Hvis man spørger mig, så er Selfies den hidtil bedste bog af
Jussi Adler-Olsen. Udover ”Kvinden i
buret” og ”Flaskepost fra P.”, har
jeg ikke været en del af den ovenud begejstrede fanskare, men med denne her,
har Jussi skabt noget helt igennem godt. ”Selfies”
er spændende fra ende til anden og samtidig er den både interessant og
humoristisk.
Og netop humoren, er et af Jussis kendetegn. Normaltvis er
det dog hovedsageligt samtalerne personerne imellem, som er sjove, men i denne
her, er det også personkarakteristikkerne, der er trukket helt ud i alle vores
fordomme. Bistandsklienterne Denise, Jazmine og Michelle, er beskrevet så
fuldendt, at jeg ikke kunne lade vær at smile. Bogens titel ”Selfies”, bygger
udfra min tolkning, på disse tre pigers opførsel, som i bund og grund også kan
vendes til selvfede eller selvoptagede. Det er dog ikke ren sjov det hele, for
på trods af, at der tegnes et billede af en flok trælse tøser, så husker
forfatteren at fortælle os om deres baggrunde. Ikke noget der bliver gået meget
i dybden med, men nok til, at jeg som læser, fik en lille klump i halsen, over
den skæbne de har fået.
Pigernes socialrådgiver, Anne-Line Svendsen, har også fået
nok af pigernes attitude, løgne og sociale bedrageri. Hun sætter sig for, at
skille sig af med dem, én gang for alle. Så er historien ligesom i gang.
Carl Mørck og Assad, har også deres at slås med. De står med
et nyt mord, som har så mange lighedspunkter med en af de gamle sager de
efterforsker, at det ikke kan være et tilfælde. Samtidig forsøger de at hjælpe
deres kollega, Rose, som er gået helt i hundene med psykisk sygdom. Roses
fortid er så grim, at det er lige før det trækker tårer. En del af handlingen i
”Selfies”, udspiller sig via Roses tanker, hvilket gør det endnu mere
autentisk.
Så vil jeg ikke afsløre meget mere. Jeg er vild med den her
bog. Det er som om Jussi har ændret på noget i sin skrivestil, selvom det på
sin vis, stadig er det samme omkring humoren. Måske er det bare fordi denne her
har et dybere og mere snørklet plot, hvilket jeg synes er fantastisk. Jeg
elsker, når jeg kan mærke min hjerne køre på højtryk hele vejen igennem en bog,
for at finde frem til hvordan det hele hænger sammen.
Kanon god bog. Jeg stikker den 5 store krimiperler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar