lørdag den 17. august 2019

Anmeldelse: Mads Peder Nordbo - Kvinden med dødsmasken



Kvinden med dødsmasken, er 3. og sidste del af en trilogi, hvor af de første to er Pigen uden hud og Kold angst. Det ser dog ud til, at denne alligevel ikke bliver sidste del, da forlaget allerede har solgt bog nr. 4 til det store udland. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at du læser de to første inden du kaster dig over denne. Ellers går du simpelthen glip af alt den vigtige baggrundsviden!

Der er ingen tvivl om, at Mads Peder Nordbo, virkelig ved hvad han har med at gøre og har fingeren på pulsen i forhold til det grønlandske samfund. Jeg hørte i radioavisen i går, at Donald Trump har sat sig det mål, at få Grønland gjort amerikansk. Det gør Kvinden med dødsmasken til en højaktuel bog.
Der er en del politisk spil i både denne 3. bog og i de to foregående. Ikke så det fylder og bliver tørt, men dog på en måde, som gør, at man skal holde tungen lige i munden for at finde hoved og hale i det hele. For mit vedkommende, gør det samme sig faktisk gældende omkring selve handlingen i Kvinden med dødsmasken.

Vores hovedperson Matthew Cave, er så småt ved at komme sig over et drab han har begået tidligere i fortællingen. Et drab, som blev begået i selvforsvar og for at redde en anden. Et drab på en morder. Alligevel har det forandret ham grundlæggende. Samtidig spirer en forelskelse til den ødelagte grønlandske pige, Tupaarnaq. Pigen er forsvundet og selvom Matthew er sikker på hendes uskyld, så er hun jaget af politiet for en række mord begået af en kvinde. Inden længe, findes der DNA-spor, som tyder på at morderen er en anden kvinde. En kvinde som har været død og begravet i mere end to måneder.

Det grønlandske folk tror på ånder og er generelt temmelig overtroiske. I Grønland findes der noget som hedder en Qivittoq. Det er sindssyge mennesker, som bliver udstødt af samfundet og som herefter vandrer ud på isen eller op i fjeldene for at søge ensomheden. Herude i den iskolde intethed, bliver de endnu mere vanvittige og kommer tilbage efter hævn. Med dette i tankerne, er det ikke svært at forestille sig den angst der begynder at sprede sig i det lille samfund, da de hører om den døde kvinde. Da ordet Qivittoq også bliver nævnt af mordersken ved et af drabene, bryder panikken ud.

Mads Peder Nordbo, forstår virkelig at skabe stemning i sine bøger. Jeg følte kulden, jeg mærkede mørket og jeg fornemmede tydeligt både ensomhed og angst. Jeg synes det er super interessant at høre om den barske, skræmmende, men smukke grønlandske natur. Hvor nemt det er at miste livet deroppe, hvis man træder bare et lille skridt forkert og fx havner i det iskolde hav. Omgivelserne er beskrevet så præcist, at det føles som at læse en film. Desværre blev det mere brudstykker end en hel film for mig i denne bog. Jeg synes desværre, at det er lidt en rodet fortælling. Jeg synes det blev svært at hitte rede i tid, sted og personer. Dét mørke og den ensomhed der burde have påvirket mine følelser, fik mig i stedet til at kede mig i længden. Der er både spænding, uhyggelige passager og sågar en snert af action, men for mig blev det desværre lidt ved netop dét – passager. Jeg havde svært ved at fastholde min opmærksomhed på bogen og det tog mig lang tid at komme igennem den. Når hovedpersonen bare ud af det blå gætter hvor morderen er gået hen og derefter opsøger vedkommende helt alene, så bliver det også en smule for urealistisk for mig.

