Forside

tirsdag den 30. oktober 2018

Anmeldelse: Teddy Vork - Forglemmigej



Forglemmigej, foregår på et ældrecenter for demensramte. Jeg lyttede til bogen på vej til og fra BogForum og valgte den, fordi dens forside så tilpas creepy ud og den lød spændende. Man skal ikke skue hunden på hårene siger man, og oftest menes det, at man ikke skal tro noget dårligt om hunden (eller bogen), blot fordi pelsen (eller forsiden) ikke falder i ens egen smag. I dette tilfælde, skulle det dog vise sig at være den omvendte verden.

Bogen handler om den skrøbelige Mie, som lige er startet som nattevagt på et demenscenter, efter en længere sygemelding og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Det viser sig hurtigt, at der sker underlige ting på afdelingen, og Mie som tidligere er blevet mobbet ud af en arbejdsplads, frygter at de nye kollegaer forsøger at hyle hende ud af den. Hun får støtte af en tidligere studiekammerat, men også her har hun svært ved at finde ud af, om han er til at stole på, eller en del af en sammensværgelse. De ældre på centret sover ikke meget om natten, men flakser rundt og foretager sig underlige ting. Mie er dygtig til sit arbejde og har gode snakke med de ældre, som dog alle fabler om den samme uhyggelige sang. Mie begynder at frygte, at stedet er hjemsøgt af ånder. Vi kommer virkelig i dybden med hendes personlighed og jeg synes faktisk ret godt om hende. Haaaavde hun da bare haft lidt mere nosser. Men så havde hun jo ikke været den samme.

Jeg satte bogen i gang da vi kørte hjemmefra og allerede kort tid efter, fortalte jeg min datter som var med mig i bilen, hvordan jeg troede det hang sammen. Jeg fik ret. Alt i alt en meget langsommelig og forudsigelig bog. Jeg kan mærke, at jeg har en modvilje imod bøger, som forsøger at gøre et hjem for ældre – demenscenter eller ej – til noget uhyggeligt. Jeg kan mærke, at jeg ønsker at bevare mit billede af, at ældre ikke er uhyggelige. Bevares, jeg ville da også skide i bukserne af skræk, sådan et sted, hvis jeg skulle opholde mig der helt alene og beboerne opfører sig som de gør i Forglemmigej. Jeg ved intet om den slags steder, men jeg kan ikke forestille mig, at man er på nattevagt helt alene. Yderligere, så har jeg det svært med bøger, hvor hovedpersonen er SÅ svag som Mie er. Hvor man oplever hvordan hun lader sig kue uden at kæmpe for det hun selv står for og tror på. Hun lader de andre træde på sig og ødelægge tilværelsen for hende. Jeg ved godt der er mennesker der har det sådan og mon ikke vi alle kender det i en eller anden grad? Jeg bliver bare frustreret af at læse om det. I det hele taget, gjorde denne bog mig frustreret og i halvdårligt humør på flere måder.

Bogen gjorde intet for mig og jeg hørte den kun færdig fordi jeg alligevel sad i bilen og fordi jeg trods alt blev nysgerrig på hvordan det hang sammen og hvordan den ville ende. Slutningen er underligt tam og efterlod mig med sådan lidt en nå-følelse. Forglemmigej, hedder den, men det bliver den trods alt nok alligevel hurtigt. Desværre.



torsdag den 25. oktober 2018

Anmeldelse: Lone Theils - Hjemvendt. (Sæson 1 - Savnet)



Hjemvendt er en Storytel original, hvilket betyder at du kun kan få adgang til bogen, hvis du har adgang til Mofibo eller Storytel.

Vores spændende hovedperson hedder Signe Brask, og er politiassistent i Holstebro politikreds. For 10 år siden, i Signes tid som nyuddannet, blev hun sat på en sag om en forsvundet 10-årig pige. Mille Lindberg hed hun. Mille blev aldrig fundet og Signe bærer stadig sagen og alle dens ofre i sit hjerte. Da Mille pludselig dukker op og genforenes med sin familie, burde alt være fryd og gammen. Men en forbryder er stadig på fri fod. Selvom familien helst bare vil være i fred og lære hinanden at kende igen, så kører Signe og hendes partner, Martinus på, for at finde manden, inden endnu en pige bliver taget til fange.

Jo mere de roder i sagen, jo flere overraskelser dukker der op. Jeg vil ikke afsløre plottets egentlige tema, men jeg havde ikke set den komme. Jeg havde godt luret hvem der var skyldig, men alligevel blev jeg overrasket gang på gang. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig og ønskede bare at nå frem til sidste side, så hurtigt som muligt, for at finde ud af hvordan det hele hang sammen. Men sidste side fik mig til at tænke ”oh no, skynd dig at skrive næste sæson!”

Jeg kan virkelig godt lide måden Lone Theils mestrer at blande spænding og dagligdags ting sammen. Jeg sad på kanten af stolen med vidt opspærrede øjne i spænding. Samtidig så hører vi om personernes trang til bl.a. brunsviger og oplever når de foretager sig dagligdags ting. Det er med til at give personerne en ekstra dybde, så jeg følte at jeg kom til at kende, især Signe, rigtig godt.  

Jeg blev ikke rystet af gru i min grundvold, og der var en smule forudsigelighed. Samtidig gjorde det ikke så meget, fordi jeg alligevel ikke var sikker på sammenhængen. Spændingen er i top fra start til slut og jeg blev overrasket gang på gang. Jeg synes Hjemvendt er sindssygt god og jeg glæder mig voldmeget til næste sæson (som det hedder) i serien.



søndag den 21. oktober 2018

Anmeldelse: Karin Slaughter - Brudstykker





Hvor godt føler du, at du kender din egen mor? Hvor meget ved du om hendes opvækst og hendes ungdom? Jeg ved nok til at vide, at min mor ikke har levet et hemmeligt liv som en anden person. Det tror jeg da i hvert fald nok at jeg gør … hmmm. Det tror Andrea også at hun ved om sin mor, Laura. De lever et stille og roligt helt almindeligt liv.  

Et cafébesøg en helt almindelig dag, ender i et blodbad, hvor Andres mor slår en ung mand ihjel i selvforsvar. Da politiet efterfølgende viser Andre og hendes far en optagelse fra stedet, går det op for Andrea, at hendes mor har en hemmelighed. En gigantisk hemmelighed, som afslører at hun ikke er hvem hun udgiver sig for at være. Andrea aner at der er dødsensfarlige kræfter på spil, så hun tager flugten. Jagten på sandheden er hermed begyndt.

Jeg har ikke læst så mange Karin Slaughter-bøger endnu. Mit første møde med hende for en hel del år siden, var ikke en succes, så derfor gik der lang tid før jeg læste noget af hende igen. Mit næste møde med hende, blev derfor ”De smukkeste”, som jeg fandt fuldstændig eminent fantastisk og velskrevet. Min interesse var vakt og jeg læste første del i serien om Sara Linton – ”Mord for øje”. Også den var jeg vild med. Så nåede jeg til ”Den godedatter” og her synes jeg, når man ser bort fra det tydelige skrivetalent, at det blev lige langsommeligt nok.

Med Brudstykker, synes jeg Slaughter rammer min interesse bedre end i Den gode datter, men jeg synes stadig ikke den når til toppen. Der er spænding og der er action, men den er samtidig lidt for langtrukket og mangler den gysende gru, som jeg ved at denne forfatter er i stand til at levere. På aller bedste vis endda. Den starter yderst spændende ud og jeg havde fuld fokus. Vi følger Andres flugt og hendes jagt på sandheden og samtidig følger vi hendes mor tilbage i 1986. Stille og roligt når vi frem til en sandhed og de to historier kan flettes sammen på bedste vis. Desværre gik det liiiige langsomt nok og min iver efter at vide mere, dalede stille og roligt. Det er en god historie der fortælles. En historie om rigdom og magt og om manipulerende mennesker og de bånd man knytter til dem man elsker og til dem man tror man elsker. En historie om idealisme og om at kæmpe for det man tror på - også selvom det koster uskyldige liv.

Min interesse for Karin Slaughter er heldigvis ikke dalet. Jeg synes det skinner tydeligt igennem, at hendes sproglige kompetencer hæver hendes bøger et trin på skalaen.  Jeg har planer om at få læste resten af Sara Linton-serien på et tidspunkt og jeg glæder mig til det.




lørdag den 20. oktober 2018

Anmeldelse: Stephen King - Dyrekirkegården



Jeg læste Dyrekirkegården første gang i slutningen af firserne – ja så gammel er jeg virkelig – og dengang synes jeg den var noget af det mest uhyggelige jeg havde læst. Jeg har været vanvittigt spændt på at genlæse den og finde ud af, om den stadig ville virke lige så skræmmende på mig. Svaret får I om lidt, her kommer først et lille resumé.

Louis og Rachel Creed, er flyttet fra storbyen Chicago til en lille landsby i Maine. Formålet var, at komme nærmere naturen og væk fra det travle pulserende storbyliv. Og det kommer de. Her er masser af natur hvor deres to børn kan boltre sig og lege frit. Eneste synlige fare, er landevejen, som igennem tiden har taget mange af byens børns kæledyr, som ofre. Familien er glad og Louis bliver hurtigt gode venner med den gamle mand, på den modsatte side af gaden. Jud Crandall hedder han. Da familiens kat dør, har Louis svært ved at fortælle det til datteren Ellie. Jud tager i al hemmelighed Louis med på den nærliggende dyrekirkegård, hvor de begraver katten. Dagen efter genopstår katten og herefter ruller lavinen ligesom bare. Katten er ikke sig selv. Den lugter råddent og opfører sig uhyggeligt. Dyrekirkegården kan ikke bare genoplive dyr, men lægger også sin kolde modbydelige hånd, på de mennesker som har vovet sig derop. Har man én gang begravet sit dyr, så slipper besættelsen af stedet og de grufulde mareridt, aldrig sit tag i en igen.

Og hvad synes jeg så om bogen den dag i dag? Hmm altså, jeg synes stadig at det er en virkelig velskrevet bog. De fleste af Stephen Kings bøger, leger med det overnaturlige og denne er ingen undtagelse. Egentlig er jeg ikke til den slags, men jeg synes hans bøger er skrevet, så de virker troværdige på trods af det. Desværre er jeg lidt mere velbevandret i krimilæsningen nu, og der skal nok en hel del mere til at skræmme mig i dag end dengang. Jeg fandt den på ingen måde uhyggelig og jeg synes til dels også, at den blev lidt langsommelig hen ad vejen. Men den er spændende skrevet og da jeg ikke kunne huske handlingen, var jeg spændt på hvad der kom til at ske. Sidste del af bogen gav mig ondt i maven på Louis’ vegne. Det er grumt til det sidste.

Dyrekirkegården er i øjeblikket ved at blive genindspillet med John Litgow i rollen som Jud Crandall. 

”Monstre findes, og det gør spøgelser også. De bor inden i os, og nogle gange er det dem, der vinder”
-          - Stephen King.





fredag den 5. oktober 2018

Anmeldelse: Julie Hastrup - Blodspor



Det her er en anmeldelse, som er svær at skrive. Bogen og dens historie, er fuldstændig fremragende. Intet mindre. Det som gør anmeldelsen svær at skrive, er at selve plottet og bogens indhold, på ingen måde bør spoiles. Jeg var nået et godt stykke ind i bogen, før det begyndte at gå op for mig, hvad den egentlige handling gik ud på. Den overraskelse synes jeg også andre læsere skal have lov at få.

Bogen starter med fundet af en dræbt familien Friis. De sidder alle bundet til deres stole rundt om spisebordet. Ilde tilredt er de, og hvor jeg til tider har ment, at Julie Hastrup var for ”pæn” i sine krimier, så er der her skruet godt op for detaljen, så jeg nåede at få den dér følelse af gru. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så vild med det lidt mere brutale og billedligt ulækre i krimier. Måske netop fordi det ryster mig og fordi det giver en krimi lidt mere kant, når det hele ikke bare er så pænt og ordentligt.

Resten af bogen holder sig uden mere ækelhed, men til gengæld er der knald på spændingen og endnu mere på følelserne, hele vejen igennem. Vi følger en masse forskellige tråde, som til at begynde med, virker uden betydning for det drab der skal opklares. Man kan selvfølgelig regne ud at der er en sammenhæng, men der er ingen rød tråd der indikerer hvad den sammenhæng kunne være. Jeg brød virkelig min hjerne med at nå frem til hemmeligheden og stille og roligt begyndte mistanken at spire for til sidst at være helt tydelig. På daværende tidspunkt havde jeg godt luret morderen, men tvivlen nagende alligevel til sidste side og der kom da også en overraskelse ind fra sidelinjen.

Blodspor er en bog der er så tankevækkende, at jeg her dagen efter jeg er færdig med den, stadig spekulerer over den. Jeg var endda nødt til at drøfte nogen etiske ting i den, med en veninde, som ikke læser krimi, så jeg kunne godt afsløre alt for hende. Det føltes næsten som om det var en historie fra den virkelige verden jeg fortalte hende, hvilket det på sin vis også er. Bogens hovedtema er hentet efter inspiration fra virkelige begivenheder. De fleste af personerne, er særdeles godt beskrevet og flere passager giver decideret ondt i maven at læse om. Samtlige 445 sider vender sig selv og det er en af den slags bøger man ikke vil hjem fra. Eller noget i den stil 😊 Hermed et nyt begreb opfundet - en Spies-krimi 😂

Blodspor er 7. del i serien om politiefterforsker Rebekka Holm. Jeg tror faktisk, at jeg synes det er den bedste i serien indtil videre. I de tidligere bøger i serien, har jeg anklaget Rebekka for at være for naiv og teenageagtig i sine tankemønstre - specielt omkring hendes parforhold. I denne bog, synes jeg hun er modnet en hel del. Jeg synes det klæder hende og jeg synes endnu bedre om hende end jeg plejer.

Jeg er virkelig virkelig vild med denne bog. Den er formidabel på den tankevækkende måde. Jeg drøner 6 store krimiperler lige ned i blodsporet.



onsdag den 3. oktober 2018

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Motiv X



Endelig er det blevet tid til en ny Stefan Ahnhem-bog. Det har jeg glædet mig virkelig meget til.
Bogen starter ud på grummeste vis, og uden at røbe for meget, kan jeg godt løfte sløret for, at synet af en vaskemaskine, for evigt vil give mig kuldegysninger.

Der er mange bolde i luften i Motiv X. Fabian har orlov i starten af bogen, fordi datteren Matilda, som blev skudt i forrige bog, Atten grader minus, nu er i bedring og er vågnet op af sin koma. Familielivet skranter generelt og det får lov at fylde en del, men ikke så meget, at det bliver irriterende. På trods af orlov, arbejder Risk med spor, han har fundet hos en afdød kollega. En kollega, som har haft begrundet mistanke til en anden kollegas morderiske tendenser. Samtidig følger vi en bindegal person, som kaster med terninger, når han skal finde ud af hvem der skal myrdes næste gang, hvornår, hvordan og med hvilken type mordvåben. I sig selv en fremragende og genial historie, men …

Vi kommer også tættere på Irene Lilja, som kæmper med en kæreste der viser sig at være medlem af Sverigesdemokraterne og samtidig lægger hun sig ud med en gruppe hårdkogte højreekstremister. I sammenhæng med vaskemaskinen nævnt tidligere, forsvinder en 11-årig syrisk dreng. Jagten på hans morder er også i gang. I det hele taget er der utroligt mange tråde der trækkes i. Også flere end jeg har nævnt her.

Bogen er god, og i bedste Stefan Ahnhem-stil trækkes vi rundt i manegen og bliver mere og mere forvirrede. Jeg læste og læste og gættede og gættede på hvordan det hele hang sammen. Som slutningen nærmede sig, blev det dog tydeligt, at der ikke ville komme en opklaring på alle gåderne. Jeg er faktisk nødt til at indrømme, at jeg følte mig lidt snydt da sidste side var vendt. Der bliver opklaret et par ting, men der er kæmpe store løse ender der hænger og flagrer. Jeg kan godt arbejde med, at der er en sideløbende historie som strækker sig over flere bøger, men sådan en historie har vi faktisk allerede i spil i denne serie, nemlig i form af Dunja Hovgaard og Kim Fucking Schleizner. Historien om deres indbyrdes had til hinanden, berøres kun kanske lidt i Motiv X. Jeg synes som udgangspunkt, at de to historier som nu er åbne, var ”hovedhistorierne” og de mest spændende og interessante. De historier der blev afsluttet, kunne på sin vis have været skåret helt ud af bogen, for at give plads til en slutning på dem vi nu skal vente det meste af et år på. ÆV!

Når det så er sagt, så er det en god og underholdende bog, som havde mig fanget i spænding fra start til slut. Der er masser af lækre udpenslede detaljer, som jeg sætter pris på ved en krimi. Jeg elsker det der gys det giver i kroppen, når de fæle billeder dannes i mit hoved. Eneste minus er, at bogen ikke er slut når den er slut, hvilket også er grunden til, at den kun lander på 4 perler. Det bliver voldsvært at vente på næste bog!