Forside

fredag den 10. april 2020

Kend din krimiforfatter: Thomas Bagger

KEND DIN KRIMIFORFATTER: Thomas Bagger




1. Hvor er du født og vokset op? I den dejlige Århusbydel Egå og i Cobham som er en forstad i London.

2. Må vi se et billede af dig som barn? 



3. Hvordan var dine familieforhold? Min far var læge og min mor var lærer. Og sloges jeg konstant med min storebror, selvom jeg tabte og tabte … og tabte. Vores storesøster syntes vi var p … irriterende. Jeg tror ikke følelsen er mindsket med årene.

4. Hvad var dit yndlingsfag og hvorfor? Ikke overraskende dansk og så idræt.

5. Hvad var det værste fag og hvorfor? Matematik, altid matematik. Tal er kedelige og alt for logiske og forudsigelige. De eneste spændende tal jeg kender til, er den årlige biblioteksafgift. Eller skal jeg sige ‘årlige skuffelse…’

6. Hvis dine venner fra dengang skulle beskrive dig, hvad ville de sige? Vild, provokerende, rebelsk, loyal, opfindsom.

7. Hvordan var din ungdom? Hvis du skulle give dit 18-årige jeg et godt råd, hvad skulle det være? Tag dig sammen i gymnasiet Thomas! Ikke så mange øl og piger, så slipper du for at skulle læse en masse fag op for at komme på uni!

8. Hvad er dine livretter? Boller i karry!

9. Hvilken musik er din favorit (sang, stil, gruppe, solist ... hvad der lige falder dig ind) Bruger du musik i dine bøger? Jeg er mest til rock/dødsmetal (særligt Slipknot) og så lækker klassisk musik.

10. Hvad er du passioneret omkring udover dit forfatterskab? Jeg SKAL på et tidspunkt i mit liv lære at male.

11. Hvad arbejdede du med, før du blev forfatter? Jeg havde en IT upstart hvor vi udviklede software.

12. Hvad fik dig i gang med at skrive? Tre ting: Jo Nesbø, Murakami og tanken om frihed.

13. Hvordan var oplevelsen i forbindelse med din første udgivelse? Hvad følte du? 
Jeg følte et bizart kontroltab. Jeg troede det skulle være en glædens dag, men i stedet bekymrede det
mig, at en masse mennesker nu kom helt tæt på, og kunne drøfte hvor elendig min bog var, og danne sig en mening om mig som person uden at kende mig. Det er kun min familie og allernærmeste venner, der kender mig helt privat.

14. En ting som alle andre synes at kunne lide, undtagen dig? Den store bagedyst!!

15. En ting som alle andre synes IKKE at kunne lide, men du kan? Slipknot!

16. Hvornår har livet gjort dig mest ked af det? At se folk der ikke viser hensyn til andre i gadebilledet frustrerer mig. Men jeg forsøger at filtrere det bort. Heldigvis er langt de fleste danskere venligsindede og hensynsfulde.

17. Hvornår har livet gjort dig mest glad? Når jeg ser folk der opnår en personlig sejr i en kontekst af noget som de har måttet kæmpe for. F.eks. er der hvert år fokus på landets tolvtals studenter i medierne. Hvad med den ordblinde/fagligt svagere elev som knokler sig til en gymnasiehue, med vilje og disciplin? Det synes jeg nærmest er en større præstation.

18. Læser du selv bøger? Hvis ja, hvilken genre og har du en yndlingsbog- og/eller forfatter?
Jeg læser sjældent. Men Murakamis 1Q84 trilogi er nok de bøger jeg anbefaler oftest.

19. Er der noget i dit forfatterskab du ønsker at prøve kræfter med, men endnu ikke har gjort
eller turdet? Jeg kommer ikke til at holde mig til krimigenren for evigt.

20. Hvad er din dårligste vane? Utålmodig.

21. Hvad synes du selv, at du er helt vildt god til? Lytte.

22. Hvad gør du, når du skal slappe af og forkæle dig selv?
Jeg er ekstremt dårlig til at slappe af, og faktisk også til at forkæle mig selv. Jeg har det allerbedst
når jeg arbejder, producerer, mærker fremdrift i livet.