Men … slutningen sammenholdt med en viden om, at der er en bog nr. 4 i støbeskeen, gør at jeg glæder mig til at læse om, hvad der mere kommer til at ske med Matthew Cave. Han er beskrevet yderst levende og nærværende, så jeg næsten føler at jeg kender ham en lille smule. Denne gang, kan det dog kun blive til 3 krimiperler fra mig.







søndag den 4. august 2019

Anmeldelse: Thomas Bagger - Grav




Thomas Bagger har skrevet tre bøger om Camilla Staal og Ask Hjortheede. De to første – ”Den permanente” og ”Superstar” – var begge gode og velskrevne krimier … men så kom Grav!

Ask er tilbage på fuld styrke, efter sin sygemelding i forrige bog. Førhen var han chef, men nu er Camilla Staal den øverste af de to. Det giver komplikationer, men udelukkende pga de misforståelser, som nok er meget typiske mellem mænd og kvinder. Når kvinder siger én ting, men mener noget andet og når mænd forsøger deres bedste, men deres handlinger bliver misforstået.

Camilla og Ask, bliver sendt ud i en voldsom jagt på liv eller død, da en ældre mand tvinger sig adgang til vicepolitidirektørens kontor. At de ikke længere er fuldstændig på bølgelængde, bliver en udfordring for dem i den hæsblæsende kamp, for at redde en kollegas liv. Undervejs får de ledetråde, som peger i retning af noget, som er foregået på politigården i 1992.

Imens vi følger Ask og Camilla, følger vi samtidig en række mennesker og begivenheder i 1992. Begivenheder, som fører til drabet på betjenten Kat Dürr og begivenheder, som er skyld i, at Ask og Camilla ikke forventes at slippe levende fra den mission de er sendt ud på.

Selve handlingen vil jeg ikke skrive mere om, men jeg vil meget gerne slå fast, at det her er en krimi i allerhøjeste kaliber. Den er så afsindigt godt skrevet og den indeholder alle de elementer jeg sætter pris på i en krimi. Den har detaljerede og blodige beskrivelser, den har uhygge som fik mig til, helt bogstaveligt, at holde vejret gennem store dele af bogen. Den har et spændingsniveau, som trak mig langt væk fra virkelighedens verden og gjorde mig uimodtagelig for, hvad der foregik omkring mig. Den har et persongalleri, som er beskrevet, så de kom langt ind under huden på mig. Følelsen af ikke helt at vide om jeg skal holde med dem eller ønske det værst tænkelige for dem, vidner om en forfatter der kan sit kram, eller opper sit game, som min teenagedatter ville sige.

Der er langt mellem den type bøger, hvor jeg hele vejen igennem, imponeres over forfatterens evner på både det sproglige og det indholdsmæssige. Men sådan en bog er Grav! Jeg er vild med temaet om illusioner og jeg elsker, den dér tydelige fornemmelse i kroppen om, at det ikke kun er bogens personer, der bliver grundigt taget i røven og snydt af illusioner.

Der er ingen illusioner omkring de 6 krimiperler, som jeg synes Grav fortjener.








mandag den 29. juli 2019

Anmeldelse: Clare Mackintosh - Lad mig dø



Lad mig dø, er 3. bog på dansk af Clare Mackintosh. Den er, ligesom de to foregående bøger af hende (Jeg lader dig gå og Jeg ser dig), en stand alone, hvilket betyder, at den er helt sin egen og ikke hænger sammen i en serie.

Lad mig dø, har en handling, som er lidt svær at beskrive, uden at komme til at røbe for meget. Der er dog enkelte ting, som jeg mener man ret hurtigt godt kan regne ud, så jeg løfter lige en lille flig af sløret for jer.

Annas forældre har begge begået selvmord. Først hendes far og 7 uger senere, også hendes mor. På årsdagen for morens selvmord, modtager Anna et kort. "Tillykke med dagen", står der udenpå. Indeni står der: ”Selvmord? Tro om igen”. Anna, som hele tiden har tvivlet på, at hendes forældre var i en tilstand der drev dem til selvmord, er helt sikker på, at kortet taler sandt – at hendes forældre er blevet myrdet.



