Anmeldelse: Kristian Corfixen - Sygeplejersken

Jeg har kastet mig over endnu en true crime-bog. Denne gang var det Sygeplejersken, som omhandler sagen fra Nykøbing Falster Sygehus, hvor en ung sygeplejerske blev dømt for drabsforsøg, på 4 indlagte patienter. Nogen mener, at tallet er langt langt større og andre mener, at sygeplejersken er uskyldig og burde være frifundet.

Jeg kender et menneske, som har denne sag tæt inde på livet, idet vedkommende er i nær familie med den dømte. Derfor fulgte jeg sagen ret nært, da den var på sit højeste i medierne. Af samme årsag, så gav det mig ondt i maven at læse denne bog. Jeg forsøgte at holde mine tanker omkring sagen neutrale. Det samme forsøgte jeg at gøre under læsningen, og jeg synes bogen er belyst rigtig fint fra begge vinkler.

Vi får fortalt en historie, som også her vinkles fra flere personers oplevelser, som de har haft på nattevagter op til den nat det hele kulminerede. Et hændelsesforløb, som er så spændende fortalt, at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg gik fra at tænke ”Ej, hun må jo være skyldig, det kan ikke være anderledes”, til at komme i tvivl og spekulere over de ord, som Jakob Buch-Jepsen skrev i sin bog. "Hellere lade 10 skyldige gå fri, end at én uskyldig bliver dømt". For ja, der er masser af spor der beviser, at der er en person på sygehuset, som har haft i sinde enten at dræbe, eller også har hensigten været, at skabe en livstruende situation, for derved at skabe spænding i egen tilværelse. Men selvom der er beviser, så er der jo ingen af dem, som endegyldigt beviser, at det er pågældende sygeplejerske som har gjort det. Og dog. Hvad der i virkeligheden skete, er der kun én person der ved. 

Jeg er sikker på, at der er masser af mennesker som sidder derude og har en mening om sagen. Jeg synes selvfølgelig det er svært at forholde mig neutral, men samtidig så får jeg lidt sådan en følelse når jeg læser bogen, som nok bedst kan sammenlignes med en ”kigge-kø”. Som om jeg ved at læse bogen, stikker næsen i noget der i bund og grund ikke kommer mig ved. Som om jeg bare burde se at komme videre og lade sagen og dens involverede være i fred. Som om det ikke tilkommer mig, at have en mening. Som om jeg har læst den af ren nysgerrighed. Måske den følelse opstår, fordi det stadig er så relativt ny en sag. Fordi sagens involverede stadig lider.

Bogen er skrevet fint og sagligt. Den tager ikke parti og den belyser som sagt begge sider. Måske trods alt, så tager den mest parti med ofrene, de pårørende og de andre sygeplejersker. Det skinner en smule igennem, synes jeg, om end jeg ikke tror det er hensigten. Den er så spændende fortalt at siderne nærmest vender sig selv. 

Det er en skræmmende historie. For når vi er syge er vi allermest sårbare og netop da, bør vi kunne føle os trygge og stole på at vi selv og vores pårørende er i de bedste hænder. Kærlige hænder som ønsker os raske igen. Jeg håber at Sygeplejerskesagen har været medvirkende til at skabe større sikkerhed omkring medicinen på landets sygehuse. Ikke bare i forhold til drab, som forhåbentlig er yderst sjældent, men også i forhold til fx læger og sygeplejerskers misbrug, som også er et issue i denne sag. Den slags farlig medicin, bør der være skærpet opsyn omkring - men det er en anden historie.  

4 krimiperler fra Frk. Tine til Sygeplejersken.

Anmeldelse: Jakob Buch-Jepsen (i samarbejde med journalist, Stine Bolther) - Jeg som anklager

Normalt er true crime-genren ikke mit interesseområde, men jeg mødte forfatteren til Jeg som anklager, Jakob Buch-Jepsen, på årets krimimesse i Horsens. Han virkede yderst imødekommende, sød og sympatisk. Da han samtidig har været anklager på Ubådssagen, blev min interesse for bogen vakt. Jeg tror det meste af Danmark fulgte med dengang. I det tilfælde, overgik virkeligheden med garanti de flestes fantasi.

Bogen er bygget op i dagbogsform, skrevet af anklageren selv. Vi får lov at følge med i hans liv, både det private med familien og det der foregår i og omkring retssalen. Vi får et indblik i de tanker der rører sig i ham, når han er i gang med en større sag – alt lige fra tanker omkring valg af farven på hans slips, til de følelser og tanker der suser rundt i ham, når han står i retssalen og afhører en drabsmand. Det personlige touch, giver bogen en ekstra og meget positiv vinkel.

Jeg har selvfølgelig set en lang række amerikanske film, hvor dele af den foregår med dramatiske retssalsscener. Jeg har også ofte tænkt, at det må være en underlig følelse, at stå som forsvarer i en sag hvor en drabsmand er under anklage. Fx en sag som den om Peter Madsen og drabet på Kim Wall. Hvordan kan man få sig selv til at argumentere for en frifindelse af sådan en mand? I Jeg som anklager, svarer Jakob Buch-Jepsen på det spørgsmål. Han fremstår endnu engang enormt sympatisk, når han forklarer at han aldrig bliver sur over at tabe en sag, at ingen skal dømmes uden beviser og at alle har ret til, at netop deres sag bliver set grundigt på fra begge vinkler. ”Hellere lade 10 skyldige gå fri end at få én uskyldig dømt”, skriver han i bogen.

Bogen er som sagt bygget op som en slags dagbog. Den gennemgående historie er Ubådssagen, men opdelt i etaper, hvor vi får andre sager belyst undervejs. Det virker på den måde som en slags cliffhanger, som gav mig lyst til at læse mere hurtigst muligt. Jeg fulgte sagen om ubåden da den var på sit højeste, men jeg har aldrig fulgt den så tæt, at jeg kendte alle detaljer. Der er selvfølgelig stadig ting der ikke bliver nævnt, men der var rigtig meget som var nyt for mig.

Jeg finder mig selv fuldstændig betaget af både denne bog, men også af dens forfatter. Jeg synes det er ekstremt spændende at få indblik i den her verden og jeg har kæmpe respekt for den måde Jakob Buch-Jepsen håndterer ikke blot de anklagede, men også sig selv, under så uhyggelige og bestialske sager, som dem beskrevet i bogen her.

Som nævnt tidligere, så havde jeg fornøjelsen af at møde Jakob Buch-Jepsen på årets krimimesse i Horsens. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde læst bogen inden jeg mødte ham, for selvom jeg er blevet oplyst via læsningen, så opstod der samtidig ca. en milliard nysgerrige spørgsmål om alt muligt. 

Jeg er færdig med bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den har gjort stort indtryk på mig og jeg vil faktisk helst bare have mere. Kan jeg få dét – kommer der mon en 2’er? Please!

Anmeldelse: Finn Halfdan - Oraklet

Vi skal ikke læse mange sider ind i Oraklet, før vores hovedperson, Daniel Bro, modtager et skæbnesvangert opkald. Spændingen stiger og så er stilen ligesom lagt!

For 19 år siden, blev Daniels søster myrdet. Sagen har været åben lige siden. Historien begynder hvor Daniel Bro, som nu er politibetjent, tager hen for at fortælle sine forældre, at sagen er blevet henlagt. Og det er så her opkaldet kommer ind i billedet. Netop da Daniel har lukket døren til forældrenes hus, bliver han ringet op af en person, som tilbyder ham navnet på søsterens morder.

Daniel tager selvfølgelig imod tilbuddet, som indebærer fuld diskretion samt en række modydelser. Når man er en lille smule rebelsk og ikke er typen der bare parerer ordrer, så er det svært at holde ord omkring diskretion. Daniel Bro vil kende sandheden, koste hvad det vil.

Plottet er vanvittigt godt fundet på, synes jeg. Hvis du skulle have adgang til en masse ustraffede menneskers DNA-profiler, hvor ville du så starte? Jeg havde ikke regnet den ud. Jeg synes idéen er fascinerende og ret genialt tænkt. Desværre ligger idéen med den anonyme stemme i telefonen enormt tæt op ad en anden bog, som udkom i efteråret 2018. Det er dog på trods af dét, ikke to bøger der som sådan kan sammenlignes, og baggrunden for det hele er også forskellig.

Daniel Bro er en yderst interessant hovedperson. Han er lige dele cool og samvittighedsfuld og han stopper ikke før tingene går efter hans næse. Han har en sød og kompetent partner, Alba, som hjælper ham og står bag ham. Også hun er cool og en smule rebelsk, men dog ikke i samme kaliber som Daniel. Kan han stole på hende?

Daniel og Alba er et par stærke hovedpersoner, som jeg gerne læste flere bøger med. Det er dog sådan, at dette er Finn Halfdans tredje bog, men ingen af dem hænger sammen som serie. Oraklet bliver også afsluttet i en sådan grad, at det ikke tyder på, at vi skal høre mere til Daniel og Alba. Men vi kan jo krydse vores fingre og håbe. På den anden side, så kan enkeltstående bøger altså også noget, som serier ikke kan. 

Jeg har læst de to forrige bøger af Finn Halfdan. Begge er gode bøger. Jeg synes han bliver bedre og bedre og denne her er fortjener fem krimiperler.

Anmeldelse: Camilla Läckberg - Det gyldne bur

Jeg vidste godt, at den nye bog af Camilla Läckberg, ikke er en Erica Falck-krimi. Derudover vidste jeg intet. Jeg modtog den i første omgang som PDF, så jeg kunne heller ikke læse bagsideteksten. Det passede mig dog fino, for jeg læser sjældent bagsidetekster. Specielt ikke hvis det er bøger af forfattere jeg kender. Jeg vil helst overraskes.

Jack og Faye er gift og bor i en stor dyr lejlighed i Stockholms fine kvarter. Sammen har de datteren Julienne. De mødte hinanden i de unge år, hvor begge havde store karrieredrømme. Faye satte sin egen uddannelse i bero, for i stedet at hjælpe og støtte Jack i hans drømme. Hun fik de gode idéer og stille og roligt begyndte hans imperium at vokse. Som tiden går, forventer Jack mere og mere, at Faye går derhjemme og plejer omgang med de andre fine direktørfruer. Hun kommer aldrig i gang med sin egen karriere og Faye finder sig selv i ”et bur af guld”, som i øvrigt er den svenske titel på bogen. Da Jack begynder at miste interessen for hende, beslutter Faye sig for at det er tid til at sprede vingerne og flyve ud af guldburet.

Vinger er ikke det eneste der bliver spredt i Det gyldne bur. Faye spreder ben for en lang række mænd og der er ikke sparet på detaljerne. Kender man til mine præferencer i en krimi, så ved man også, at sex ikke er noget jeg gider bruge tid på at læse midt i uhyggen. Så ville jeg åbne en Grey-bog eller andre former for tissekonelitteratur. MEN … lige i dette tilfælde, synes jeg faktisk at det trods alt havde sin berettigelse. Det er med til at tegne et tydeligt billede af hvem Faye er. I denne bog, er hendes personlighed, en stor og vigtig del af fortællingen. Men forbered dig på en hel del stiv pik og fugt i fundamentet. Også dit eget 😉 

Som det er typisk for Camilla Läckbergs bøger, så følger vi også denne gang, to forskellige fortællinger igennem hele bogen. Den ene er fortalt i dagbogsform med en jeg-fortæller. Kvinden der fører pennen, hedder Mathilde. Vi hører om hendes opvækst og om hendes liv som underkuet – både i skolen og derhjemme. Samtidig følger vi Faye. Hvordan hendes liv er, hvilke tanker hun gør sig og hvilke planer hun lægger. Om hendes forhold til Jack og til veninden Chris, som indtil nu, har været hendes eneste rigtige veninde. Normalt i Läckbergs bøger, er den ene person vi følger, en vi ikke ved hvem er. En som senere dukker op i nutiden som morder. Men ikke denne gang. Mathilde og Faye er én og samme person!

At Matildes del er skrevet i jeg-form og Fayes del i 3. person, tolker jeg som at Mathilde er den virkelige person og Faye den opdigtede. Hende som Faye på trods af store anstrengelser, måske alligevel ikke helt kan forlige sig med. Jeg ved ikke om det er sådan det er tænkt, men hvis det er, så finder jeg det ganske genialt. Selv ved jeg heller ikke helt hvad jeg synes om Faye. Er hun god eller er hun ond? Er hun helt eller forbryder? På den ene side håber jeg hendes plan holder - på den anden side, synes jeg hun udfører et par modbydelige handlinger, for at opnå egen lykke. 

Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen gennem bogen. Jeg havde svært ved at slippe den og jeg var nødt til at vide, hvad det hele udviklede sig til. Jeg synes det er en vanvittigt god og yderst velskrevet bog. Nu hvor der er gået lidt mere end en uge siden jeg vendte sidste side, står handlingen stadig klart i min hukommelse. Dog er det ikke en bog, der har sat sig dybe spor i mig. 

