og Kold angst. Det ser dog ud til, at denne alligevel ikke bliver sidste del, da forlaget allerede har solgt bog nr. 4 til det store udland. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at du læser de to første inden du kaster dig over denne. Ellers går du simpelthen glip af alt den vigtige baggrundsviden!

Der er ingen tvivl om, at Mads Peder Nordbo, virkelig ved hvad han har med at gøre og har fingeren på pulsen i forhold til det grønlandske samfund. Jeg hørte i radioavisen i går, at Donald Trump har sat sig det mål, at få Grønland gjort amerikansk. Det gør Kvinden med dødsmasken til en højaktuel bog.

Der er en del politisk spil i både denne 3. bog og i de to foregående. Ikke så det fylder og bliver tørt, men dog på en måde, som gør, at man skal holde tungen lige i munden for at finde hoved og hale i det hele. For mit vedkommende, gør det samme sig faktisk gældende omkring selve handlingen i Kvinden med dødsmasken.

Vores hovedperson Matthew Cave, er så småt ved at komme sig over et drab han har begået tidligere i fortællingen. Et drab, som blev begået i selvforsvar og for at redde en anden. Et drab på en morder. Alligevel har det forandret ham grundlæggende. Samtidig spirer en forelskelse til den ødelagte grønlandske pige, Tupaarnaq. Pigen er forsvundet og selvom Matthew er sikker på hendes uskyld, så er hun jaget af politiet for en række mord begået af en kvinde. Inden længe, findes der DNA-spor, som tyder på at morderen er en anden kvinde. En kvinde som har været død og begravet i mere end to måneder.

Det grønlandske folk tror på ånder og er generelt temmelig overtroiske. I Grønland findes der noget som hedder en Qivittoq. Det er sindssyge mennesker, som bliver udstødt af samfundet og som herefter vandrer ud på isen eller op i fjeldene for at søge ensomheden. Herude i den iskolde intethed, bliver de endnu mere vanvittige og kommer tilbage efter hævn. Med dette i tankerne, er det ikke svært at forestille sig den angst der begynder at sprede sig i det lille samfund, da de hører om den døde kvinde. Da ordet Qivittoq også bliver nævnt af mordersken ved et af drabene, bryder panikken ud.

Mads Peder Nordbo, forstår virkelig at skabe stemning i sine bøger. Jeg følte kulden, jeg mærkede mørket og jeg fornemmede tydeligt både ensomhed og angst. Jeg synes det er super interessant at høre om den barske, skræmmende, men smukke grønlandske natur. Hvor nemt det er at miste livet deroppe, hvis man træder bare et lille skridt forkert og fx havner i det iskolde hav. Omgivelserne er beskrevet så præcist, at det føles som at læse en film. Desværre blev det mere brudstykker end en hel film for mig i denne bog. Jeg synes desværre, at det er lidt en rodet fortælling. Jeg synes det blev svært at hitte rede i tid, sted og personer. Dét mørke og den ensomhed der burde have påvirket mine følelser, fik mig i stedet til at kede mig i længden. Der er både spænding, uhyggelige passager og sågar en snert af action, men for mig blev det desværre lidt ved netop dét – passager. Jeg havde svært ved at fastholde min opmærksomhed på bogen og det tog mig lang tid at komme igennem den. Når hovedpersonen bare ud af det blå gætter hvor morderen er gået hen og derefter opsøger vedkommende helt alene, så bliver det også en smule for urealistisk for mig.

Men … slutningen sammenholdt med en viden om, at der er en bog nr. 4 i støbeskeen, gør at jeg glæder mig til at læse om, hvad der mere kommer til at ske med Matthew Cave. Han er beskrevet yderst levende og nærværende, så jeg næsten føler at jeg kender ham en lille smule. Denne gang, kan det dog kun blive til 3 krimiperler fra mig.