Efter 5 års pause med Louise Rick, er Sara Blædel tilbage
med bog nr. 10 i serien.
I ”Pigen under træet” rejser vi glimtvis tilbage i tiden,
til Bornholm 1995. På lejrtur med 7.C. på Osted Skole. Måske også med minder
fra vores egen lejrtur til Bornholm i folkeskoletiden?
En venindegruppe på 4 piger, stikker af om aftenen for at
mødes med øens drenge. Èn af pigerne forsvinder og bliver aldrig fundet.
20 år senere, bliver liget af den unge kvinde fundet i en
grotte på Bornholm. Samtidig bliver Louise kaldt hjem fra en ferie i Østen –
hendes bror, Mikkel, er indlagt og hendes svigerinde er forsvundet. Det viser
sig snart, at svigerinden gik i klasse med Susan, den pige som forsvandt på
Bornholm i 1995. Hvorfor forsvinder hun netop nu, hvor Susans lig er blevet
fundet? Louise er alt for berørt af brorens indlæggelse og samtidig har hun
orlov fra sit job hos Københavns politi. Louises veninde, Camilla Lind, er
kriminalreporter på Morgenavisen. Hun øjner en chance for en god historie og
går i gang med at grave.
Jeg ved der er mange der har savnet Louise Rick. Jeg er nødt
til at indrømme, at jeg ikke er en af dem. Jeg var vild med det nye koncept
omkring bedemandsserien, og jeg håbede til det sidste, at Sara Blædel, ville
kaste sig over noget helt nyt igen. Jeg synes Louise Rick og Camilla Lind har
været ude for nok og jeg synes personligt ikke, at der er sådan super meget
spænding over dem længere. Jeg synes bedemandsserien var et forfriskende afbræk
og jeg havde virkelig meget lyst til at opleve, hvad Sara Blædel mere kunne
finde på.
Men … når dét så er skudt ud i plenum, så står jeg gerne
ved, at jeg faktisk var opslugt af ”Pigen under træet” fra start til slut.
Specielt de afsnit der omhandler grotten, gik rent ind. Det var både
uhyggeligt, klamt og hjerteskærende på én gang. Dog synes jeg der er flere ting
der stadig undrer mig – en form for løse ender som jeg gerne ville have svar
på. Desuden synes jeg, at bogen mangler noget, som normalt er omdrejningspunktet
for en krimi, men det ved vi først når sidste side er vendt 😊
Selvom det var interessant at Louise pludselig er pårørende
i stedet for betjent, og selvom det var sjovt at få den viden med, som politiet
har, men som de pårørende ikke kender til, så synes jeg altså at der gik for
meget føleri og familie- og venindeforhold i bogen. For mig var der dele der
nemt kunne have været skruet ned for og andre dele der med fordel kunne være
skrevet mere om.
Men som sagt, så var jeg godt underholdt og selve krimidelen
var medrivende. Måske især fordi jeg selv var ung i 1995 og sagtens kan huske
de ting der beskrives. Har du været på lejrskole med din folkeskoleklasse, vil
der med garanti også være dele du genkender. Også selvom du ikke var en af dem,
som sneg dig ud om natten 😊
Jeg glæder mig 😊 og jeg var en af dem, som sneg sig ud om natten ☺️
SvarSlet