Anmeldelse: David Lagercrantz - Hende der må dø

Så kom den endelig – 6. og sidste del af Milleniumserien. Stieg Larsson startede serien og skrev de første tre. David Lagercrantz, tog over efter Larssons død og har nu skrevet 6. og, siges det, sidste del.

Der har været mange skriverier og sågar tv-programmer om hele Larsson/Lagercrantz-problematikken. Folk der har boykottet serien i vrede over den nye forfatter. Jeg er ikke en af dem der har haft et problem. Jeg har læst både bog 4 og 5 med begejstring. Jeg er ikke typen der er så nærlæsende, at jeg har lagt mærke til om der var stor forskel i deres skrivestil. Det samme gør sig gældende i denne bog nr. 6. Desværre synes jeg ikke det er en specielt velskrevet bog. Jeg synes der er mange underlige sætninger og alt for mange sætninger der starter med et ”Men” uden at det rigtigt passer ind. Det kan gøres cool, men jeg synes ikke det er tilfældet her. Ja, det er givetvis flueknepperi, men det skyldes nok, at jeg bare generelt kedede mig.

Lisbeth Salander er forsvundet og Michael Blomkvist forsøger uden held at komme i kontakt med hende. Først da der sker et mystisk dødsfald, som lugter hen ad mord, viser Lisbeth flaget, men dog kun i form af en krypteret besked i Michaels computer. Manden er ikke nem at identificere, men ved hjælp af bl.a. Lisbeths kloge hjerne og hendes evner med en computer, nærmer man sig en identitet. Da man finder en seddel i mandens lomme med Michaels telefonnummer, og da vidner har hørt manden tale om en højtstående politiker, som er kommet i svær modvind, fatter politiet interesse. Samtidig har Lisbeths søster, Camilla, aldrig været så opsat på at tilintetgøre Lisbeth som nu.

Jeg havde glædet mig til denne bog. Jeg var spændt på afslutningen, men jeg er simpelthen nødt til at være ærlig og sige, at jeg blev gevaldigt skuffet. Jeg synes egentlig ikke der skete noget særligt og jeg synes mest af alt det var en temmelig rodet historie. Vi springer frem og tilbage i både tid og personer, men jeg synes historien er tynd. For mig gik der for meget russisk mafia, motorcykelklub og politik i den. Jeg kedede mig og var flere gange lige ved at give op. Men det er trods alt en afslutning på en serie jeg har sat pris på, så jeg læste videre, selvom jeg til sidst, var nærmest ligeglad med hvordan det endte. Hen mod slutningen, kommer der den form for action og gru, som jeg sætter pris på, men da var det ligesom lidt for sent.

Det jeg bedst har kunnet lide ved Milleniumserien, er Lisbeths evner til at hacke alt og alle. Hendes metoder at tage hævn over de modbydelige typer der har krydset enten hendes vej, eller folk hun holder af. Der har været nogen af bøgerne hvor det næsten ikke var med, men det er det trods alt i denne. Det var et plus for mig i en ellers rodet affære.

2 perler kan det desværre kun blive til fra mig til Blomkvist og Salander.