Forside

tirsdag den 21. april 2020

Kend din krimiforfatter: Julie Hastrup


1. Hvor er du født og vokset op? 
Jeg er født i Ringkøbing, men opvokset i København, hvor jeg blandt andet boede på Købmagergade fra jeg var 6-10 år og i Kartoffelrækkerne ved søerne fra jeg var 10 til jeg flyttede hjemmefra.

2. Må vi se et billede af dig som barn (eller ung? - hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar) 

3. Hvordan var dine familieforhold (forældre - hvad arbejder/arbejdede de som, ældre/yngre søskende - hvor mange? 
Jeg er opvokset med mine forældre og min lillesøster Cecilie. Min far har altid haft travlt, han er (stadig) Direktør i Ældresagen. Min mor arbejdede som pædagog, men havde oprindeligt gået på Journalisthøjskolen i Århus, som jeg senere kom på. Min mormor spillede også en stor og vigtig rolle i mit liv, og jeg tilbragte meget tid med hende, både som barn, ung og som voksen.

4. Hvor har du gået i skole?
Jeg gik på Bordings Friskole, hvor også forfatteren Peter Høgh gik og skrev en bog om, De måske egnede, om sin forfærdelige skoletid fordi skolen var meget gammeldags og det var den også. Kæft, trit og retning. Efter 8. klasse havde jeg brug for luftforandring og gik i 9. klasse på Gunnar Jørgensen Skole i Hellerup. Derefter var jeg Rotary-udvekslingsstudent i New York, hvor jeg tog en High-School eksamen og så gik jeg 3 vidunderlige år på Christianshavns Gymnasium. Samfundssproglig linje. Masser af tant og fjas. Jeg startede på Danmarks Journalist Højskole i 1990.

5. Hvad var dit yndlingsfag og hvorfor?
Mit yndlingsfag var 100 % dansk – særligt fristil som jeg ELSKEDE at skrive og fik masser af ros for. Jeg har også altid elsket engelsk, men har også lige fundet ud af at jeg er knap 50 % brite. (DNA-test), så måske er der en sammenhæng :-D

6. Hvad var det værste fag og hvorfor?
Matematik har altid kedet mig, men jeg er god til at regne, sjovt nok. Og tysk …

7. Hvis dine venner fra dengang skulle beskrive dig, hvad ville de sige?
De ville sige at jeg var livsglad, sjov og kærlig, tror jeg.

8. Hvordan var din ungdom? Hvis du skulle give dit 18-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være?
Jeg husker min ungdom som overvejende dejlig, særligt min gymnasietid på Christianhavns Gymnasium var fantastisk, og flere af mine bedste venner stammer derfra. Efter min studentereksamen arbejdede jeg et halvt års tid, inden jeg og min veninde Nynne flyttede et år til Paris, hvor jeg arbejdede som tjener og dørmand.

9. Er du i et parforhold (fx gift og med hvem) eller single? 
Jeg er på 20. år sammen med Morten som arbejder som fotograf/filmklipper og som er far til mine to børn.

10. Har du børn? (Hvor mange, hvor gamle, hvilket køn)
Jeg er den heldige og lykkelige mor til to dejlige børn – William på 18 år og Emma på 16 år.

11. Fortrækker du kaffe, te eller noget helt tredje?
Jeg foretrækker både kaffe og te. Kaffe om morgenen og formiddagen, te om eftermiddagen/aftenen. Og masser af postevand, hver dag. Og i de perioder jeg har meget travlt med at skrive så er det en stor nydelse af drikke en flaske Pellegrini (let brusende danskvand) om eftermiddagen.

12. Hvad er dine livretter?
Jeg elsker fisk. Har gjort det siden jeg var helt lille og kunne sagtens blive Pescetar det meste af tiden med nogle få undtagelser feks juleaften. Frisk fisk med masser af grøntsager, uhm. Og godt brød med sprød skorpe. Og frisk frugt. Og avocadoer. Dernæst holder jeg af cremet is lavet af gode råvarer, men det må ikke blive for sødt – Stracciatella, mynte med chokladestykker, lakrids og citron er favoritterne.

13. Hvilken musik er din favorit (sang, stil, gruppe, solist ... hvad der lige falder dig ind) Bruger du musik i dine bøger?
Jeg elsker musik, har en bred smag og holder både af Adele, Guns Roses, Prince, Billie Holliday, Beatles osv og ja, jeg bruger indimellem musik eller numre i bøgerne, bla i Blodig genvej, hvor en af bikarakterne lytter til Sweet Child of mine (GunsRoses ).

14. Hvad er du passioneret omkring udover dit forfatterskab?
Min familie og mine venner. Og mine dyr. Har 3 styk i husstanden, to katte og en hund. For litteratur. Og kunst og kultur, jeg går ofte i teatret.

