Viser opslag med etiketten Elsebeth Egholm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Elsebeth Egholm. Vis alle opslag

fredag den 29. marts 2019

Anmeldelse: Elsebeth Egholm - Frit fald




Æj hvor har jeg glædet mig til næste del i serien om Rina. Hun er læge om dagen og klatrer de højeste bygninger i Århus by om natten, som street artist under dæknavnet "Private Eye".


Frit fald, starter kun få uger efter ”Jeg finder dig altid” sluttede. Rina kan ikke slippe historien om Henrik som blev sparket ned fra taget af Prismet. Hun stoler stadig ikke rigtig på politiet, selvom hendes følelser for efterforsker Helge Stanek, er begyndt at spire en ganske lille smule. Rina begynder stille og roligt sin egen lille efterforskning, men det viser sig hurtigt, at man nemt kommer til at træde bistre mennesker over tæerne, så det varer ikke længe, før hun igen er jaget. Rinas ansigtsblindhed gør det noget nær umuligt for hende, at finde ud af hvem det er der vil hende til livs.

Der kører flere forskellige sager på samme tid. Stanek bliver taget af sagen om Henrik, da hans chef mener han er inhabil grundet Staneks spirende følelser for Rina. I stedet bliver han sat på en sag om en mand, der er forsvundet fra sit sommerhus. I første omgang ser det ud som et selvmord, men vi kloge krimilæsere lugter jo lynhurtigt lunten. Ganske rigtigt, sagerne hænger sammen, og da trådene langt om længe bliver filtret ud og hele sagen ligger klart og tydeligt bredt ud, så er det en ganske modbydelig historie.

Elsebeth Egholm er sådan en forfatter, som har et temmelig højt grundniveau. Jeg forventer mig altid en hel masse af hendes bøger og indtil videre er mine forventninger blevet indfriet hver eneste gang. Det gælder også denne gang. Som nævnt ovenfor, så er der så småt ved at opstå en gensidig tiltrækning mellem Stanek og Rina. Det beskrives så fint og klart, at jeg næsten sad og følte, at det var mig der var lidt smålun på Stanek. Alligevel så formår forfatteren at holde kærlighedshistorien ude af fortællingen, så det bliver sagen og kun sagen der fylder. Det sætter jeg pris på, selvom jeg også håber at Helge og Katarina får hinanden på et tidspunkt. Lidt sucker for lååååve er man vel altid, selvom jeg ikke synes det bør fylde (ret meget) i en krimi. Dele af "Frit fald" foregår i min barndoms baghave. Ret sjovt at læse, synes jeg. 

Bogen har et jævnt halvhøjt tempo med drama fra start til slut, men den bliver ikke neglebidende uhyggelig på noget tidspunkt. 

Bogen er Frit fald, men Egholm er på toppen.
5 flotte krimiperler




torsdag den 10. august 2017

På Godsbanen med Elsebeth Egholm

Igår, onsdag d. 9. august 2017, var jeg inviteret til bogbloggerarrangement, af Politikens Forlag. Denne gang, handlede det om en af mine yndlingsforfattere - Elsebeth Egholm. 
Det er nok ikke gået ret manges næse forbi, at hun netop har udgivet en ny bog, som samtidig er første del af en helt ny serie. Hovedpersonen hedder Katarina (Rina), og udover at have egen lægepraksis, så klatrer hun i sin fritid. Før i tiden, havde Rina sin daglige gang på Godsbanen i Århus. Et område midt i byen, hvor unge mennesker har fået lov, at bygge og opholde sig. Området kaldes også Institut for (X) og nej, det er ikke en fejl med X'et, hvilket jeg først troede da jeg læste bogen. Stedet hedder faktisk sådan. 😊 Og her på Godsbanen mødtes vi, for at gå en tur i området og se, hvor Elsebeth Egholm har fået sin inspiration til bogens kulisser. 
Jeg bor i Århus og kendte godt til Godbanen. Jeg kendte dog intet til alt det omkringliggende, så det var en stor oplevelse at gå rundt og se det hele. De mange flotte huse og sager der var blevet bygget- Alt det liv der var dernede, med både skatebordbaner, beach volley og alle mulige andre former for aktiviteter. 

Jeg tog en masse billeder, så I måske kan fornemme lidt af stemningen dernede.  










Undervejs fortalte Elsebeth om sin bog og om sine nye hovedpersoner. Vi var mange og det blæste lidt, så jeg er desværre nødt til at indrømme, at jeg ikke hørte sådan vildt meget af det der blev sagt. I stedet var der virkelig mange indtryk, som jeg har forsøgt, at fange til jer. 









Her under, holdt en form for smed til. Det så ud som om de reparerede motorcykler og knallerter og måske også cykler. 










Der var rigtig mange fine huse dernede. Her er et af de mest interessante. Huset er bygget højt oppe på en container, med terrasse og hele moletjavsen. Sikke en udsigt de må have deroppefra.














Som nogen af jer nok ved, er jeg også en del af Team Krimifan.dk. Vi er 8 faste bloggere, og idag var 4 af os afsted. Her er jeg sammen med Betina. 



Ind imellem gjorde vi holdt, så folk kunne kigge sig lidt mere omkring og stille spørgsmål til forfatteren. 








I bogen "Jeg finder dig altid", er Rinas ekskæreste og bedste ven, Ray, indehaver af en lille dagligvarebutik på Institut for (X). Butikken er inspireret af et sted der findes i virkeligheden. Den lille butik, er dog ikke dagligvarebutik, men et sted hvor alle street art-kunstnerne, kan købe deres spraydåser med maling. De unge mænd der bestyrer butikken, var overraskede over at få at vide, at deres lille biks, indgik i en bog. De bad begge om et eksemplar af bogen. Butikken ligger lidt afsides i et lille, meget hyggeligt område. 





Her ses Elsebeth Egholm udenfor butikken, sammen med Camilla Wahlgren fra Politikens Forlag.


Et lille selfie, måtte der altså også til, når jeg nu befandt mig midt i en bogkulisse 😄


Godsbanen og Institut for (X), ligger meget centralt midt i Århus. Når man står dernede, kan man se både Musikhuset og regnbuen på toppen af kunstmuseet Aros. 


Efter rundvisningen, havde Politikens Forlag bestilt bord til os på Spiselauget. Vi kunne vælge imellem flere forskellige retter. Jeg valgte kalv. Mmm.. hvor smagte det dejligt. Det er ikke sidste gang jeg har spist dernede. Det var et anderledes sted, men meget hyggeligt. Imens vi ventede på, at få vores mad, skrev Elsebeth hilsner i alle vores bøger. Vi fik os en masse gode grin og snakken gik derudaf. Faktisk var det så hyggeligt, at arrangementet, som egentlig var programsat til kl. 19.00, strakte sig helt til kl. 20.00, hvor flere skulle nå et tog. Vanvittig god og hyggelig eftermiddag, som jeg er virkelig glad for, at have fået lov at deltage i. 😍