Hun tager ind til den lokale politistation og kommer her i snak med receptionisten, Murray, som er pensioneret kriminalbetjent. Han mener dog ikke, at de nuværende kriminalbetjente vil tage Anna alvorligt, så han beslutter sig selv at se på sagen og grave lidt i sporene, inden han sender den videre.
Vi følger flere forskellige personer. Både synsvinkler fra Anna og Murray, men også fra en ukendt vinkel, som dog tydeligvis er en af Annas forældre. Ergo ved vi også fra starten, at både Anna og Murray tager fejl, da de formoder, at Annas forældre blev myrdet!

Det varer ikke længe, før endnu en vinkel kommer i spil. Trusselsbreve imod indblanding af politiet, bliver smidt gennem ruden til Anna og hendes mand, Mark. Et brev bundet fast til en mursten, som lander i deres 8 uger gamle datters seng. Alting spidser til og hvad der starter stille og roligt, stiger herfra mere og mere i tempo, for til sidst at munde ud i et hæsblæsende drama om liv og død.

Som altid, når vi har at gøre med Clare Mackintosh, så ved vi godt, at vi bliver taget grundigt i røven, når vi går ud fra, at vi har regnet plottet ud eller ved hvem der er banditten. Vi ved også godt, at der med garanti venter os endnu flere overraskelser som historien skrider frem. Det gjorde sig også gældende denne gang, og det er nok dét jeg sætter allerstørst pris på, ved dette forfatterskab. Forventningens glæde er stor og netop forventningen gav mig lyst til, at skynde mig igennem bogen.

Der er mange følelser i denne bog. Vi føler selvfølgelig med Anna, som har mistet begge forældre og som lige er blevet mor. Mest følte jeg dog med Murray, som lever med en psykisk syg kone. Ind og ud af psykiatrisk hospital, ryger hun. Så mange selvmordsforsøg, at det ikke kan tælles på to hænder. Alligevel så skinner Murrays kærlighed til hende tydeligt igennem. Han er beskrevet så fint og følsom, som det mest forstående og omsorgsfulde menneske. En mand, man kun ønsker alt det bedste!

Lad mig dø, er en spændende og medrivende bog. Jeg synes dog til tider den blev lidt langsommelig og selvom den mundende ud i topgear, så synes jeg alligevel ikke den var så spændende at den fik mig til at holde vejret. Plottet var dog uigennemskueligt og overraskende for mig og jeg fik et sug i maven da slutningen tog sin sidste uventede drejning.




lørdag den 27. juli 2019

Anmeldelse: Ninni Schulman - Kun dig




Jeg indrømmer, at jeg har kendt til Ninni Schulman længe og har flere af hendes bøger i min reol. Alligevel har jeg ikke læst noget af hende før nu. Jeg har læst mig frem til, at Schulman prøver kræfter med en lidt anden genre end krimi. ”Kun dig”, har fået betegnelsen spændingsroman. Den ligger efter min mening, også og læner sig en smule op ad domestic noir, uden dog rigtigt at være det. Psykologisk drama er nok det der kommer nærmest, synes jeg.

Pål har været igennem en hård periode i sit liv. Han har trukket stikket fra det kreative erhvervsliv og arbejder nu som billetkontrollør i metroen i Stockholm. Iris er designer og ulykkeligt forelsket. Hun er for nyligt blevet droppet af en gift mand, som hun har haft et lidenskabeligt forhold til. Hun deler kontor med et par venner og render jævnligt til frokoster, caféhygge og glamourøse arrangementer. Hun nyder kort sagt livet, men savner kærligheden. Ham møder hun i form af Pål og hendes liv vendes pludselig op og ned. Pål er en drøm. Han er flot, kærlig, sjov og kort sagt alt det Iris har drømt om. Han ved præcis hvad hun kan lide og det gælder også i sengen, hvor Iris når højder hun aldrig før har nået. Men Pål er ikke social. Han nyder deres tosomhed og vil helst bare den hjemlige hygge. Iris svæver på en lyserød lykkesky, så hun ønsker i bund og grund det samme som Pål.