Jeg var så heldig at møde Läckberg på årets krimimesse i Horsens. Hun er en utrolig sød og åben person, som fortalte om sig selv og sit forfatterskab. Hun er forkæmper for mange ting, og heriblandt kvindekønnet. Hun belyser, at det den dag i dag, stadig er en mandsdomineret verden vi lever i. En verden hvor folk ser ned på hende, fordi hun har giftet sig med en mand der er meget yngre end hende selv. Havde det nu været manden der var meget ældre end hende, havde ingen bemærket noget, mener hun. Camilla Läckberg, roder sig ind imellem ud i kontroversielle diskussioner på sine sociale medier, men hun siger, at hun med alderen er blevet mere ligeglad med hvad folk mener om hende. Hun er en stærk og sej kvinde, synes jeg. 

Det kræver mod, at springe fra en lang krimiserie, til en miniserie så anderledes som denne. Det gyldne bur, er mere en spændingsroman med en snert af tissekonelitteratur, end det er en egentlig krimi. Stor respekt herfra! 

Jeg glæder mig virkelig meget til næste del i serien om Faye.

4 flotte krimiperler.

Anmeldelse: Donato Carrisi - Pigen i tågen

Den her bog, har jeg brugt flere år på at sukke efter at få lov at læse. Carrisis debutkrimi, Suffløren, fra 2010, står stadig den dag i dag som den bedste krimi jeg har læst. Den er så intelligent og genialt skrevet og samtidig er den krybende uhyggelig. Bog nr. 2, Forvandleren, var lidt noget andet. Mere en ”stille” krimi, men stadig intelligent, forstået på den måde, at der er en hel masse dybde og tanker bag plottet. Så ja, jeg har glædet mig som et barn til Pigen i tågen.

Somme tider, når man har skruet forventningerne op på max, så sker det at man bliver skuffet. Pigen i tågen er MEGET anderledes end Suffløren. Jeg læste og læste og min, til at begynde med, kæmpe gejst, dalede mere og mere. ”Er det virkelig den samme forfatter”, tog jeg mig selv i at tænke. Samtidig så lurede den der følelse af at blive snydt. Jeg fornemmede hele tiden, at historien ville tage en drejning. Vi skal langt (ret langt faktisk) ind i bogen før det begynder at vende. Jeg tænkte flere gange hvad pokker relevansen var for de forskellige personvinkler vi følger. Pludselig falder brikkerne på plads og endnu engang må jeg klappe i begejstring over denne forfatters genialitet.

En teenagepige forsvinder i en lille italiensk soveby. Ingen tror på at nogen fra byen kan have slået hende ihjel, men da den højprofilerede politikommisær Vogel dukker op i byen, strømmer journalisterne også til i hobetal og sammen med dem kommer katastrofeturisterne. Snart er byen på den anden ende. Vogel er sikker på, at han har styr på gerningsmanden. Så sikker, at han ikke tøver med at ty til lyssky måder at fælde vedkommende på, når ingen beviser peger i den retning.

Det er nu ved at være et par uger siden jeg blev færdig med Pigen i tågen. Selvom den var langsommelig til at begynde med, så satte den alligevel spor. Det er en af den slags bøger, som jeg gav mig til at fortælle om til mine kollegaer, som ikke læser krimi. Jeg var så betaget af den måde jeg blev snydt på. Stille og roligt og uden at have travlt, førte Carrisi mig bag lyset. Igen. Bogen kaster lys over mediernes rolle i kriminalsager. Hvordan deres udlægning af sagen kan påvirke folk til at udskamme og forfølge en person, som der faktisk ikke findes et eneste bevis imod. Hvor stor en magt medierne har og hvordan de også kan bruges af politiet, til at styre hvilken retning opmærksomheden skal rettes.

Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg skal bedømme denne bog. Hvordan jeg skal viderebringe den til jer. Jeg ved den vil dele vandene fordi den starter så røvhamrende langsomt som den gør. Havde jeg ikke læst de første bøger af denne forfatter, var jeg stået af. Men jeg synes simpelthen heller ikke, at man bør springe over den. Bare vær opmærksom på en langsom bog, som kræver ned i gear og tålmodighed.

Jeg lander den på 4 krimiperler, fordi den trods alt er for længe om at komme rigtigt i omdrejninger og fordi den ikke fik mig til at gyse. På trods af langsomheden, så gjorde den indtryk på mig og da sidste side var vendt, sad jeg med sådan lidt en ”det er fandme løgn-følelse”. På den gode måde.