Jeg har kastet mig over endnu en true crime-bog. Denne gang
var det Sygeplejersken, som omhandler sagen fra Nykøbing Falster Sygehus, hvor
en ung sygeplejerske blev dømt for drabsforsøg, på 4 indlagte patienter. Nogen mener,
at tallet er langt langt større og andre mener, at sygeplejersken er uskyldig
og burde være frifundet.
Jeg kender et menneske, som har denne sag tæt inde på livet,
idet vedkommende er i nær familie med den dømte. Derfor fulgte jeg sagen ret
nært, da den var på sit højeste i medierne. Af samme årsag, så gav det mig ondt
i maven at læse denne bog. Jeg forsøgte at holde mine tanker omkring sagen
neutrale. Det samme forsøgte jeg at gøre under læsningen, og jeg synes bogen er
belyst rigtig fint fra begge vinkler.
Vi får fortalt en historie, som også her vinkles fra flere
personers oplevelser, som de har haft på nattevagter op til den nat det hele
kulminerede. Et hændelsesforløb, som er så spændende fortalt, at jeg havde
svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg gik fra at tænke ”Ej, hun må jo være
skyldig, det kan ikke være anderledes”, til at komme i tvivl og spekulere over
de ord, som Jakob Buch-Jepsen skrev i sin bog. "Hellere lade 10 skyldige gå fri,
end at én uskyldig bliver dømt". For ja, der er masser af spor der beviser, at
der er en person på sygehuset, som har haft i sinde enten at dræbe, eller også
har hensigten været, at skabe en livstruende situation, for derved at skabe
spænding i egen tilværelse. Men selvom der er beviser, så er der jo ingen af
dem, som endegyldigt beviser, at det er pågældende sygeplejerske som har gjort
det. Og dog. Hvad der i virkeligheden skete, er der kun én person der ved.
Jeg er sikker på, at der er masser af mennesker som sidder
derude og har en mening om sagen. Jeg synes selvfølgelig det er svært at
forholde mig neutral, men samtidig så får jeg lidt sådan en følelse når jeg
læser bogen, som nok bedst kan sammenlignes med en ”kigge-kø”.
Som om jeg ved at læse bogen, stikker næsen i noget der i bund og grund ikke
kommer mig ved. Som om jeg bare burde se at komme videre og lade sagen og dens
involverede være i fred. Som om det ikke tilkommer mig, at have en mening. Som
om jeg har læst den af ren nysgerrighed. Måske den følelse opstår, fordi det
stadig er så relativt ny en sag. Fordi sagens involverede stadig lider.
Bogen er skrevet fint og sagligt. Den tager ikke parti
og den belyser som sagt begge sider. Måske trods alt, så tager den mest parti
med ofrene, de pårørende og de andre sygeplejersker. Det skinner en smule
igennem, synes jeg, om end jeg ikke tror det er hensigten. Den er så spændende fortalt at siderne nærmest vender sig selv.
Det er en skræmmende historie. For når vi er syge er vi allermest
sårbare og netop da, bør vi kunne føle os trygge og stole på at vi selv og
vores pårørende er i de bedste hænder. Kærlige hænder som ønsker os raske igen.
Jeg håber at Sygeplejerskesagen har været medvirkende til at skabe større
sikkerhed omkring medicinen på landets sygehuse. Ikke bare i forhold til drab,
som forhåbentlig er yderst sjældent, men også i forhold til fx læger og
sygeplejerskers misbrug, som også er et issue i denne sag. Den slags farlig
medicin, bør der være skærpet opsyn omkring - men det er en anden historie.
4 krimiperler fra Frk. Tine til Sygeplejersken.