Iris har en mørk baggrund, som hun ønsker at holde for sig selv. Hun er vokset op med en skizofren far, som gjorde grusomme ting mod både familien og fremmede, når han ikke tog sin medicin. Da Iris selv begynder at få symptomer på skizofreni, trækker hun sig ind i sig selv, tættere på Pål, men endnu længere væk fra veninder og det sociale liv.

Historien begynder på et hospital hvor Pål er indlagt og netop har fået amputeret det ene ben.
Når Pål fortæller, er det i jeg-form og når vi hører om Iris og hendes oplevelser af tingene, er det skrevet i 3. person. Jeg synes det er en ret cool indgangsvinkel, fordi det medvirker til at gøre hele handlingsforløbet endnu mere spændende. Når Pål selv fortæller, kan han udelade ting i sin historie – vi kan med andre ord ikke nødvendigvis stole på ham. Når det er 3. person der fortæller historien for Iris, ved vedkommende ikke alt og vi kan derfor heller ikke føle os sikre på, at vi får hele sandheden fra dén vinkel. Jeg blev derfor fuldstændig grebet af bogen og læste og læste og lææææææste, fordi jeg simpelthen var nødt til at finde ud af, om det var hende der var bindegal eller ham der var psykopatisk og besidderisk. Vi har en stærk fornemmelse helt fra starten, om at Iris er skyld i amputationen af Påls ben. Men handlede hun i selvforsvar eller handlede hun i vanvid og hvad skete der undervejs?

Det underlige ved den her bog er, at der egentlig ikke er noget nyt i den. Der er heller ikke noget specielt uforudsigeligt og på en eller anden måde, er det sådan en bog, som man enten har læst nærmest identisk før eller set som film. Alligevel er den skrevet på en måde, som gjorde mig helt tabt for omverdenen og som havde et spændingsniveau som bare hagede sig fast i mig. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan det hang sammen. Havde jeg ret i mine formodninger eller ville historien tage en uventet drejning. Hvilken vej det gik, vil jeg ikke afsløre for jer, men jeg kan sige så meget som, at slutningen efterlod mig med et ønske om, at høre mere.

Men der er en morale i bogen, eller i hvert fald en intention om, at sætte tanker i gang hos os SoMe-brugere. For hvornår er man asocial og hvornår er man normal? Er det asocialt, når man ikke ønsker at være en del af Facebook og Instagram, fordi man i stedet ønsker det nærvær som virkeligheden giver med de mennesker man elsker og holder af? Eller er det normalt, at man ønsker at have kontakt med alle mulige mennesker fra fortid og nutid, ønsker at følge med i deres liv og udvikling. Er det normalt at man selv ønsker at dele oplevelser og livsbegivenheder med venner og bekendte på de sociale medier, eller er det mest bare asocialt at sidde med sin telefon og fx tage billeder af den mad man spiser eller de oplevelser man er en del af, sammen med andre. Hvor går grænsen for hvad der er normalt og hvad der er asocialt? Det fik i hvert fald mig til at spekulere.

Så … alt i alt ikke så meget nyt under solen med denne bog og samtidig en bog, som isolerede mig fuldstændig for hvad der skete omkring mig. Den var på ingen måder skræmmende, men jeg mistede til tider næsten pusten i spænding.

4 ud af 6 krimiperler får den med sig. Fra mig til kun dig.





fredag den 26. juli 2019

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Kongens efterfølger



Hvis du endnu ikke har læst noget af Matthew Arlidge og hvis du godt kan lide krimier med brutal vold og detaljerede beskrivelser af gerningssteder, så anbefaler jeg, at du går i gang med denne serie. Den er ikke så brutal som Chris Carter eller Cody McFadyen, men den lugter lidt derhen ad. Kongens efterfølger ar 5. bog i rækken. Jeg anbefaler, at du starter med den første, "Okker gokker".

Hvis du allerede har læst serien, så kender du kriminalkommissær, Helen Grace. Hun er ikke som andre hovedpersoner jeg har læst om. Hun har lig i lasten af den grusomme slags. Ingen tvivl om, at hun er mærket af sin bagage, men hun er ikke ødelagt og nedbrudt – tvært imod er hun mere viljestærk og arbejdsom end de fleste. Det gør sig også gældende i Kongens efterfølger, men Helen er oppe imod nogen, som ønsker hende det værste. Ikke bare én, men flere personer, ser deres snit, til at forsøge at få hende ned med nakken.

Jeg havde ondt i maven gennem store dele af den her bog. Den er på en eller anden måde, så hjerteskærende. Helen kæmper, men det er ikke nemt. Det kan godt være, at hun er stærk og sej, men hun har brug for lindring af sine smerter, og det søger hun via SM. Den fysiske smerte lindrer den psykiske. Hun kender derfor til miljøet, på trods af, at hun altid har opsøgt smerten diskret. Da der sker et brutalt mord i en S/M-klub, viser det sig, at offeret er en person som hun kender særdeles godt og holdt af. Det bringer hende helt ud af fatning og det påvirker hende i en sådan grad, at hun ikke formår at lede sine underordnende og have øjne for deres indbyrdes kamp. Først da næste mord sker, begynder det at dæmre for hende, at morderen måske forsøger at ramme hende personligt. Ret meget mere, ønsker jeg ikke at afsløre af handlingen. Det skal komme som en overraskelse, når man læser.

Helen Grace er ikke en person som ønsker medlidenhed. Hun holder sig fra alt hvad der hedder parforhold og til dels også venskaber. Netop derfor, bliver hun alligevel en person jeg føler medlidenhed med. Hun er så ensom i alle livets henseender og hun har ingen – overhovedet – at betro sig til. Derfor er hun også alene, da tingene vender sig 180 grader og peger på hende. Men hun kæmper, for det er sådan hun er indrettet. Bogen forærer os en cliffhanger af en afslutning, som gjorde mig mundlam og som straks fik mig til at søge efter udgivelsesdato for næste bog. Ønsker man at læse den næste på dansk, må tålmodet strække sig helt til engang i oktober eller november. Kan man ikke vente, må man snuppe den på engelsk.

5 ud af 6 krimiperler til Kongens efterfølger.



søndag den 21. juli 2019

Anmeldelse: Lotte Petri - Blodengel 2, Åndemaneren




Selvom jeg sidder og sveder under sydens sol, så har jeg samtidig taget mig endnu en tur ud i iskolde snedækkede landskaber. Denne gang er destinationen Grønland, hvor kulden bider og sneen fyger. Der er ingen tvivl om, at Lotte Petri har været på researchtur til verdens største ø, for alt- lige fra smukke snelandskaber til stolene i venteværelset - er beskrevet i så flotte detaljer, at jeg næsten kunne fornemme stemningen og de indre billeder stod meget tydeligt frem.

Sofie Engell er politibetjent og er netop gået på en velfortjent ferie, da hun bliver ringet op af retsmediciner Hack, som er udlånt til Grønland, hvor to unge mennesker er fundet dræbt. Hvad der i første omgang ser ud som en mand der har slået sin kone ihjel for derefter at begå selvmord, ligner i Hacks trænede øje, uden tvivl to mord. Han beder Sofie komme derop for at hjælpe, og da det viser sig, at være en mere omfattende omgang, ender hele E-gruppen, som Sofie står i spidsen for, snart deroppe.

Der begynder stille og roligt, at tegne sig et billede, hvor folk har haft indbrud, men intet særligt er stjålet. Mennesker bliver slået ihjel, men hvad der i første omgang ser ud som ulykker, giver snart Sofie mistanke om, at noget andet er på spil. Det grønlandske folk, er et folk som i stor stil tror på ånder og overjordiske kræfter. Der går rygter om en fjeldvandrer, som er en ånd, der går rundt om natten og slår folk ihjel. E-gruppen tror ikke på ånder, så de går benhårdt efter at fange den høje mand i hvidt tøj, som er blevet set af mange og som betegnes som Spøgelset.

Udover mordgåden, så følger vi også med i Sofies svære tid, efter hun mistede datteren, Liva, imens babypigen stadig lå i maven. Sofie var udsat for hustruvold, og er nu så svært psykisk tilredt, at hun klarer sig igennem aftnerne og nætterne, på en cocktail af piller og sprut. Til daglig er hun en cool efterforsker, der har styr på sit game og følger sine instinkter som både er stærke og oftest rigtige. Ikke desto mindre, så lader hun sig stadig underkue af et flot udseende, så meget at hun knalder chefen, på hvad der meget tydeligt, er hans præmisser. ”Kom nu, Sofie – tag dig sammen og spark idioten ud”, tænkte jeg flere gange. Men det er en interessant vinkel på historien og en del af den udvikling, Sofie forhåbentlig skal igennem i de kommende sæsoner.

En isnende kulde sneg sig stille og roligt ind på mig imens jeg læste. Lotte Petri har den dér evne til at skrive, så man hele tiden har fornemmelsen af, at lige om et øjeblik springer morderen frem og slår ihjel. En følelse, der er med til at øge spændingen for mig. Og der er masser af spænding i Åndemaneren. Ovenikøbet, fik jeg også mit ønske opfyldt omkring blodige, brutale mord og gerningssteder beskrevet i detaljer, samt en slutning der kørte helt op i topfart på spænding. 

Åndemaneren har næsten det hele. Og med næsten mener jeg, at der er et lille bitte men. Jeg ved godt, at jeg er svær at stille tilfreds når det gælder uhygge, men jeg savnede lidt noget mere plot. Vi, der har læst mange krimier og som i øvrigt heller ikke tror super meget på ånder, vi kan godt regne ud, at Spøgelset er en person. Det står dog hurtigt klart, hvad hans motiv er og herefter er der ikke meget plot tilbage som kan tage uventede drejninger. Bevares, vi ved ikke hvem drabsmanden er, men på en eller anden måde, blev det mere jagt end overraskelse til sidst. Sammen med det faktum, at jeg heller ikke synes det sproglige bare flyder, så mangler jeg lige prikken over i’et på denne ellers fremragende og meget velfortalte historie. 

5 iskolde krimiperler til Åndemaneren ❆❆❆

Blodengel - Åndemaneren 2, er en Mofibo Original. Det betyder, at du skal have abonnement hos Mofibo for at kunne læse eller lytte den. Fortvivl dog ej, hvis du ikke har abonnement. Første del i serien, "Blodengel 1, Tandsamleren" udkommer i papirform, sidst på året. 







fredag den 19. juli 2019

Anmeldelse: Janni Pedersen & Kim Faber - Vinterland


Så nåede jeg langt om længe til at få læst en af årets mest hypede krimier, nemlig Vinterland. Mine forventninger var nok mest høje, men jeg har hørt en del forskellige meninger om den, så jeg glædede mig til, at danne min egen. 

Igen i år, gik vores sommerferie til Italien, så med en laaaang køretur foran os, skulle vi også have en god lydbog med. Valget faldt ... tadaaaa, på Vinterland, så denne bog har jeg lyttet til. 

Vi følger flere personer, men vores to hovedpersoner er Signe Kristiansen og Martin Juncker. De er nære kollegaer, men Juncker er for nyligt flyttet sammen med sin demente far, i en lille by uden for København. Juncker har lavet rav i den på flere måder, så han trængte til luftforandring. Da den lille by hans far bor i, manglede en ny betjent, og da faren ikke længere kan klare sig selv, og heller ikke kan få tid til udredning pga lange ventelister, har Juncker taget konsekvensen og er flyttet ind hos ham og har takket ja til jobbet som landbetjent. Det er selvsagt en stor udfordring, når der samtidig er sket et brutalt mord i byen. Juncker har nok at se til. 

