Jeg har læst enkelte bøger af Sofie Sarenbrant og efterfølgende
havde jeg besluttet, at hendes bøger ikke var noget for mig. Men så fik jeg at
vide, af en af mine Krimifan-kollegaer, som jeg plejer at dele krimismag med,
at hun synes den var god. Hun sagde at hun troede jeg ville kunne li den. Da
jeg havde en dag på sofaen, med et hoved der var påvirket af den kroniske
hjernerystelse som til tider driller mig røvsygt meget, besluttede jeg at lytte
til den på Mofibo. Den er indlæst af Karin Rørbech, og det gør hun virkelig
godt!
Min Krimifan-bloggerkollega, Betina, fik ret. Jeg synes faktisk
rigtig godt om den. På trods af, at jeg ikke kendte hovedpersonen, Emma Sköld, på forhånd, så
synes jeg hendes karakter trådte tydeligt frem og jeg følte på intet tidspunkt,
at jeg manglede baggrundsviden fra tidligere bøger. Det væsentlige er skildret i
lette små detaljer, så det ikke behøver tage unødig plads. Det sætter jeg pris
på.
Ud over Emma, så følger vi flere forskellige mennesker og
deres synsvinkler. Herunder Emmas niece Julia, som er udsat for mobning af
ekstrem grov karakter og som ikke vælger at dele det med nogen. I hvert fald
ikke med sine forældre eller andre der står hende nær. Vi følger også en ukendt
kvinde, som fortæller om en barndom fuld af svigt – desværre også fra en mor,
som valgte at begå selvmord, da kvinden og hendes brødre var små. Vi følger en
mand som ligger levende begravet og efterhånden som sløret løftes, bliver vi
klar over, at mandens plan i første omgang, var at begå selvmord.
I det hele taget fylder selvmord en hel del i denne bog. Man
kan vel sige, at det er dens hovedtema og jeg synes det er en virkelig interessant
og vigtig vinkel. For ja, selvfølgelig er selvmord et kæmpe svigt af de
personer der efterlades. Det kaster skyld og skam over dem, for ikke at tale om
den store sorg og følelsen af magtesløshed de er efterladt med. Men netop
magtesløsheden er givetvis også det der overmander en selvmorder. At være
drevet helt derud, hvor man ikke ser anden løsning, hvor man er så langt nede i
et sort hul af sorg eller depression, at intet andet føles som en mulig udvej.
Jeg synes plottet er fedt og jeg synes det er virkelig godt
tænkt. Det giver stof til eftertanke. På den lidt negative skala, så synes jeg vi
efterlades med en meget åben afslutning på sagen, så jeg forestiller mig, at
der kommer mere til historien. Der er flere løse ender til den, synes jeg. Spændende ender, som jeg gerne vil høre mere
om. Derudover afsluttes bogen også med en cliffhanger som samtidig må blive starten på næste del. Jeg synes på en eller anden måde, at jeg blev efterladt
med en lidt flad fornemmelse og ingen form for forløsning overhovedet. Derudover,
så synes jeg det er en kedelig tendens, at det altid er hovedpersonens nærmeste
der kommer ud for diverse uhyrligheder. I denne bog, er det Emmas niece. Det
kunne, efter min mening, lige så godt have været en fremmed der fortalte samme
historie. Det ville ikke have gjort en forskel for historien - det ville derimod
have gjort den mere troværdig. Denne tendens er Sarenbrant langt fra ene om.
Men jeg var godt underholdt hele vejen. Bogen er skrevet i et
stille og roligt tempo som ligesom bare flyder let afsted. Jeg blev både
fanget og fastholdt og ønskede at vide hvad der mere kom til at ske. Der er til gengæld smæk på det psykologiske og der er fortællinger der giver ondt i maven. Julias historie gav både
klump i halsen og et stærkt håb om, at hendes plageånd ikke får lov at slippe
afsted med sine grusomheder.
Alt i alt en velskrevet bog med et godt plot og et interessant og
vigtigt emne.
Skammekrogen er 7. del i serien om kriminalinspektør Emma Sköld, men nye læsere som mig, kan sagtens springe på toget her, uden at det føles som om man mangler nogle stoppesteder.
Tak for den fine anbefaling og gode anmeldelse. Flere af mine kolleger har talt godt om den. Jeg giver den en chance. :)
SvarSlet