Anmeldelse: Finn Halfdan - Oraklet

Vi skal ikke læse mange sider ind i Oraklet, før vores hovedperson, Daniel Bro, modtager et skæbnesvangert opkald. Spændingen stiger og så er stilen ligesom lagt!

For 19 år siden, blev Daniels søster myrdet. Sagen har været åben lige siden. Historien begynder hvor Daniel Bro, som nu er politibetjent, tager hen for at fortælle sine forældre, at sagen er blevet henlagt. Og det er så her opkaldet kommer ind i billedet. Netop da Daniel har lukket døren til forældrenes hus, bliver han ringet op af en person, som tilbyder ham navnet på søsterens morder.

Daniel tager selvfølgelig imod tilbuddet, som indebærer fuld diskretion samt en række modydelser. Når man er en lille smule rebelsk og ikke er typen der bare parerer ordrer, så er det svært at holde ord omkring diskretion. Daniel Bro vil kende sandheden, koste hvad det vil.

Plottet er vanvittigt godt fundet på, synes jeg. Hvis du skulle have adgang til en masse ustraffede menneskers DNA-profiler, hvor ville du så starte? Jeg havde ikke regnet den ud. Jeg synes idéen er fascinerende og ret genialt tænkt. Desværre ligger idéen med den anonyme stemme i telefonen enormt tæt op ad en anden bog, som udkom i efteråret 2018. Det er dog på trods af dét, ikke to bøger der som sådan kan sammenlignes, og baggrunden for det hele er også forskellig.

Daniel Bro er en yderst interessant hovedperson. Han er lige dele cool og samvittighedsfuld og han stopper ikke før tingene går efter hans næse. Han har en sød og kompetent partner, Alba, som hjælper ham og står bag ham. Også hun er cool og en smule rebelsk, men dog ikke i samme kaliber som Daniel. Kan han stole på hende?

Daniel og Alba er et par stærke hovedpersoner, som jeg gerne læste flere bøger med. Det er dog sådan, at dette er Finn Halfdans tredje bog, men ingen af dem hænger sammen som serie. Oraklet bliver også afsluttet i en sådan grad, at det ikke tyder på, at vi skal høre mere til Daniel og Alba. Men vi kan jo krydse vores fingre og håbe. På den anden side, så kan enkeltstående bøger altså også noget, som serier ikke kan. 

Jeg har læst de to forrige bøger af Finn Halfdan. Begge er gode bøger. Jeg synes han bliver bedre og bedre og denne her er fortjener fem krimiperler.

Anmeldelse: Finn Halfdan - De uskyldige døde

De uskyldige døde, er den anden selvstændige krimi fra Finn Halfdan. Også denne gang, har vi at gøre med en hovedperson, som i mine øjne, er temmelig speciel. Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg mener om hende. Hun er på en eller anden måde irriterende i sin hardcore facon. Altid negativ og småsur. På den anden side er hun fascinerende og meget anderledes end de fleste hovedpersoner, hvilket egentlig er ret okay.

Maya Leander fører et helt almindeligt halvkedeligt liv som journalist på et dagblad i Roskilde. En aften kører en Ferrari op på siden af hende og en tidligere kollega, spørger om hun har lyst til en tur. De ender på elskovsweekend i Sverige og Maya tager sig selv i, at få følelser for kollegaen Nicholas Holm. Allerede om mandagen bliver Maya afhørt af politiet – mistænkt for mordet på Nicholas!

Forskellige ting, som jeg ikke vil afsløre her, gør, at Maya går i gang med sin egen undersøgelse af sagen. Det bliver en hæsblæsende omgang, som bl.a. bringer hende til Spanien i kløerne på en flok ukendte, men grumme typer. Maya får hjælp fra en kant hun ikke havde lyst til at få hjælp fra, men når man er desperat, gør man ind imellem ting, som ikke er efter bogen. Det er et af bogens temaer – at man ind imellem går så langt for en god sags tjeneste, at det ikke længere er så god en sag.

Jeg var underholdt hele vejen igennem bogen. På en eller anden måde, synes jeg den lugter lidt af actionfilm. Jeg ved godt det ikke er så velset at sætte kønsmærkater på bøger – ordet femikrimi er i hvert fald blevet et udskældt ord. Ikke desto mindre, så mener jeg denne krimi er mest en mandekrimi. Hovedpersonen er ganske vist en kvinde, men hun er, som tidligere nævnt, så hardcore, at hun ikke minder om andre kvindelige hovedpersoner. Jeg vil gerne slå fast, at mandekrimi ikke er negativt ment. Tvært imod. Jeg har tænkt mig at tage den med på sommerferie, så min kæreste kan læse den.