Inde i København, er der sprunget en bombe midt i et velbesøgt julemarked. Ingen tager skylden, så Signe og kollegaerne er på bar bund og må gennemgå overvågningskameraer og gennemføre en stor mængde afhøringer, for at finde hoved og hale i hvad der er sket og ikke mindst hvorfor. 

Det er to spændende og meget omfattende historier. Hovedpersonerne er begge meget livagtige og jeg kunne fra starten sætte mig ind i deres personligheder og tankemåder. Begge bærer de på ting der gør ondt. Specielt Signes historie rørte mig og den topper til det umenneskelige hen mod slutningen. Ubærligt simpelthen. Specielt fordi jeg allerede havde set den søde hævn ske fyldest. Og glædet mig til den ... hæhæ. Jeg håber hun finder en vej alligevel, og så bliver der ikke lettet mere på låget herfra i denne omgang :)

Det der gjorde størst indtryk på mig i Vinterland, var uden nogen tvivl, det sproglige. For saddan hvor er det lækkert. Der er så mange fede udtryk, som fik os begge til at smile og flere steder ligefrem at grine. Billedsprog der beskriver en persons udseende eller en situation så præcist, at jeg omgående dannede indre billeder. Fx er der en gammel mands hud, som hænger på ham som papiret på en julegave, pakket ind af en ung uøvet juleassistance. Noget i den stil. Simpelthen genialt. Hele bogen er spækket af den slags sætninger. Jeg er kæmpe fan af sådanne billedlige beskrivelser. Humor i det alvorlige. Stilen gav mig en lille bitte snert af Anders Matthesen og hans måde at billedliggøre de ting han siger.

Selve handlingen er god og virkelig godt skrevet. Terror og banderelateret kriminalitet, spiller en stor rolle. Jeg er nok ikke den helt rigtige til at synes det emne er rigtig fedt i en krimi. Misforstå mig ikke, for jeg synes bestemt at terror er skræmmende. Angsten for det, har ødelagt flere gode oplevelser for mig. Men jeg bliver bange på en anden måde, end jeg gør når jeg læser en væmmeligt uhyggelig bog. Jeg er en sucker for en rigtig god serial killer thriller, og ikke så meget for terror, bandekriminalitet og politik. Alle tre dele, er der for meget af i Vinterland for mig. Samtidig, så blev det hele lidt for langsommeligt. På et tidspunkt faldt jeg i søvn i bilen og sov ca. 20 minutter imens bogen stadig afspillede. Da jeg vågnede, kunne jeg uden problemer fortsat følge med. Jeg mener godt at historien kunne have været kortere, uden at det havde gjort noget. 

Nu kom det hele til at lyde lidt fladt. Det er ikke hensigten, for det er langtfra tilfældet. Det er en god og velskrevet historie. Bestemt meget læseværdig. Jeg vakler lidt mellem 4 og 5 perler, for jeg var faktisk ret godt underholdt hele vejen. Samtidig synes jeg virkelig godt om personerne og fremhæves skal selvfølgelig den førnævnte humor, men også den ufatteligt flotte og særdeles virkelighedstro beskrivelse af den demente far. Min kæreste mistede sin far sidste sommer. Han var dement og hans sidste tid mindede utrolig meget om den beskrevet her i bogen. Det ramte mig lige i hjertet. Jeg synes måske bare selve handlingen var en lille smule for langsommelig, så jeg kom til at kede mig lidt ind imellem.

Fire krimiperler ender Vinterland på og så lige en pil op, får den. Jeg glæder mig til næste bog i serien, som jeg ved de to, er godt i gang med at skrive.