Anmeldelse: Mattias Edvardsson - En helt normal familie

Jeg ved simpelthen næsten ikke hvordan jeg skal starte på at skrive min anmeldelse af denne bog. Der er så forfærdelig mange ting jeg har lyst til at sige og til at fortælle. Samtidig kan jeg ikke fortælle særlig meget, uden at afsløre det plot og den handling, som er hele bogens grundlag.

Jeg kan starte med at sige, at jeg er fuldstændig helt fremdeles betaget af den her bog, måden den er skrevet på og den dybde der er i personerne mere eller mindre udelukkende ved hjælp af sproget, som personerne benytter sig af. ”Show, don’t tell”, siger den ene hovedpersons lærer, på et tidspunkt i bogen. Lige netop dette, styrer Mattias Edvardsson perfekt. Mesterligt, siger jeg bare – bogen efterlod mig mundlam!

”En helt normal familie”, handler om ægteparret Adam og Ulrika og deres datter, Stella. Bogen er fortalt i jeg-form, hvor alle tre personer kommer til orde og fortæller os deres synsvinkel på hændelserne. Vi starter med Adam og følger ham, da datteren Stella bliver anholdt for mord på en ung forretningsmand. Han fortæller både om tiden op til drabet og om sine følelser omkring anholdelsen. Det er selvfølgelig hårdt for Adam. Han er præst og en retskaffen mand. Alligevel driver frustrationen ham til, at tage sagerne i egen hånd.

Herefter skifter fortællervinklen og vi følger nu Stellas oplevelser omkring flere af de hændelser vi også hører fra Adam. Imens jeg læste Adams del, tænkte jeg, at vi har at gøre med en lidt ”pæn” forfatter. Ikke de store udskejelser og et vældig pænt sprog. Men så skifter vi til Stella og her går forfatterens evner for alvor op for mig. Stella er på mange områder som teenagere er flest og det er ikke svært at huske egen ungdom eller få øje på egne teenagedøtre i Stella. Jo, hun agerer ekstremt i mange situationer, men jeg forstod hende alligevel. Da vi til sidst skifter fortællervinkel og får mor og forsvarsadvokat, Ulrikas syn på sagen, var jeg spændt på at finde ud af hvem hun er bag facaden … for vi ved ligesom bare, at der ER en facade.

Der er dukkede umanerligt mange tanker og følelser op undervejs gennem læsningen. Jeg vil næsten anbefale, at man laver noget fælleslæsning med en veninde eller en læsegruppe, for det her er en bog, hvor man får brug for at vende tankerne og til tider også have nogen at bande sammen med.

Så … ”show, don’t tell” – Mattias Edvardsson formår at beskrive de tre hovedpersoner ved hjælp af den måde hvorpå de taler, viser os hvem de er – fandme sejt, jeg er dybt imponeret!

”En roman om en forbrydelse”, står der på forsiden af bogen. Så ikke rigtig en krimi, men alligevel lidt. En bog om, hvordan langt de fleste forældre ville reagere, hvis deres børn blev anklaget for noget så grusomt som Stella bliver. En bog om hvor meget facade de fleste af os har, selvom den er harmløs det meste af tiden. En bog om, at vi ikke kender hinandens inderste selvom vi føler vi ved det meste om hinanden.

Mine hænder i vejret og fuld perleplade! 👐

Anmeldelse: Mads Peder Nordbo - Kvinden med dødsmasken

Kvinden med dødsmasken, er 3. og sidste del af en trilogi, hvor af de første to er Pigen uden hud og Kold angst. Det ser dog ud til, at denne alligevel ikke bliver sidste del, da forlaget allerede har solgt bog nr. 4 til det store udland. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at du læser de to første inden du kaster dig over denne. Ellers går du simpelthen glip af alt den vigtige baggrundsviden!

Der er ingen tvivl om, at Mads Peder Nordbo, virkelig ved hvad han har med at gøre og har fingeren på pulsen i forhold til det grønlandske samfund. Jeg hørte i radioavisen i går, at Donald Trump har sat sig det mål, at få Grønland gjort amerikansk. Det gør Kvinden med dødsmasken til en højaktuel bog.

Der er en del politisk spil i både denne 3. bog og i de to foregående. Ikke så det fylder og bliver tørt, men dog på en måde, som gør, at man skal holde tungen lige i munden for at finde hoved og hale i det hele. For mit vedkommende, gør det samme sig faktisk gældende omkring selve handlingen i Kvinden med dødsmasken.

Vores hovedperson Matthew Cave, er så småt ved at komme sig over et drab han har begået tidligere i fortællingen. Et drab, som blev begået i selvforsvar og for at redde en anden. Et drab på en morder. Alligevel har det forandret ham grundlæggende. Samtidig spirer en forelskelse til den ødelagte grønlandske pige, Tupaarnaq. Pigen er forsvundet og selvom Matthew er sikker på hendes uskyld, så er hun jaget af politiet for en række mord begået af en kvinde. Inden længe, findes der DNA-spor, som tyder på at morderen er en anden kvinde. En kvinde som har været død og begravet i mere end to måneder.

Det grønlandske folk tror på ånder og er generelt temmelig overtroiske. I Grønland findes der noget som hedder en Qivittoq. Det er sindssyge mennesker, som bliver udstødt af samfundet og som herefter vandrer ud på isen eller op i fjeldene for at søge ensomheden. Herude i den iskolde intethed, bliver de endnu mere vanvittige og kommer tilbage efter hævn. Med dette i tankerne, er det ikke svært at forestille sig den angst der begynder at sprede sig i det lille samfund, da de hører om den døde kvinde. Da ordet Qivittoq også bliver nævnt af mordersken ved et af drabene, bryder panikken ud.

Mads Peder Nordbo, forstår virkelig at skabe stemning i sine bøger. Jeg følte kulden, jeg mærkede mørket og jeg fornemmede tydeligt både ensomhed og angst. Jeg synes det er super interessant at høre om den barske, skræmmende, men smukke grønlandske natur. Hvor nemt det er at miste livet deroppe, hvis man træder bare et lille skridt forkert og fx havner i det iskolde hav. Omgivelserne er beskrevet så præcist, at det føles som at læse en film. Desværre blev det mere brudstykker end en hel film for mig i denne bog. Jeg synes desværre, at det er lidt en rodet fortælling. Jeg synes det blev svært at hitte rede i tid, sted og personer. Dét mørke og den ensomhed der burde have påvirket mine følelser, fik mig i stedet til at kede mig i længden. Der er både spænding, uhyggelige passager og sågar en snert af action, men for mig blev det desværre lidt ved netop dét – passager. Jeg havde svært ved at fastholde min opmærksomhed på bogen og det tog mig lang tid at komme igennem den. Når hovedpersonen bare ud af det blå gætter hvor morderen er gået hen og derefter opsøger vedkommende helt alene, så bliver det også en smule for urealistisk for mig.

Men … slutningen sammenholdt med en viden om, at der er en bog nr. 4 i støbeskeen, gør at jeg glæder mig til at læse om, hvad der mere kommer til at ske med Matthew Cave. Han er beskrevet yderst levende og nærværende, så jeg næsten føler at jeg kender ham en lille smule. Denne gang, kan det dog kun blive til 3 krimiperler fra mig.

Anmeldelse: Thomas Bagger - Grav

Thomas Bagger har skrevet tre bøger om Camilla Staal og Ask Hjortheede. De to første – ”Den permanente” og ”Superstar” – var begge gode og velskrevne krimier … men så kom Grav!

Ask er tilbage på fuld styrke, efter sin sygemelding i forrige bog. Førhen var han chef, men nu er Camilla Staal den øverste af de to. Det giver komplikationer, men udelukkende pga de misforståelser, som nok er meget typiske mellem mænd og kvinder. Når kvinder siger én ting, men mener noget andet og når mænd forsøger deres bedste, men deres handlinger bliver misforstået.

Camilla og Ask, bliver sendt ud i en voldsom jagt på liv eller død, da en ældre mand tvinger sig adgang til vicepolitidirektørens kontor. At de ikke længere er fuldstændig på bølgelængde, bliver en udfordring for dem i den hæsblæsende kamp, for at redde en kollegas liv. Undervejs får de ledetråde, som peger i retning af noget, som er foregået på politigården i 1992.

Imens vi følger Ask og Camilla, følger vi samtidig en række mennesker og begivenheder i 1992. Begivenheder, som fører til drabet på betjenten Kat Dürr og begivenheder, som er skyld i, at Ask og Camilla ikke forventes at slippe levende fra den mission de er sendt ud på.

Selve handlingen vil jeg ikke skrive mere om, men jeg vil meget gerne slå fast, at det her er en krimi i allerhøjeste kaliber. Den er så afsindigt godt skrevet og den indeholder alle de elementer jeg sætter pris på i en krimi. Den har detaljerede og blodige beskrivelser, den har uhygge som fik mig til, helt bogstaveligt, at holde vejret gennem store dele af bogen. Den har et spændingsniveau, som trak mig langt væk fra virkelighedens verden og gjorde mig uimodtagelig for, hvad der foregik omkring mig. Den har et persongalleri, som er beskrevet, så de kom langt ind under huden på mig. Følelsen af ikke helt at vide om jeg skal holde med dem eller ønske det værst tænkelige for dem, vidner om en forfatter der kan sit kram, eller opper sit game, som min teenagedatter ville sige.

Der er langt mellem den type bøger, hvor jeg hele vejen igennem, imponeres over forfatterens evner på både det sproglige og det indholdsmæssige. Men sådan en bog er Grav! Jeg er vild med temaet om illusioner og jeg elsker, den dér tydelige fornemmelse i kroppen om, at det ikke kun er bogens personer, der bliver grundigt taget i røven og snydt af illusioner.

Der er ingen illusioner omkring de 6 krimiperler, som jeg synes Grav fortjener.