Anmeldelse: Harlan Coben - Giv ikke slip

   

Jeg tror, at jeg så småt, er ved at spore mig ind på, hvad det er for en skrivestil der gør mig ekstra glad når jeg læser. Stilen der gør, at en historie der får mig helt op på de lyserøde skyer, samtidig er historien, som andre finder langtrukket. Tag nu fx Stuart MacBrides serie om Ash Henderson. Jeg var helt oppe over de førnævnte lyserøde skyer, men for første gang, var min krimifan-bloggerkollega, Betina, helt uenig med mig. Jeg forstod det simpelthen ikke. Den var da både grum og udpenslet, samt vanvittigt spændende … var den ikke? Det samme skete med bogen ”Bjerget”, som jeg læste sidste sommer. Måske den sommers bedste læseoplevelse for mig, men der var ikke meget hype omkring den – ingen der nævnte den nogen steder, så måske var det igen den skrivestil der fangede mig. Hvem ved.

Harlan Cobens ”Giv ikke slip”, har samme skrivestil. Fælles for de nævnte bøger, er en mandlig jeg-fortæller, som vi kommer rigtig tæt ind på livet af. Alle er de sådan lidt ”kolde i røven” og fandenivoldske udadtil, men følsomme indeni. De gør hvad der passer dem og de siger ét, men tænker noget andet. Deres indre dialoger, er ofte det der får mig til at smile og giver mig det der ekstra lille læseglæde-sug i maven og ”hold kæft hvor er det her fedt skrevet-følelsen”.

Vores hovedperson er Nap Dumas, som er politibetjent til fingerspidserne, men som ikke afholder sig fra lidt selvtægt i ny og næ, når han finder at nogen har fortjent det. For 15 år siden mistede han sin 18-årige tvillingebror og dennes kæreste. Samtidig forsvandt Naps egen kæreste Maura, og hun har ikke vist sig siden. Nu dukker hun pludselig op igen, men i forbindelse med at en anden af deres venner fra dengang, bliver slået ihjel. Nap, som stadig er forelsket i Maura, har en nagende følelse af, at sagen hænger sammen med ulykken for 15 år siden. Han begynder at bore i fortiden og finder bl.a. ud af, at de nu afdøde mennesker, alle var medlemmer af en hemmelig konspirationsklub. Klubbens medlemmer interesserede sig udelukkende for en nedlagt atommissilbase, som havde til huse i den lille by. De var overbeviste om, at der foregik noget derinde. Men kom de for tæt på? Var det mord og ikke en ulykke, da de to unge blev ramt af et tog den nat for 15 år siden?  

Giv ikke slip, er ikke en typisk Coben-bog, synes jeg. Hans bøger plejer at være mere følelsesprægede, med en masse små indbyggede livsfilosofier. Som regel skriver han om familier og vi følger flere forskellige personer. I denne bog, er det udelukkende hovedpersonen Nap, som fortæller. Han fortæller hovedsageligt til sin døde tvillingebror og Naps personlighed er som beskrevet ovenfor. Den har ikke helt samme ”dybde i sindet”, som hans bøger normalvis er kendetegnende for. Et godt stykke inde i bogen, begyndte jeg at småkede mig en lille smule med handlingen. På trods af skrivestilen, så synes jeg der skete for lidt. At opklaringsdelen skred for langsomt fremad og historien ligesom kørte lidt i samme rille. Først henimod slutningen begyndte det at vende og gerningsmanden (eller kvinden) kommer da også som en overraskelse – og så alligevel overhovedet ikke.

Jeg er glad for Harlan Cobens bøger. Han kan noget, som ikke mange andre kan. Sproget flyder let og lækkert, og i denne er der så lige tilsat lidt ekstra powerkrydderi. Den er ikke så ”pæn” i sproget, som hans bøger plejer at være.

Jeg giver den fire perler, fordi den på trods af sin lidt langsommelige handling og et lidt tamt plot, formåede at fortælle en god historie på den lækreste tør-humor-måde.