Forside

søndag den 22. oktober 2017

Anmeldelse: Karin Slaughter - Den gode datter


De fleste vil, når de hører navnet Karin Slaughter, regne med, at det er en god grum krimi, de skal i gang med at læse. Jeg har kun læst tre Slaughter-krimier og de to seneste var særdeles uhyggelige og med lækre plots. Det gør sig desværre ikke gældende for denne.

De to søstre, Samantha og Charlotte, bliver udsat for en forfærdelig tragedie, som i bogstavelig forstand, smadrer deres lille familie. 28 år senere, har tragedien ødelagt søstrenes forhold til hinanden og Sam har forladt den lille by, Pikeville, for altid. Da tragedierne endnu engang vælter ned over Charlotte og truer med at ødelægge hende helt, ender Samantha alligevel med at komme tilbage for at støtte sin søster. Hemmeligheder fra den forfærdelige dag for 28 år siden, bliver stille og roligt trukket frem i lyset.

Det har taget mig flere uger at komme igennem denne bog. Ikke bare fordi det er en murstensroman på 539 sider, men ganske enkelt fordi den ikke formåede at fange mig særlig længe af gangen. Den lagde egentlig rigtig spændende ud og de første 150 sider var jeg begejstret. Så var det som om det hele ligesom gik lidt i stå og der kom mange gentagelser, fordi vi hører samme historie flere gange. Godt nok fra flere vinkler, men alligevel de samme hændelser. Historien er egentlig god og virkelig godt skrevet. Alligevel bliver det temmelig langtrukket og jeg kom til at kede mig efter få sider, hvilket også er grunden til, at det tog mig så lang tid at blive færdig. De ting jeg synes var de mest interessante, blev kun berørt sporadisk.

Skyld og tilgivelse er emner der vendes i bogen, ligesom kærligheden til forældre og søskende og behovet for at føle sig elsket, værdsat og at høre til i flokken. Indimellem er sandheden værre end hemmeligheden.


Måske er denne bog ikke skrevet som krimi. Det står heller ikke på den som betegnelse. Det er en følelsesladet bog, en velskrevet og dyb bog fyldt med overvejelser om livet, hvis man lige vælger at analysere en smule. Der er bare lige den hage, at den simpelthen blev for lang og spændingen og krimidelen for kort. 


Frk. Tines krimitanker er også på Facebook og Instagram



1 kommentar:

  1. Så er jeg ikke den eneste, jeg gav op på halvvejen.
    Godt man har Mofibo og ikke har købt bogen ;)

    SvarSlet