15. Hvad arbejdede du med, før du blev forfatter?
Jeg er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus og har arbejde i mange år på Tv2/Lorry og på Danmarks Radio inden jeg i 2006 tog mod til mig og sagde mit gode faste DR-job op for at prøve at give forfatterdrømmen et skud. Det var en svær beslutning, for jeg fik hele tiden at vide at INGEN kunne leve af at være forfatter, men jeg gjorde det og jeg har ikke fortrudt det et eneste sekund. Jeg var glad som journalist, men jeg er lykkelig som forfatter.

16. Hvad fik dig i gang med at skrive?
Jeg har altid holdt af at skrive og fik hele tiden at vide at jeg var meget dygtig til det, og det var en fin måde at få afløb for alle mine tanker og mine meget livlige fantasi. Sådan er det stadig.

17. Hvordan var oplevelsen i forbindelse med din første udgivelse? Hvad følte du? Hvordan fejrede du?
Da jeg debuterede som forfatter gik min barnedrøm i opfyldelse, og derfor var en stor dag som jeg virkelig nød, fra middagen med forlaget og festen herhjemme i lejligheden. ”En torn i øjet” udkom i slutningen af maj, og jeg husker stadig et par uger efter udgivelsen, hvor jeg spadserer i Pisserenden i høj sol og med den vildeste lykkefølelse i maven, fordi bogen strøg direkte ind på bestsellerlisterne og lå der i månedsvis. Det var stort.

18. En ting som alle andre synes at kunne lide, undtagen dig? (musik, mad, bøger eller hvilket som helst andet)
Gin-tonic. Jeg bryder mig simpelthen ikke om smagen. Men det gør alle andre åbenbart.

19. En ting som alle andre synes IKKE at kunne lide, men du kan?
Børn og dyr i sengen. Det synes jeg tit at folk bedyrer de ikke bryder sig om, selv elsker jeg det.


20. Hvornår har livet gjort dig mest ked af det?
Jeg har, som alle andre, oplevet små og store mavepustere. Blandt andet da jeg fik konstateret modermærkekræft for et par år siden, eller da min elskede mormor døde efter et langt og grufuldt demensforløb i 2005. Jeg blev også meget ulykkelig da min søn for et par år siden helt umotiveret blev overfaldet. Den oplevelse og de følelser der fulgte bruger jeg i min kommende krimi – Vildskud.

21. Hvornår har livet gjort dig mest glad?
Mine børn er ubetinget dem, som har givet mig mest glæde og selvfølgelig min nærmeste familie og gode venner. Men mit forfatterskab har virkelig også gjort mig så ubeskriveligt glad. Den lykke at have båret på en drøm helt fra barnsben af – og så opleve at den går i opfyldelse. Det er stort.

22. Læser du selv bøger? Hvis ja, hvilken genre og har du en yndlingsbog- og/eller forfatter?
Jeg læser hver dag og har gjort det siden jeg lærte at læse. Jeg kan slet ikke undvære gode historier og er altid i gang. Jeg læser mange krimier, men også masser af anden skønlitteratur og holder også meget af noveller. Det er umuligt at vælge en favorit, men jeg kan virkelig godt lide Anders de la Motte og Camilla Grebes krimier. Og så er jeg vild med franske Delphine de Vigans forfatterskab.

23. Er der noget i dit forfatterskab du ønsker at prøve kræfter med, men endnu ikke har gjort eller turdet?
Jeg har adskillige ideer i ærmet som jeg glæder mig til at kaste mig over, blandt andet flere enkeltstående thrillere. Også til en større roman og til en mere selvbiografisk bog. Mere afslører jeg ikke lige nu :-D

24. Hvad er din dårligste vane?
Jeg har flere, men en af dem er at jeg faktisk roder en del, særligt med papirer, selvom jeg i hjertet er ordensmenneske og derfor bliver jeg jævnligt irriteret på mig selv.

25. Hvad synes du selv, at du er helt vildt god til?
Jeg bestræber mig mest af alt på at være et godt menneske, en god mor, ægtefælle, datter, søster, ven … Og at være til stede i nuet når jeg er sammen med folk. Ikke flakse rundt med mobilen og tænke på en masse andre ting. Og så er jeg god til at finde på historier og skrive dem.

26. Hvad gør du, når du skal slappe af og forkæle dig selv?
Jeg læser, går lange ture, mediterer og er vild med at få massage.

27. Hvilken af dine egne bøger er du mest tilfreds med/stolt af? Hvorfor?
At skulle vælge hvilken af mine bøger jeg er gladest for føles som at skulle vælge hvilket af sine børn man foretrækker, så det kan jeg af gode grunde ikke. Jeg er glad for dem alle 8 og synes at de hver især fortæller en fantastisk spændende historie.

28. Hvad er det bedste ved at skrive krimier og hvad er vigtigt for dig i dine bøger?
At skrive i en genre, man selv elsker så meget, føles naturligt. At kunne se dramaet, psykologien bag drabet og beskrive så mange interessante mennesker. Jeg holder meget af det.
Det er vigtigt for mig at skrive velturnerede krimier, hvor plottet holder og sproget danser, og hvor karaktererne virkelig lever og man forstår dem, også deres mørke sider. Jeg gør mig stor umage med alle mine karakterer, også bi-karakterne, at gøre dem så sprællevende at de kommer ind under huden på læseren, og kan jeg snyde den begavede og belæste krimilæser med hvem morderen eller morderne er er det skønt. I mine krimier lærer du alle at kende, også dem jeg slår ihjel, og det er vigtigt at vi er med ofrene, kender dem for at kunne føle med dem og ønske sagen opklaret.
Det værste jeg ved er krimier hvor ofrene bare er navne, hvor vi ikke har lært dem at kende – det bliver så uvedkommende og man længes som læser ikke efter at opklare sagen.

29. Nævn en fun fact eller flere om dig selv. 
Jeg er distræt og binder ofte mit hår op med ting der ligger foran mig. Sidst var det en neon-pink barnevante, hvis fingre stak op over min knold på hele turen gennem byen. Synes også at folk stirrede så overbærende på mig …

30. Hvordan holder du styr på de idéer du får til dine bøger, når du ikke sidder ved din computer og er i gang med at skrive?
Jeg har en notesbog liggende på natbordet. I starten af mit forfatterskab troede jeg at jeg ville kunne huske alle de geniale ideer som poppede op i mit hoved på grænsen til søvn, men det kunne jeg ikke. Så derfor skriver jeg dem altid ned, nogle gange så sjusket dog, at jeg ikke kan læse hvad jeg skrev næste morgen.

31. Hvis dine nærmeste skulle beskrive dig idag, hvad ville de sige?
Åben. Livsglad med sans for det dystre. Meget humor. Og kærlig. Fredselskende, måske også.

32. Hvad overrasker folk mest, når de lærer dig bedre at kende?
Jeg er en stor drømmer. Og jeg har en fuldstændig vild appetit – på mad og gode øjeblikke.

33. Hvor arbejder du bedst og mest fokuseret når du skriver? 
Jeg synes at jeg arbejder bedst om morgenen/formiddagen, noget som er blevet tydeligere med alderen. Som barn og ung var jeg en natteravn som producerede gode tekster om aftenen og indimellem om natten.

34. Må vi se dit skrivebord/arbejdsbord? (Hvis ja, vedhæft gerne et billede sammen med dine svar) 

35. Er der en sport du går op i og evt et hold eller flere, som du holder med?
Jeg går overhovedet ikke op i sport og ser det aldrig, på nær en enkelt landskamp eller to med min søn som er meget fodboldglad. Jeg er derimod meget kulturglad og går ofte i teatret for at se ballet, musical, teaterstykker og indimellem også en opera. Elsker det.

36. Hvad ville du aldrig skrive om i dine krimier?
Nu kommer journalisten op i mig. Der findes ikke noget som man ikke kan skrive om, hvor smerteligt eller grufuldt det end er. Man skriver om livet!

37. Hvor vil du helst holde ferie?
Jeg elsker at rejse, særligt i Europa, og holder af mange lande, men Italien og Frankrig er mine favoritter.

38. Hvis du kunne møde en person fra dine bøger, hvem skulle det være og hvad ville du sige til vedkommende?
Uden tvivl Rebekka Holm. Men jeg ville også gerne ture den med Reza og gå på date med Niclas.

39. Hvad arbejder du på lige nu? Kan du løfte sløret for en lille teaser?
Jeg har netop sendt min kommende Rebekka Holm-krimi – Vildskud – i trykken og vil nu arbejde videre med en idé til en stand-alone som jeg længe har haft i tankerne. Hvorvidt det bliver den eller en Rebekka Holm-krimi som udkommer næste år, vil tiden vise.

40. Det sidste spørgsmål er dit. Er der noget du ønsker at sige, fortælle om dig selv eller andet. Her må du skrive lige præcis hvad der falder dig ind.
Jeg er meget meget sensitiv overfor stemninger blandt mennesker, jeg observerer og mærker lynhurtigt at sådan er spillet mellem dem her … alle de små subtile udvekslinger af følelser mellem mennesker. Jeg har det på samme måde med steder, bygninger,  gader etc … Jeg mærker med det samme hvorvidt der er rart eller ikke rart … en gade kan være uhyggelig at være i trods solskin etc, hvorimod nabogaden IKKE er det. Det er lidt anstrengende indimellem, MEN helt klart også en stor gave når man er forfatter :-D




Ingen kommentarer:

Send en kommentar