Anmeldelse: Stephen King - Anstalten

Stephen King kendt som gysets mester.  I min optik er det ikke gysere han skriver, men filmatiseringen af flere af hans bøger, er dog drejet temmelig meget i dén retning. For mig er det spænding i høj kaliber og ofte med et twist af noget overnaturligt – noget som måske, måske ikke, kunne være virkeligt.

Sådan er det også i Anstalten. Den greb mig om hjertet nærmest fra starten og så holdt den spændingsniveauet selvom det er en lang bog på over 600 sider. Den er på én gang både hjertegribende trist og vanvittigt spændende.

Luke Ellis bliver kidnappet og anbragt på en anstalt, som viser sig at være fyldt med børn. Alle er højt begavede og alle har de en helt særlig evne i form af enten telepati eller telekinese. De ansatte på anstalten skyr ingen midler når det kommer til at lave forsøg med børnene og deres særlige evner. De ansatte er for længst holdt op med at opfatte børnene som individer med følelser. Børnene er som dyr og bliver straffet, for at skabe respekt og frygt.

Samtidig et andet sted i landet, beder et flyselskab folk om at stige af flyet grundet pladsmangel. Tim Jamieson stiger af og i stedet for at tage imod selskabets tilbud om hotel og ny rejse næste dag, så tomler han den mod New York. Tim har ikke travlt, så da han undervejs havner i en lille flække midt i ingenmandsland, beslutter han at blive hængende. Den beslutning kommer til at ændre hans liv for evigt.

Egentlig er jeg ikke til bøger med alt muligt overnaturligt hejs, men i Anstalten er det beskrevet så fint og virkeligt, at jeg helt sad og kom i tvivl, om nogen faktisk har disse evner i virkeligheden. Samtidig er det noget af dét der giver bogen et ekstra løft mod toppen. Jeg synes det var fantastisk under scenerne med tankelæsning. Nøj hvor ville det somme tider være en praktisk evne at have. Efter min mening bliver det ikke for meget på noget tidspunkt. Hvis du har stiftet bekendtskab med enten bogen eller filmen ”Den grønne mil”, så har du enten læst, set eller begge dele, hvordan en lille smule af det overnaturlige, kan give både spænding og samtidig stramme grebet om følelserne.

Der er mange emner i denne bog, men den vigtigste er nok venskab. Hvordan fællesskab avler styrke, i en verden hvor man ikke altid ved, hvem der vil en det bedste og hvem der ikke vil.

Hjertegribende historie og fuldstændig fremragende skruet sammen. Måske den bedste Stephen King-bog jeg har læst!

5 krimiperler til Luke, Tim og Stephen K.

Anmeldelse: Sofie Sarenbrant - Skammekrogen

Jeg har læst enkelte bøger af Sofie Sarenbrant og efterfølgende havde jeg besluttet, at hendes bøger ikke var noget for mig. Men så fik jeg at vide, af en af mine Krimifan-kollegaer, som jeg plejer at dele krimismag med, at hun synes den var god. Hun sagde at hun troede jeg ville kunne li den. Da jeg havde en dag på sofaen, med et hoved der var påvirket af den kroniske hjernerystelse som til tider driller mig røvsygt meget, besluttede jeg at lytte til den på Mofibo. Den er indlæst af Karin Rørbech, og det gør hun virkelig godt!

Min Krimifan-bloggerkollega, Betina, fik ret. Jeg synes faktisk rigtig godt om den. På trods af, at jeg ikke kendte hovedpersonen, Emma Sköld, på forhånd, så synes jeg hendes karakter trådte tydeligt frem og jeg følte på intet tidspunkt, at jeg manglede baggrundsviden fra tidligere bøger. Det væsentlige er skildret i lette små detaljer, så det ikke behøver tage unødig plads. Det sætter jeg pris på.

Ud over Emma, så følger vi flere forskellige mennesker og deres synsvinkler. Herunder Emmas niece Julia, som er udsat for mobning af ekstrem grov karakter og som ikke vælger at dele det med nogen. I hvert fald ikke med sine forældre eller andre der står hende nær. Vi følger også en ukendt kvinde, som fortæller om en barndom fuld af svigt – desværre også fra en mor, som valgte at begå selvmord, da kvinden og hendes brødre var små. Vi følger en mand som ligger levende begravet og efterhånden som sløret løftes, bliver vi klar over, at mandens plan i første omgang, var at begå selvmord.

I det hele taget fylder selvmord en hel del i denne bog. Man kan vel sige, at det er dens hovedtema og jeg synes det er en virkelig interessant og vigtig vinkel. For ja, selvfølgelig er selvmord et kæmpe svigt af de personer der efterlades. Det kaster skyld og skam over dem, for ikke at tale om den store sorg og følelsen af magtesløshed de er efterladt med. Men netop magtesløsheden er givetvis også det der overmander en selvmorder. At være drevet helt derud, hvor man ikke ser anden løsning, hvor man er så langt nede i et sort hul af sorg eller depression, at intet andet føles som en mulig udvej.

Jeg synes plottet er fedt og jeg synes det er virkelig godt tænkt. Det giver stof til eftertanke. På den lidt negative skala, så synes jeg vi efterlades med en meget åben afslutning på sagen, så jeg forestiller mig, at der kommer mere til historien. Der er flere løse ender til den, synes jeg. Spændende ender, som jeg gerne vil høre mere om. Derudover afsluttes bogen også med en cliffhanger som samtidig må blive starten på næste del. Jeg synes på en eller anden måde, at jeg blev efterladt med en lidt flad fornemmelse og ingen form for forløsning overhovedet. Derudover, så synes jeg det er en kedelig tendens, at det altid er hovedpersonens nærmeste der kommer ud for diverse uhyrligheder. I denne bog, er det Emmas niece. Det kunne, efter min mening, lige så godt have været en fremmed der fortalte samme historie. Det ville ikke have gjort en forskel for historien - det ville derimod have gjort den mere troværdig. Denne tendens er Sarenbrant langt fra ene om.

Men jeg var godt underholdt hele vejen. Bogen er skrevet i et stille og roligt tempo som ligesom bare flyder let afsted. Jeg blev både fanget og fastholdt og ønskede at vide hvad der mere kom til at ske. Der er til gengæld smæk på det psykologiske og der er fortællinger der giver ondt i maven. Julias historie gav både klump i halsen og et stærkt håb om, at hendes plageånd ikke får lov at slippe afsted med sine grusomheder.

Alt i alt en velskrevet bog med et godt plot og et interessant og vigtigt emne. 

Skammekrogen er 7. del i serien om kriminalinspektør Emma Sköld, men nye læsere som mig, kan sagtens springe på toget her, uden at det føles som om man mangler nogle stoppesteder.