De fleste vil, når de hører navnet Karin Slaughter, regne
med, at det er en god grum krimi, de skal i gang med at læse. Jeg har kun læst
tre Slaughter-krimier og de to seneste var særdeles uhyggelige og med lækre
plots. Det gør sig desværre ikke gældende for denne.
De to søstre, Samantha og Charlotte, bliver udsat for en
forfærdelig tragedie, som i bogstavelig forstand, smadrer deres lille familie.
28 år senere, har tragedien ødelagt søstrenes forhold til hinanden og Sam har
forladt den lille by, Pikeville, for altid. Da tragedierne endnu engang vælter
ned over Charlotte og truer med at ødelægge hende helt, ender Samantha
alligevel med at komme tilbage for at støtte sin søster. Hemmeligheder fra den
forfærdelige dag for 28 år siden, bliver stille og roligt trukket frem i lyset.
Det har taget mig flere uger at komme igennem denne bog.
Ikke bare fordi det er en murstensroman på 539 sider, men ganske enkelt fordi
den ikke formåede at fange mig særlig længe af gangen. Den lagde egentlig
rigtig spændende ud og de første 150 sider var jeg begejstret. Så var det som
om det hele ligesom gik lidt i stå og der kom mange gentagelser, fordi vi hører
samme historie flere gange. Godt nok fra flere vinkler, men alligevel de samme
hændelser. Historien er egentlig god og virkelig godt skrevet. Alligevel bliver
det temmelig langtrukket og jeg kom til at kede mig efter få sider, hvilket
også er grunden til, at det tog mig så lang tid at blive færdig. De ting jeg
synes var de mest interessante, blev kun berørt sporadisk.
Skyld og tilgivelse er emner der vendes i bogen, ligesom
kærligheden til forældre og søskende og behovet for at føle sig elsket, værdsat
og at høre til i flokken. Indimellem er sandheden værre end hemmeligheden.
Måske er denne bog ikke skrevet som krimi. Det står heller
ikke på den som betegnelse. Det er en følelsesladet bog, en velskrevet og dyb
bog fyldt med overvejelser om livet, hvis man lige vælger at analysere en
smule. Der er bare lige den hage, at den simpelthen blev for lang og spændingen
og krimidelen for kort.
Så er jeg ikke den eneste, jeg gav op på halvvejen.
SvarSletGodt man har Mofibo og ikke har købt bogen ;)