Det her er en bog som jeg har ventet på i spænding.
Spændingen er endelig blevet udløst og jeg har lyst til at råbe ud til alle, at
det her bare er en helt suveræn bog. Den har ligesom bare lidt af det hele –
lidt af alt det jeg sætter pris på ved en god krimi.
I Pitbull er både Schäfer og Heloise Kaldan tilbage. På
opfordring af Schäfers kone, Connie, er Heloise blevet tilmeldt en vågetjeneste
hvor frivillige sidder hos døende mennesker. Heloise våger over Jan Fischof,
som er syg af kræft. Jan betror Heloise, at der er ting i hans fortid, som
stadig plager ham. Da hun er sikker på, at han ikke kan overgive sig til døden
før han har styr på hvad der gør ham ked af det og bange, sætter hun sig for at
drage mod Sønderjylland for at hjælpe Fischof med at få fred i sjælen på vej
ind i døden.
Hvad der bare skulle have været en lille smuttur med et par
samtaler hist og pist, viser sig at være en langt større sag end først antaget.
Der er heller ikke meget samarbejdsvilje rundt omkring i det lille
lokalsamfund, når der kommer en københavnerjournalist der tror hun skal ”spille
smart”. Modviljen er stor og Heloise bringer sig selv i fare mere end én gang,
da hun opsnuser en sag om et par forsvundne piger og begynder at rode i
sammenhænge.
Kender du dét at du har læst en bog, som gør et eller andet
ved dig? Noget som det kan være svært at sætte en finger på, men som gør at du
har lyst til at fortælle om bogen til alle der gider lytte. At du har behov for
at tale om bogen med andre der også har læst den, så I kan snakke om hvad
hinanden mener om den – hvordan I hver især tænker og tolker. Sådan en bog er
Pitbull for mig. Den er så gennemført og dyb. Den har blodige detaljerede
beskrivelser, den har spænding, den har en fin kærlighedshistorie, som kun får
lov at fylde lige tilpas. Den har et fedt plottwist, som fik nakkehårene til at
rejse sig på mig da afsløringen kom – og det på trods af, at jeg allerede havde
regnet ud hvordan det hang sammen. Den har et dagligdags billedsprog, som gør, at
især Heloise, står knivskarpt i den indre biograf.
Vigtigst af alt, så har den dét som Anne Mette Hancock
mestrer til fingerspidserne, nemlig et psykologisk spil, som sætter
hovedpersonen og dermed også os læsere, på prøve omkring vores egen etik og
moral. Hvad er det lige vi skal føle og mene. Det er så fedt, synes jeg. Da
sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en krop fyldt helt op af blandende
følelser og stadig fuld af spørgsmål.
Hold nu fast, hvor er det godt det her!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar