Jeg har haft Kvinden de meldte savnet, liggende i et stykke
tid. Jeg havde et par bøger der trak mere, for sandt at sige, så har jeg kedet
mig igennem de foregående 3-4 bøger af Sara Blædel – dog med
undtagelse af De glemte piger, som var helt okay. Det er som om det hele går
lidt igen i alle bøgerne og det bliver trættende i længden. Opklaringen
sker mere eller mindre ved tilfældigheder eller også er det veninden Camilla, som
tilfældigvis lige kommer til at opklare halvdelen af sagen i forbindelse med,
at hun bringer sig selv i fare. Der er ikke grænser for, hvad Louise, Camilla
og deres pårørende kommer ud for. Desværre gør det samme sig gældende i denne
bog og det er møg ærgerligt, for det er et super fedt emne der bliver taget fat
i og jeg var faktisk fastholdt gennem hele bogen.
Kvinden de meldte savnet, starter brutalt med mordet på
kvinden Sofie Parker. Hun bliver skudt i hovedet i sit eget køkken, for øjnene
af sin mand og datter. Kvinden bor i England, men det viser sig hurtigt, at hun
er dansk og har været meldt savnet i 18 år. Opklaringsarbejdet peger mod
Danmark og Louise Rick bliver sat på sagen.
Med fare for at røbe noget af plottet, så synes jeg det er
væsentligt at nævne bogens hovedtema, som er aktiv dødshjælp eller mere præcist,
assisteret selvmord. Jeg synes det er et vanvittigt interessant emne og selvom
der muligvis kunne være gået dybere med emnet, så synes jeg egentlig det er
fint som det er. Bogen satte tanker igang hos mig og bedst som jeg var sikker i
min holdning, var der en af hovedpersonerne der gjorde sig tanker, som fik mig
til at se, at jeg ikke havde overvejet alle aspekter endnu. Jeg kan godt se
problematikken ved assisteret selvmord, men i bund og grund, forstår jeg ikke
hvorfor flertallet af danske partier, tilsyneladende er imod. Foregår det under
ordnede forhold og med en fornuftig lovgivning på området, så kan jeg
umiddelbart kun se det som noget positivt. Men hvem ved – måske er der stadig
sider af sagen jeg ikke har overvejet :)
Kvinden de meldte savnet er ikke en bog fuld af
overraskelser – tværtimod kommer intet uventet og som læser er man hele tiden
et skridt foran i forhold til hvad der sker næst. Morderen og plot, havde jeg
gennemskuet allerede omkring 100 sider inde i bogen, men det fik mig alligevel
ikke til at kede mig. Bogen er letlæst og medrivende og jeg var godt underholdt
hele vejen igennem, lige med undtagelse af slutningen, som godt kunne være
skåret ned, så vi havde undgået at Louises nære igen er i livsfare.
Jeg kan godt høre, at det kommer til at lyde lidt negativt,
men alt i alt synes jeg det er en rigtig fin og tankevækkende bog. En af de bedste
fra Sara Blædel. Selvom emnet er tungt, så blev jeg af en eller anden grund, i
godt humør af at læse den. Min favorit Blædel-bog er dog stadig Kald mig
prinsesse :)
3 krimiperler får den. Med pil op :)