Anmeldelse: David Garmark - Sort arv

Jeg har glædet mig til denne bog, da jeg var ret glad for den forrige i serien, ”Rød tåge”. 
David Garmark er dygtig med sit sprog og skiller sig tydeligt ud fra mængden. Særligt dialogerne personerne imellem, er dagligdags og nutidige og i høj grad medvirkende til, at danne læserens billede af karakterernes personligheder.

Max Munk er taget til Ribe, hvor hans kræftsyge far ligger på sit dødsleje. Max kommer for at få svar på spørgsmål om sin afdøde søster. Hvorfor begik hun selvmord for 25 år siden og hvorfor tyder noget nu på, at søsteren alligevel ikke er død? Max får SÅ meget mere end dét fra sin far og ender i et endnu større dilemma og med endnu flere tanker og spørgsmål. En af David Garmarks forcer, er netop at ramme plet på de personlige følelser og den sorte samvittighed. Det formår han også her. Vi mærker vreden og vi føler smerten.

Under opholdet i barndomsbyen, møder Max en tidligere veninde. En han lovede at komme tilbage og hente, men endte med at brænde af. Og hvad er nu også dét for noget med at man som kvinde ”skal hentes”? Men altså, Edith som hun hedder, beder Max om hjælp til at finde sin forsvundne datter, Caroline. Caroline har været depressiv og har leget med det okkulte. Max siger i første omgang nej, men da forsvindingssagen begynder at trække tråde mod barndomshjemmet, Munkenæs Gods, bliver han alligevel grebet af sagen.

Der er masser af fuld fart fremad i ”Sort arv”. Der sker enormt mange ting og jeg erkender, at det blev en anelse rodet for mig i længden. Til tider også lidt for mange ”tilfældigheder”. Der er en hel del tråde at hitte rede i og jeg synes et enkelt element bliver lidt overflødigt og dermed mest føles som unødvendigt fyld, der ikke er vigtigt for historien – hvis jeg siger ulvene, så har jeg ikke sagt for meget.

Alt i alt har jeg det blandet med bogen her. En krimi er det jo, men der er så meget fokus på alt muligt, så jeg synes på en eller anden måde det føltes mere som en rigtig god fortælling. En slægtsroman som møder en spændingsroman og toppes med noget okkult, lidt action og en hel del humor. Jeg har svært ved at sætte fingeren helt præcist på hvad det er der driller mig.

Nu lyder det hele så negativt, og det er VIRKELIG ikke meningen. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide bogen og jeg sætter især pris på Max Munk. Jeg er ikke sikker på, han er en jeg havde lyst til at snuppe en kop kaffe og en hyggesnak med – til dét virker han for kold og socialt akavet, men jeg synes det er forfriskende med en hovedperson som ikke er som alle de andre. Ingen superhelt, ingen superhjerne og bedst af det hele – heller ingen sur drukkenbolt. Han er på en eller anden måde bare helt almindelig og nede på jorden. Jeg var godt underholdt hele vejen igennem og jeg gættede løs på, hvordan det mon hang sammen. Jeg fik ret i noget af det, bl.a. omkring Caroline. Jeg havde dog troet en anden udvikling til sidst, men den kan måske at komme endnu. Der er stadig en del løse tråde, som mangler at blive bundet sammen. Og jeg glæder mig til mere, når 3. del – ”Hvidt had” udkommer til næste år.