Anmeldelse: Riley Sager - Lock every door

For et stykke tid siden, købte jeg en stak engelske bøger, som endnu ikke er udgivet på dansk, men som jeg rigtig gerne ville læse. Først nu har jeg fundet tid til at læse dem. Én af dem var ”Lock every door” af Riley Sager. Jeg ved at forlaget Turbine har udgivet mindst én af hans bøger, nemlig ”Final girls”. Den har jeg aldrig fået læst, men det skal jeg helt sikkert efter at have læst denne.

På en eller anden måde, så lugter den lidt af domestic noir og så alligevel slet ikke.

Jules er forældreløs og hendes søster forsvandt sporløst da Jules var 15 år. Hun er derfor helt alene i verden, med undtagelse af sin gode veninde, Chloe. Jules bliver fyret fra sit job samme dag som hun slår op med sin kæreste og dermed mister sit hjem. Hun finder en annonce hvor man bliver tilbudt penge for at bo i en lejlighed i 3 måneder som apartmentsitter. En del penge faktisk. Lejligheden ligger tilmed i en af New Yorks mest ikoniske og fashionable bygninger – The Bartholomew. Udsigten fra lejligheden er ud over Central Park. Det er næsten for godt til at være sandt, men Jules er alt for betaget af stedet til at sige nej og desuden har hun ikke andre muligheder. Der bor mange berømtheder i Bartholomew og derfor er der også en lang række ekstremt strikse regler som skal overholdes. Lidt for sent, går det op for Jules at alt ikke er fryd og gammen i hendes nye bolig.

Jeg har læst en del omtaler af Lock every door på Instagram. Langt de fleste roser den til skyerne, så derfor blev jeg nysgerrig. Samtidig var jeg opmærksom på, at det let giver skuffelser når en bog er så hypet som denne er. Men omtalerne holdt ord og jeg indrømmer blankt at jeg var fuldstændig opslugt hele vejen fra start til slut. Jeg står også gerne ved, at den måske ikke er 100% realistisk, men det gør ikke noget. Den er spændende hele vejen - til tider ligefrem både hæsblæsende og uhyggelig samt fyldt med overraskelser, selvom den nok hovedsageligt er, hvad man kan kalde en slow pace-bog. Bedst af alt, synes jeg plottet er virkelig godt tænkt og her er det nok faktisk ikke helt urealistisk, selvom jeg virkelig håber det er tilfældet. Jeg kunne ikke gennemskue det, før det blev serveret for mig.

Bogen er fortalt i jeg-form af Jules. Den er delt op i to, så vi skiftevis følger Jules nu og samtidig tæller vi ned fra 6 dage før indtil de to dele bliver til én. På den måde kommer vi rigtig godt ind i hovedet på Jules og får en fin fornemmelse af hvem hun er. Samtidig er det med til at øge spændingen, fordi det er umuligt at forestille sig, hvad der kan nå at være sket på de forholdsvis få dage vi er med inden.  

En virkelig fed bog, som jeg meget gerne vil anbefale. Umiddelbart tror jeg, at man er nødt til at læse den på engelsk, men hvem ved, måske den er på vej på dansk?

Anmeldelse: M. W. Craven - The puppet show

Jeg er på evig jagt efter krimier med intelligente plots og med overraskelser undervejs jeg ikke havde set komme. Krimier der er så uhyggelige at jeg holder vejret i spænding imens jeg læser, som ryster mig og giver mig kuldegysninger. Krimier hvor det sproglige element også imponerer mig undervejs og gerne med en smule tør humor. Hvis vi lige ser bort fra Harry Hole, så er jeg ikke sådan super meget til de der fordrukne typer med psykiske problemer. Jeg er mere til de rå typer som forholder sig cool i de fleste situationer og så synes jeg det er lidt fedt, hvis en af personerne har en lidt særlig evne, som IKKE er overnaturlig eller urealistisk.

Den slags bøger er der langt imellem, men helt tilfældigt faldt jeg over”The puppet show” af M. W. Craven. Jeg siger jer … den har alt det ovenfor nævnte! Dens to hovedpersoner Washington Poe og Tilly Bradshaw, er to virkelig stærke hovedpersoner. Den fandenivoldske Poe, som ingen midler skyr, men som alligevel kan bringes i knæ, når hans egen fortids skeletter bringes frem i lyset og trykkes på, lige dér hvor det gør allermest ondt. Tilly som er socialt handicappet og har levet med mobning og underkuelse hele sit liv, men som alligevel fortsætter ufortrødent med det computerprogrammeringsarbejde hun er så vanvittig dygtig til. Da hun kommer under vingerne hos Poe, løfter hendes potentiale sig endnu højere. Et makkerpar som jeg virkelig har savnet efter bogen var læst til ende. Jeg glæder mig simpelthen så meget, til at læse næste bog i serien, som hedder ”Black Summer”.

En seriemorder hærger Cumbria. Han brænder sine ofre levende og placerer dem rundt omkring i områdets mange stone cirkles (jeg ved ikke hvad det hedder på dansk). Da de finder en tekst skåret ind i brystet på det ene offer, er der ingen tvivl om, at morderen vil have Poes opmærksomhed. Men er Poe næste offer eller ønsker morderen at provokere? Pile peger i retning af et nu lukket børnehjem, men andre pile peger i andre retninger. Holdet er mere eller mindre på bar bund. Hvis jeg nu afslører, at titlen henviser til et dukketeater, hvor nogen trækker i de snore, som får dukkerne til at bevæge sig – får dem til at gøre hvad dukkeføreren ønsker de skal gøre - så har I måske lidt en idé om hvad der er i vente med denne brillante bog. Og så bliver den ved med at overraske lige til det sidste!

Jeg har læst ”The puppet show” på engelsk, da den endnu ikke er oversat til dansk. Der er dog gode nyheder, for jeg ved at Forlaget Jentas har købt rettighederne så bogen udkommer på dansk engang i løbet af næste år. Efter min mening passer M. W. Craven (Mike Craven) perfekt ind netop dér i selskab med Chris Carter og Paul Cleave! Her er virkelig noget at glæde sig til. 

Bare læn dig tilbage - siderne vender sig selv!

6 kæmpestore krimiperler

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Dåseskjul

Pyw altså, hvor har jeg glædet mig til at læse denne bog. Forrige bog i serien, ”Kongens efterfølger”, sluttede med en cliffhanger så vild, at jeg flere gange har overvejet at købe den på engelsk fordi jeg simpelthen nærmest ikke kunne vente på fortsættelsen.

Lad mig bare starte med at sige, at det ikke blev kedeligt på noget tidspunkt. Helen Grace er havnet i fængsel anklaget for at være brutal seriemorder. Vi der har læst de forrige bøger, ved godt, at det ikke er sandt, men så skal jeg nok lade være med at afsløre mere. Helen Grace er en sej dame. Hun lader sig ikke slå ud og hun bevarer håbet om en frifindelse når hendes sag en dag kommer for retten. Netop håb, er det der holder hende fra at blive vanvittig som flere af hendes medfanger. Har du set Netflix-serien ”Orange is the new black”? Hvis ja, så har du nogenlunde den stemning der hersker blandt fangerne i dette kvindefængsel. Voldeligt og brutalt og med et hierarki der ikke er til at tage fejl af. Det er beskrevet, så man næsten kan se det hele for sig.

Imens Helen er indsat, sker en række bestialske mord på hendes afdeling. Kvinder der bliver myrdet om natten i aflåste celler. Det varer ikke længe før reporteren Emilia Garanita ser sit snit til at vinkle sine nyhedsindslag, så det ser ud som om den morderiske pil peger på Helen Grace. Det ser sort udfor Helen, som har ikke så få fjender i et fængsel fyldt med kvinder hun selv har fået spærret inde.

Jeg er vild med Matthew Arlidge. Hans bøger er altid dejligt brutale og detaljerede. Det gælder også Dåseskjul, selvom den egentlig er en del anderledes end sine forgængere. Den er ikke uhyggelig, men den har et højintenst tempo. Hovedpersonen Helen Grace er helt sin egen. Hun er kølig og cool, hvilket jeg sætter større pris på end de der halvfordrunke typer der drukner i dårlig psyke. Giv mig de seje der rejser sig fra asken og gerne med særlige evner af en eller anden art, som ikke er for overnaturlig - så klapper jeg i mine Anna og Lotte-hænder.

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Iskold

Iskold hedder den nyeste bog fra amerikanske Tess Gerritsen. En sød og rar kvinde, som jeg i øvrigt havde fornøjelsen af at spise morgenmad med på Krimimessen for et par år siden. En kvinde som skriver dystre og uhyggelige krimier og hvor titlen til denne bog passer perfekt til handlingen.

Iskold … det var den gennemgående fornemmelse jeg havde i kroppen imens jeg læste bogen. Ikke alene foregår den midt i en iskold snestorm, den gennemstrømmes også af en iskold uhygge hvor man hele tiden har fornemmelsen af, at det onde lurer lige om hjørnet. Hvor man ikke ved hvem der er til at stole på. At det samtidig er gået hen og blevet p…. koldt udenfor, satte lige den berømte prik over i’et.

Maura Isles tager på lægekonference i Wyoming. Hun er ked af det helt ind i knoglerne og da en tidligere medstuderende tilbyder hende lidt sjov i form af en hyttetur med skiløb, springer hun til. Det bliver en skæbnesvanger tur og selskabet bestående af 5 personer, strander i et mystisk og forladt landsby i bjergene, uden strøm eller mobilforbindelse.

Lige siden jeg læste Kirurgen, som er første bog i Rizzoli & Isles-serien har jeg været fan. Tess Gerritsen skriver medrivende, billedligt og så mestrer hun en krybende uhygge til perfektion. Også denne gang var jeg fuldstændig opslugt fra start til slut og min kvalmerefleks rørte på sig op til flere gange, når Gerritsen, som oprindeligt er uddannet læge, beskriver blodige detaljer så de står skarpt i den indre biograf.

Selvom det er en bog der mere eller mindre foregår samme sted, så sker der virkelig mange ting undervejs, så bogen bliver aldrig langsommelig. Plottet er virkelig godt og der kommer også et par overraskelser undervejs. Jeg ville ønske jeg havde næste bog ved hånden allerede. Tess Gerritsens bøger er den slags bøger, der er svære at vente på.