Og så til det med perlefordelingen. Jeg tror jeg er nødt til at lave om på mit system. Hos mig er tre perler ikke dårligt. Det betyder en god og spændende bog. Velskrevet og med et godt plot. Det betyder dog også, at den i mine blodhungrende og uhyggesøgende øjne, mangler noget. Og selvom den her faktisk fik mig til at holde vejret tilsidst, og selvom den faktisk havde et ret fedt og uventet element hen mod slutningen, så rystede den mig ikke, som jeg gerne vil rystes og skurken havde jeg hurtigt gennemskuet. Dog bestemt en god og meget velskrevet bog, som holdt mig interesseret hele vejen. Jeg vil glæde mig til at læse bog nr. 3!


Update: Efter at have skrevet denne anmeldelse, har jeg gået og tænkt og jeg har haft lidt ondt i maven over antallet af perler. Jeg synes egentlig bogen er så fint skrevet, at den fortjener en perle mere. Det har den hermed fået!

Vil du følge med på Facebook? Klik H E R

 Læs min anmeldelse af "Et nødvendigt offer"

Anmeldelse: Finn Halfdan - Et nødvendigt offer

Jeg havde hørt at denne bog skulle minde om Jo Nesbø’s Harry Hole-bøger, så lad mig bare være ærlig og sige, at jeg var en lille smule forbeholden. Ham Jo Nesbø løber man altså ikke bare sådan lige op på siden af og jeg synes egentlig heller ikke det nødvendigvis er et plus at minde om ham. Harry Hole er sig selv og ham skal man ikke sådan forsøge sig med at efterligne. Men det er bare min mening :)

Så altså.. som sagt var jeg lidt forbeholden og det gik egentlig også lidt trægt for mig i starten. Jeg tror det mest var skrivestilen der forstyrrede mig til at begynde med. Det var meget talesprog og ”talte sætninger” hvis man kan sige det sådan. Heldigvis varede det ikke ved ret længe, eller også vænnede jeg mig bare til det. Under alle omstændigheder tog handlingen fart sammen med spændingen og sympatien til hovedpersonen Elliot Boye, som jeg ellers synes var lidt mærkelig til at begynde med.

Men hvad er han så for en ham Elliot Boye? Minder han så om Harry Hole? Jeg synes det ikke. Selvom Elliot ud fra mine beregninger må være i starten af fyrrerne, så virker han på en eller anden måde yngre. Elliot er en doven hund i den periode vi møder ham, men han er ingenlunde fordrukken eller udslidt som Harry. Tvært imod får vi indtryk af at han ser både ung og smart ud og det tar ham da heller ikke mange minutter at få fyret op under gløderne og komme igang, så jeg vil mene at dovenskaben er begrænset. På den ene side opfører han sig som en naiv og teenager, som skal reddes ud af suppedasen og på den anden side er han hårdkogt, som en anden amerikansk strømer der kan sine våben i søvne og kan udtænke snedige planer. En ret speciel type, som jeg ikke helt kan finde ud af, hvor troværdig jeg egentlig synes er...  alligevel er det ret svært ikke at holde af ham :)

Ku det ikke være rart at få lidt at vide om handlingen også? Den kommer her:

Elliot Boye er journalist. Som sagt går han og laver så lidt som muligt da han har et skidt forhold til redaktionschefen og egentlig også har kærestesorger. Elliot finder ved et tilfælde ud af, at PET overvåger ham. Han er i tvivl om hvorfor, men lægger to og to sammen og når frem til, at det kun kan være pga af én bestemt sag, han har skrevet om engang og som han har fulgt op på for nyligt. Der er ting i Elliots fortid, som får vreden til at ulme i ham og som får ham til at grave videre i sagen frem for at trække følehornene til sig. I første omgang lader han ikke PET vide, at han ved de overvåger ham. Det giver ham et forspring, men ikke særlig længe. Hvem kan han stole på og hvem er i lommen på PET?

Et nødvendigt offer er en ganske vellykket debut. Da den først lige var igang, var den svær at slippe igen og det er en af den slags bøger hvor du kun skal forholde dig til en enkelt person, som du så tilgengæld kommer til at kende ekstra godt. Helt klart anbefalelsesværdig og jeg glæder mig til at læse mere af Finn Halfdan.

Der står på forsiden, at det er en spændingsroman, så det ved man på forhånd når man går igang. Det lever den fuldt ud op til synes jeg, men nu skal jeg jo vurdere den fra krimivinklen, og så savner jeg altså lidt uhygge. Baseret på dét, lander bogen på 3 krimiperler. Men god er den!

 

Vil du følge Frk. Tines krimitanker på Facebook, så kan du gøre det lige her :)