23. Hvilken af dine egne bøger er du mest tilfreds med/stolt af? Hvorfor?
Min kommende roman med arbejdstitlen ‘Manden i tre dele’ er den bog jeg har lagt allermest af
mig selv i nogensinde. Både mit forlag og jeg selv har tårnhøje forventninger til den udgivelse.
Både sprogligt og formmæssigt bliver det en atypisk krimi. Jeg håber folk er åbensindede.
Krimigenren er fuld af vanetænkning og forventninger. Men nogle gange må en Carlsberg Hof
gerne smage af noget andet end Carlsberg Hof. For eksempel benzin eller værre endnu; Barcardi
Breezer med Lime & Mango. Man kan jo bare spytte ud igen, hvis man ikke kan lide det.

24. Hvad er det bedste ved at skrive krimier og hvad er vigtigt for dig i dine bøger?
Efter min mening er for mange krimier baseret på den samme skabelon. Det er en kopi, af en kopi,
af en kopi. Og jeg frygter, at det på sigt kan blive genrens store udfordring. Jeg forsøger at skrive
frit, lader fortællingen og karaktererne drive historien fremad, uden tanke på fortælletekniske
virkemidler. Faktisk er alle mine bøger skrevet på instinkt frem for teori. Apropos den der Carlsberg
Hof …

25. Nævn en fun fact eller flere om dig selv. Jeg kan efter hukommelse synge med på et foruroligende højt antal af George Michaels største hits. Spørg mig ikke hvorfor. Jeg lytter ikke til ham særligt ofte.

26. Hvordan holder du styr på de idéer du får til dine bøger, når du ikke sidder ved din computer
og er i gang med at skrive? De opbevares inde i hjernemørket. Men jeg er flittig til at lave post-its og noter som jeg aldrig ser på igen.

27. Hvis dine nærmeste skulle beskrive dig i dag, hvad ville de sige?
En mand der har tænkt sig at arbejde for sin drøm, så drømmen til sidst kan blive til arbejdet.

28. Hvad overrasker folk mest, når de lærer dig bedre at kende?
Mine ældre og nyere bekendtskaber har alle fremhævet at de hurtigt følte sig trygge i mit selskab.
Jeg synes det er det største kompliment de kan give mig. Omvendt kender de ikke til de makabre
tanker min krimihjerne, nonstop skyder frem i hjernemørket, når jeg er sammen med dem.
“Undskyld, rækker du mig lige køkkenkniven …”

29. Hvor arbejder du bedst og mest fokuseret når du skriver? I stilhed.

30. Er der en sport du går op i og evt et hold eller flere, som du holder med?
FC Barcelona lige siden jeg som knægt fik lov at se fantastiske Michael Laudrup brillere på holdet.
Og så ser jeg alt for meget MMA, hvor kampsportsatleterne kæmper i et bur, uden særlig mange
regler.

31. Hvad ville du aldrig skrive om i dine krimier? København!

32. Hvis du kunne møde en person fra dine bøger, hvem skulle det være og hvad ville du sige til
vedkommende? Camilla Staal. Jeg har muligvis et lille crush på hende, hvilket egentlig er lidt bizart, eftersom jeg er hendes forfatterfar! Men hun er en sej, stærk og intelligent kvinde med en meget følsom side, som hun kun tør blotte for sine nærmeste.

33. Hvad arbejder du på lige nu? Kan du løfte sløret for en lille teaser?
Som tidligere nævnt min kommende bog “Manden i tre dele.” Det er et spritnyt univers med arena i
Sønderjylland. Jeg har aldrig glædet mig mere til en udgivelse end denne.

40. Det sidste spørgsmål er dit. Er der noget du ønsker at sige, fortælle om dig selv eller andet.
Her må du skrive lige præcis hvad der falder dig ind.
Lykken kan ikke findes i materielle goder. Der kan ikke eksistere en permanent lykkefølelse i at
gøre sig afhængig af så sårbare og tilfældige ting som købsvarer. Derimod vil man finde lykke hvis
man formår at frigøre sig fra at tillægge sådanne ting betydning, hvilket gør fænomenet lykke
tilgængeligt og opnåelig for alle.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar